”Hvad med ham Jesper Skibby,” foreslår den altid hjælpsomme hustru, ”han er rigtig pæn og altid i godt humør.”
Den pensionerede overlærer er i gang med de sidste forberedelser, så hans forskellige hold kan være klar, parat, start, når sæson 2022 begynder. Og i år med hele to sideordnede spil - ét hvor man undervejs skal vælge holdkaptajn i de forskellige løb (beregnet til de mere aktive cykelentusiaster, som gerne vil nørde med deres managerhold undervejs i sæsonen).
Og et andet, manager classic, hvor man efter den 26. februar intet skal foretage sig - ud over at krydse fingre og håbe på det bedste. Ligesom de sidste mange år.
Gamle forstokkede nordjyder er ikke meget for nyskabelser og forandringer - heller ikke når det gælder Feltet.dk’s nye tiltag. Man har dog besluttet at give det et enkelt skud, og man er også så meget up-to-date, at man kan fortælle ægtefællen, at Jesper Skibby desværre ikke er en mulighed. Han stoppede vist karrieren i 2001. Til gengæld er der ca. 1000 andre ryttere, man kan vælge blandt. Og det skal altså være blandt dem, de aktive fra de 18 WorldTeams og 17 ProTeams, at ens managerhold skal besættes.
Foto: Mads Pedersen vinder årets første danske sejr / Foto: Sirotti
”Jamen, så kunne det jo være ham…. ham….ham….Mads….. Mads….Mads Asgreen!” udbryder konen glædesstrålende.
Det kan man kalde sparring på højt plan. Man må desværre igen igen indse, at man selv bliver nødt til at tage ansvar og ikke forlade sig på sypigetips, spåkoneforudsigelser, vejrvarsler og anden hokus pokus. Eller den bedre halvdels velmenende råd. Derimod kan det være en rigtig god ide at have læst Emil Axelgaards minutiøse gennemgang af de 18 WorldTeams, så er basis ligesom på plads. Og følge med i - på Feltet.dk naturligvis, hvad der er sket ude i den store cykelverden i januar og februar, inden det bliver lørdag, den 26. februar.
I starten af denne måned er der blevet kørt både Saudi Tour og flere løb i Spanien og Frankrig - alle løb, som kan gøre en klogere og måske retfærdiggøre et par sidste øjebliks justeringer. Og har man is i maven, kan man vente med at sætte det endelige hold, når de første par etaper af UAE Tour er kørt - lige inden klokken falder i slag.
Foto: Saudi Tour / Alex Broadway
Men der skal jo også være plads til at sætte sit personlige præg, selv om kloge folk siger, at managerhold ikke skal købes med hjertet.
Gamle sentimentale mænd er ikke helt enige - man skal kunne se sig selv i øjnene dagen derpå. Og der er rigtig mange gange dagen derpå fra sidst i februar til midt oktober. Der er simpelthen flere nok så dygtige ryttere den pensionerede overlærer nægter at tage på sine hold - af meget forskellige grunde. Det kan være en sprinter, der kører råddent, en etapeløbsrytter med alt for mange dårlige undskyldninger, en ung fløs, der ikke snakker pænt til sin mor - eller en italiener med et grimt navn, fx Ulissi. Han vil aldrig få en chance - til gengæld vil Colbrelli altid være sikker på en plads. Smukt navn.
Helt skør begrundelse, indrømmet, men som 68-årig har man lov til at være - ud over sentimental - helt urimelig. Og lidt nationalistisk - det skal være muligt at iklæde sig den rødhvide klaphat i begrænset omfang, så der skal minimum være to danskere blandt de 25 udvalgte ryttere, synes han. Sådan har det været altid, og sådan skal det blive ved med at være - et godt nordjysk mantra. Og der er heldigvis mange at tage af, danskere altså . Man har altid haft en forkærlighed for Kay Werner og Palle Lykke. Men dem skal det nok ikke satses på i år. Men det kunne jo være ? - listen er laaaang.
Snart venter forårsklassikerne / Foto: Sirotti
Det bliver rigtig dejligt at få sluppet sin indre spillefugl løs igen.
Så god tur til alle - med eller uden kaptajner. Til en sæson med masser af forrygende cykelløb. Inklusiv masser af spænding.
Og er man tilpas heldig/dygtig, ender det måske ligefrem med en præmie.
> DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
> DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)
Kan man slet ikke vente til det bliver den 26. februar, så kan man få testet dagsformen, når det bliver starten på føromtalte UAE Tour. Dér gælder det om at finde de helt rigtige 8 ryttere, når der køres 7 etaper på den arabiske halvø.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger