Trods sin unge alder har han et væld af sejre med sig i bagagen, når Magnus Cort fra ORICA GreenEDGE Cycling skal køre Stjerneløbet i Roskilde til maj. I 2014 kunne han tegne sig for 12 sejre heriblandt en etapesejr i Post Danmark Rundt. Han er en dygtig allround-rytter. men har sine forcer i sprinter og endagsløb.
”Stjerneløbet er et helt specielt løb, hvor man kombinerer linjeløb og enkeltstart på en måde, som man ellers aldrig gør. Det glæder jeg mig rigtig meget til at prøve. Det er ikke noget, jeg har prøvet før, så det bliver meget spændende”, siger Magnus Cort.
Hos arrangørerne bag løbet er der begejstring for, at Cort bliver en del af løbet.
”Vi er super glade for, at Magnus har meldt sig klar til start. Han har virkelig vist sine kvaliteter og kan gøre løbet rigtigt interessant”, siger Bo Wacker fra DGI og fortsætter: ”For os er det vigtigt, at Stjerneløbet bliver en stor oplevelse for både ryttere og publikum. Derfor lægger vi meget energi i at få gode ryttere til start i eliteløbet og fantastiske rammer for motionsrytterne”.
Motionister møder eliten
DGI relancerede det traditionsrige cykelløb sidste år med en kombination af eliteløb og motionsløb. Tanken var at lave et cykelløb af høj kvalitet med fokus på sikkerhed. I år er ruten for motionsryttere 73 km på dele af den stjerneformede rute, som eliteløbet også kører på.
”Det er med dyb respekt, man går ind i et cykelløb med så lang og vigtig en historie. År et var en stor succes med de danske eliteteams til start og 400 ryttere i motionsløbet. Vi glæder os til at gentage succesen igen i år,” siger Bo Wacker.
Stjerneløbet bliver kørt den 17. maj 2015 fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Tjek www.dgi.dk/stjerneloeb for mere information og for tilmelding til motionsløbet.
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger