Har du, ligesom mig, gået og spekuleret om det der med at køre i bjerge, nu også er noget for dig?

 

Jeg har cyklet siden 2012 - og fandt hurtigt frem til at jeg fandt størst glæde og udfordring i de længere ture. Ture hvor det ikke nødvendigvis er farten der er det afgørende element, men snarere oplevelsen, de andre deltagere, den psykiske udfordring og i ekstreme tilfælde også den fysiske udfordring.

 

Men bjergene har nu altid stået på min liste. Og som alle andre sad jeg i vinteren 2017 og prøvede at lave en sæsonplan for 2018 - der var mange tilbud og en god cykelven skrev, at han havde tilmeldt sig Tour Transalp 2018 via Motionsfeltet.dk (Premium).

 

Tilfældet ville, at jeg netop samme dag havde set, at man efterlyste en sidste deltager - der var i alt 10 billetter i spil fra motionsfeltet.dk - Nu gik det meget stærkt!

 

Tour transalp er et parløb. Det vil sige, at man skal være to på hvert hold og naturligvis bør man sigte efter at man finder en partner, der har nogenlunde samme fysiske form og især målsætning for deltagelsen. Det faldt så ufatteligt heldigt for mig, at min profil passede perfekt og jeg fik billetten samme aften. BUM!!

 

Jørn og jeg blev hurtigt enige om, at vi bestemt ikke ville køre efter en placering, men derimod begge søgte en oplevelse for livet, hvor naturen, turen og bjergene skulle opleves og tiden var mindre vigtig.

 

Naturligvis skulle vi igennem indenfor den afsatte cut-off tid alle dagene. Udover dette satte vi os ikke nogen andre begrænsninger eller mål for deltagelsen.

 

Først et par dage senere fik jeg læst op på løbet og her begyndte en svag nervøsitet at brede sig i kroppen - du er en tung dreng (på det tidspunkt 96 kilo), du er i pissedårlig form (har stort set ikke kørt i fire måneder), du har ALDRIG kørt i bjerge før (har dog været en enkelt tur i Harzen). Kan jeg mon klare turen? Kan en brumbasse flyve ?

 

Men det kender vi nok alle sammen - ikke? Det er bare på med vanten og i gang med træning, vægttab osv.

 

Tour transalp er et arrangement som er gennemsyret af at Tyske ”Ley Events” for 16. gang arrangerer det. Jeg har simpelthen svært ved at se detaljer, som der ikke var 100% styr på. Men som de selv siger - vi kan altid blive bedre, så send gerne dine inputs til os.

 

Selve tilmeldingsproceduren, kan nok virke en anelse tung, idet man skal starte med at oprette sig som bruger på deres hjemmeside. Men på hjemmesiden for løbet ligger fine anvisninger med tydelig beskrivelse af hvordan dette gøres.

 

Vi tilvalgte hotelpakken, således at HOST, der er underleverandør til Ley Events på hotel m.m. sørgede for alt omkring overnatninger til os både før og under løbet. Alt klappede. Et halvt år senere, den 22. juni, kørte vi til Brixen, startbyen, i det nordlige Italien.

 

Vi havde valgt at ankomme sent fredag aften og så have lørdagen til lidt byvandring, tjek af cykler, hente diverse numre, billetter og andet, samt at få afleveret den tildelte tourtaske, hvori man har alt sit tøj og evt. grej til hele ugen.

 

Denne taske er en del af tilmeldingsgebyret og den transpoteres rundt fra og til dagens hoteller af Ley Events. Den afhentes hver morgen klokken 07.00 på hotellet og står klar på det nye hotel, når man er fremme om eftermiddagen.

 

Løbet afvikles i bedste tour stil med morgenbriefing cirka en halv time før start - et tidspunkt hvor man alligevel står mere eller mindre klar på startstedet - her gives blandt andet info om eventuelle større vejarbejder, dårlige veje etc. på dagens rute. Og så starter musikken - den samme hver dag - og musklerne spændes og der tælles ned til start….

 

Undervejs på dagens rute er der to depoter, strategisk placeret og særdeles velforsynede med vand, energidrik, ananas, vandmelon, andet frugt, kage, nøddder/peanuts, salt samt suppe/bullion.

 

Hele ruten er tydeligt opmærket med pile og ved vanskelige steder er der flagposter eller endda politi til at dirigere deltagerne og den øvrige trafik.

 

Hver af de tre startgrupper følges hele dagen af motorcykel marshalls og et helt hold af rescueteam på motorcykler - alle disse med mange års erfaring.

 

Ligeledes er der en mekanikerbil der kører rundt på ruten - om den er nem at få fat i ved jeg ikke, men jeg så den i aktion flere gange - heldigvis fik ingen af os brug for dens hjælp.

 

I mål er der fin målportal og igen musik og masser af speak. Der er diverse madsteder, sponsorer, cykelmekanikere, udlevering af dagtasken med diverse ekstra tøj og sko (den indleverer man blot 20 minutter før start om morgenen og så bliver den transporteret til målbyen af Ley Events).

 

I mål er HOST også repræsenteret og står til rådighed med vejvisning til dagens hotel, hvis man lige har glemt at få styr på det inden dagens tur.

 

I målbyen kan man vælge at deponere sin cykel i overvåget område og så tage en shuttlebus til dagens hotel, den løsning valgte vi to af dagene, hvor hotellet lå mere end 10 kilometer fra målområdet.

 

Ligeledes er der bike wash, så man kan vaske cyklen hvis det har været en fugtig dag - eller blot hvis skivebremserne trænger til at blive renset.

 

Hvis man har lyst, og har betalt naturligvis, kan man deltage i fælles pastaparty og løbsbriefing hver aften - lige ved målområdet. Vi havde valgt dette fra, da vi ikke var sikre på at der var energi til at transportere os selv frem og tilbage fra dagens hotel. Så denne aktivitet kan jeg desværre ikke berette om. Vores gruppe valgte i stedet, at spise på det tildelte hotel eller på en restaurant lige i nærheden.

 

En løsning der passede fint til mig - den giver lidt mere frihed til at vælge menu og især tidspunkt for spisningen. Updates fra dagens løb bliver sendt ud på facebook ligesom Ley Events ligger rigeligt med billeder fra dagen op på facebook og sikkert også andre platforme, som jeg ikke benytter.

 

Løbet er et etapeløb med i alt syv etaper. Det starter søndag og slutter efterfølgende lørdag - målbyen sidste dag er altid Riva del Garda ved Gardasøens nordlige ende. Ruten er ny hvert år.

 

I år var vist første gang, at man havde lagt startbyen et stykke nede i alperne. De forrige år er starten gået fra et sted ved alpekanten i Tyskland, så vidt jeg har kunnet læse mig til.

 

Nogle år har det været så dårligt vejr at enkelte etaper er blevet aflyst, især 2017 talte mange om, som et skidt år. I år var det noget helt andet, solskin, gode temperaturer og helt tørre veje hele touren igennem.

 

Tour dag 1: Etape fra Brixen til St. Vigil, 89 kilometer med 2.300 højdemeter

Nervøsiteten på sit højeste, vi står på Domplatz i Brixen, et lille torv hvor der næsten kun er plads til deltagerne og måske 2-300 tilskuere - der tales i en lind strøm fra højttalerne - alle er spændte - hvad venter der os den næste uges tid.

 

De 10 mand fra motionsfeltet.dk, før starten (Foto: www.marathon-photos.com)

 

Starten går og langsomt kommer vi alle op på cyklen og sikkert afsted igennem de smalle brostensbelagte gader - musikken tordner ud af højttalerne, solen skinner, tilskuerne klapper og hepper - det er perfekt det her.

 

Efter at have kørt 10 kilometer drejer vi ind på en meget smal dårligt asfalteret vej, den er nævnt som en cykelsti i rutebeskrivelsen - den går efter blot 100 meter direkte op i himlen - 11-12% stigning og løst underlag.

 

Jeg ligger næsten bagerst i gruppen og bliver brat standset da flere foran mig mister vejgrebet og må træde ud af pedalerne - der er ingen mulighed for at passere dem.

 

Må gå 100 meter op ad stigningen før der er et sted uden løst underlag - det lykkes at få gang i cyklen uden at vælte - herfra går det videre opad opad. Stigningen hedder Gufidaun og min makker Jørn kan huske den fra 2016, hvor man også kørte på den. Han har nævnt at det måske er den hårdeste stigning på turen overhovedet!

 

Den er 7 kilometer og har en gennemsnitlig stigning på 10 % - løbet er i gang. Det går stille og roligt op for mig at denne her uge bliver hård, på en måde jeg ikke har haft en chance for at forberede mig på.

 

Første depot ligger efter kun 23 kilometer - på dette depot bliver vi overhalet af lukkebilen med det store røde flag. Hvilken tid denne bil kører efter gik aldrig op for mig, men jeg så den hver dag cirka før eller ved føste depot hvor farten lå på cirka 24-25 kilometer/t i snit - langt over den hastighed der er nødvendig.

 

Dagens anden stigning var Grödnerjoch i 2121 meters højde, her var også dagens andet depot. Resten af turen var nedkørsel cirka 30 kilometer med en lille bakke før mål. Dagen gik super godt og jeg følte ikke at jeg på noget tidspunkt havde oversatset eller brugt mig selv mere end 80 % - God start på løbet.

 

Vi cyklede op til vores lejligheder, der lå i selve byen. Vi fik et bad, vaskede tøjet og fik hængt det til tørre. Gik til et nærliggende pizzaria/restuarant hvor vi fik lidt eftermiddagskaffe og en god snak om dagen for vores lille 10 mands gruppe. Senere indtog vi også aftensmad på denne restaurant.

 

Tour dag 2: Etape fra St. Vigil til Sillian 132 kilometer med 2.697 højdemeter

Klokken er 8.30, vi står klar ved startlinien, vi er i startgruppe tre. Et af vores to mands team er rykket op i startgruppe to, hvor de i øvrigt blev hele ugen.

 

Klokken 09.00 går starten. I dag starter vi med at køre ned af den lille bakke vi kom op ad i går. Kort efter, måske 1 kilometer, måske mindre, drejer vi af til højre og så går det opad til Furkelpass. Otte kilometer med stigningsprocenter imellem 6 og 13%, igen er vi i gang - pyha.

 

En lang nedkørsel der starter med lidt krumme sving, men hurtigt flader ud og næste stigning begynder.

 

Den er let, 30 kilometer med normale stigningsprocenter på 2-4 %. Det går let det her.

 

Herefter går det igen nedad til byen Auronzo, hvor dagens 2. hårde stigning begynder - vi har slet ikke set det komme - temperaturen er godt 30 grader, vi kører i skygge under store træer, der er høj luftfugtighed, sveden perler på armene, hastigheden går ud af min cykel. Der drikkes, der spises, makkeren opmuntrer, men ligemeget hjælper det.

 

Jeg må stoppe og få pulsen ned, der er stadigvæk 300 højdemeter til toppen af denne lille spids, som ingen lige kendte på forhånd. Der kæmpes, tænderne bides sammen, maven gør oprør, kvalmen begynder, for pokker jeg er presset max. Jeg kan ikke styre pulsen, kører i letteste gear, tunge tunge tråd.

 

Depot to nås på toppen, humøret er presset, jeg kæmper videre, min makker opmuntrer alt det han kan. Det går bedre og endelig kan vi se grænsen til Østrig og målet lige fremme.

 

Vi når ind i god tid før cut-off, mere end en time tilovers. De andre fra motionsfeltet.dk står klar og modtager os med forsyninger, så mine/vores depoter kan blive fyldt op hurtigst muligt. Det virker til at de er klar over, at jeg har været presset, måske de selv har været det?

 

Efter at have fået godt med mad og drikke triller vi ud til vores hotel cirka otte kilometer fra målbyen. Vi får et dejligt bad, vasker/skyller tøjet og går ned i restauranten og får en cola og lidt senere en dejlig Schnitzel. Om aftenen går tankerne på, om det her er muligt eller ej…

 

Tour dag 3: Etape fra Sillian til Fiera di Primiero 133 kilometer med 2.701 højdemeter

Vi står klar ved startlinien - der er tænkt voldsomt på hvad der gik galt i går. I dag skal der spises fra start af, der skal drikkes rigeligt og der skal indtages geler med sukker, det må være opskriften på succes.

 

Dagen i dag er særligt spændende da vi skal op over Passo Giau, hvor de sidste 10 kilometer ligger med en gennemsnitlig stigning på cirka 10%. Nogle af de andre har kørt den før og fortæller ivrigt om hvor fed den er.

 

De første 50 kilometer går stille og roligt opad, det bliver igen en god dag på cyklen. Det er varmt, godt 30 grader, der er nærmest ingen skyer, tempoet er forholdsvist højt. Det kører. Første depot ligger efter godt 55 kilometer, det er kun lige begyndt at gå opad imod Passo Giau.

 

Der spises rigeligt og roligt, der drikkes og vi cykler videre. Snart åbner sig det mest spektakulære bjerglandskab med rå lodrette klippevægge, høje, meget høje lodrette vægge, der står med knald blå, næsten skyfri himmel bagved. Det ligner nærmest et maleri, det er vildt det her.

 

Det går rigtigt fint med at komme op til toppen, der er endda fint overskud til at smile da vi kører forbi en af de til arrangementet tilknyttede proffesionelle fotografer.

 

Overskud til smil på vej opad stigningen til Passo Giau (Foto: www.marathon-photos.com)

 

Lige den vigtige selfie på toppen

 

Toppen nås og efter et lille hvil og et par selfies foran skiltet på toppen, begynder en fantastisk nedkørsel med masser af serpentinersving - hold op hvor er det sjovt det her.

 

Efter 38 kilometer med nedkørsel begynder det igen at gå opad - nu ikke så stejlt at det gør noget - 6-7 % vil jeg tro over 10-12 kilometer, men igen kommer kvalmen som i går, jeg bliver hurtigt tappet for kræfter og går igen i slowmotion, hvad pokker er det der sker nu…

 

Makkeren prøver af alle kræfter at opmuntre, men jeg kan ikke rigtigt få forklaret, at der nok er spist for meget sukker og at kvalmen har taget fat i mig igen.

 

Da vi når sidste top, Passo Cereda, otte kilometer fra mållinien, må jeg af og ofre. Drikker lidt vand, ynker mig selv og kommer trods alt op på cyklen igen, der skal jo kun køres nedad herfra.

 

Vi kommer endeligt i mål - igen med masser af tid til cut-off tiden. Ved målet, som ligger i en rigtig hyggelig mellemstor by, er der rigeligt med forsyninger til os, de fleste deltagere er gledet videre til deres hoteller eller bare ikke lige i målområdet.

 

Vi får os en dejlig sandwich med lokal ost og salami - virkeligt lækkert, dertil masser af cola. Det viser sig, at der er et lille torv lidt fra mållinien, på dette torv er alle sponsorerne og HOST med flere.

 

Her tillader vi os lige et lille fodbad, som en af madsponsorerne har taget med til fri afbenyttelse for deltagerne. Lækkert at blive kølet ordentligt af. Til sidst begiver os ud til vores hotel, det ligger blot et par kilometer fra målområdet.

 

De andre tager godt imod os og vi får igen det tiltrængte bad og får skyllet tøjet godt op og hængt til tørre i solen. Indtrykkene fra den ufatteligt smukke tur i dag bliver genfortalt under aftensmaden, alt imens det går op for mig, at vi mangler to fra holdet.

 

Desværre har den ene lavet en dum kørefejl på vej ind i byen og er væltet med høj fart. Han er nu på sygehuset sammen med makkeren.

 

Han har slået hul på albuen, der skal syes og så har han fået et seriøst trælår. Alt i alt heldigt sluppet. I morgen står han over, bliver transporteret med af cykelmelkanikeren og er så klar igen i overmorgen.

 

Løbsarrangørerne viser sig igen fra den bedste side, de har altså bare ret godt styr på det her arrangement må jeg sige.

 

Tour dag 4: Etape fra Fiera di Primiero til Crespano 104 kilometer med 2.317 højdemeter

I dag starter turen med at gå nedad, de første 17 kilometer, herefter 12 kilometer med en mellemhård stigning til toppen af passo Croce d’Aune.

 

Herefter en af de fede nedkørsler med serpentinersving - det er altså sjovt at køre dem. Første depot efter 46 kilometer. I dag vil jeg spise lidt mindre sukker og se om jeg kan undgå den pokkers kvalme.

 

I farten imorges glemte jeg, at få lagt mine mineraltabs over i den lille taske vi kan have med til målområdet, så der er ikke salttabletter i vandet i dag. Nu begynder dagens store stigning Monte Grappa, 25 kilometer med i alt 1300 højdemeter. Andet depot knap fem kilometer fra toppen af Monte Grappa.

 

Stigningen starter hårdt og flader så mere og mere ud, før man når toppen i et goldt og øde bjergområde, knapt så spektakulært som Passo Giau. Jeg har aftalt med min makker at han bare kører i forvejen i dag, han venter ved depoterne og sikrer sig at jeg er med endnu.

 

Ideen fik vi fra et af de andre teams, hvor der også, undervejs har vist sig, at være stor forskel i evnerne til at køre opad.

 

Jeg har som langdistancerytter også udemærkede forudsætninger, for at motivere mig selv og tænker, at det nok også afstresser mig lidt at jeg ikke skal modtage de utallige opmuntringer fra min utrættelige og uhyggeligt hjælpsomme makker.

 

På depot to har makkeren ventet i tæt på 25 minutter, da jeg endeligt når op, efter at have holdt to pauser undervejs, blandt andet hos en lille cafe, hvor jeg købte en dyr cola. Da han ser mig, tjekker han lige op på min situation og han får fripas til at køre i mål. Jeg er træt, meget træt, sætter mig i vejsiden og lider.

 

I depotet er der ikke travlt og manden med vandkanderne kommer over og spørger til mit velbefindende, han tilbyder at hælde iskoldt vand ned af nakken på mig - det hjælper - jeg får energi igen og kommer op på cyklen og får kæmpet mig de sidste fem kilometer op til toppen, får vindvesten på, de løse ærmer og så går det nedad mod mål.

 

Vindvest, løse ærmer og fuld fart ned af en de mange lange nedkørsler på turen (Foto: www.marathon-photos.com)

 

Den lavere temperatur gør mig godt og det går faktisk ret godt ind mod mål, selvom det går let opad de sidste 5-10 kilometer.

 

I mål venter min makker med lidt forsyninger til mig. I dag er der langt ud til hotellet og vi afleverer cyklerne i cykeldepotet og går imod shuttlebussen. Der er god tid, så vi får lige en dejlig italiensk is på vejen.

 

Imens vi venter på bussen får vi lige ugens eneste regnskyl, en seriøs byge, heldigvis kan vi stå i tørvejr ved ventepladsen.

 

Da bussen endligt kommer, så sidder resten af vores gruppe i den - de har kørt rundt og ikke fået besked fra chaufføren, da de var ved vores hotel - det giver en fin stemning i bussen, nok bare ikke for chaufføren, den stakkel - den dag var italienere i lyserød skjorte ikke populære.

 

Vores hotel var igen super lækkert, vi fik os et dejligt bad og fik skyllet det svedige tøj godt igennem og hængt til tørre. Aftensmaden fik vi på en nærliggende restaurant.

 

Tour dag 5: Etape fra Crespano til Trento 150 kilometer med 3.120 højdemeter - Kongeetapen

I dag er den store dag - kongeetapen eller Queenstage, som de kalder det på engelsk. I dag har jeg valgt at køre uden gels, de ødelægger min mave og giver mig kvalme - det du’r bare ikke. Dobbelt op på salt/mineral tabletter i drikkedunkene.

 

Til trods for meget lille tro på mig selv de sidste par dage, så er det ligesom om stemningen i hovedet er ved at vende, jeg føler mig mere klar og det er som om krisen er på vej bort.

 

Vores gruppe står klar på torvet i Crespano, kongeetapen venter forude - alle er spændte. Den allesteds nærværende fotograf fangede mig lige i et tankefyldt øjeblik (Foto: www.marathon-photos.com)

 

Vi begynder dagen med 25 kilometer fladt, herefter 15 kilometer med 5-7 % stigning, der ligger godt til mig. Herefter 43 kilometer nedkørsel og fladt. Ved 83 kilometer kommer en laaang stigning 22 kilometer med 6-7 % stigning og herefter lidt småtoppe på vej ad et stykke der ellers er nedkørsel til byen Trento.

 

Da målbyen er stærkt trafikeret stopper tidstagningen cirka otte kilometer udenfor byen, så vi ikke skal ligge at køre overfor rødt også videre.

 

I dag har min makker og jeg aftalt at vi kører hvert vores løb.

 

Det går bedre for mig, når jeg kæmper min egen kamp mod bakkerne. Skæbnen vil at jeg faktisk formår at holde hjul på en af de andre fra motionsfeltet og faktisk er flere af de andre fra vores 10 mands gruppe nået til en etape, hvor de slapper en anelse mere af og venter på os to.

 

Faktisk følges vi mere eller mindre ad hele vejen op ad stigningen, der ender på en meget øde og iskold top. Imens vi står og venter på sidste mand op ad stigningen, bemærker jeg at flere af de andre også så småt begynder at vise tegn på langsom udmattelse, ømme skuldre, ømme arme, ryg osv.

 

På nedkørslen må jeg slippe gruppen, jeg har simpelthen ikke den fornødne erfaring og modet til at køre med max fart.

 

Men det går super fint, synes jeg selv og for kun anden dag på turen føler jeg at jeg kommer i mål med overskud på kontoen. I dag skal vi bo på et hotel i byens udkant, ved en lille lufthavn.

 

Gode værelser og fin betjening. Flere af os får en kold øl til maden i dag. Lidt atypisk blev menuen i dag en superburger med spejlæg og hele molevitten - ikke den ellers faste pizza, med pasta til forret.

 

Tour dag 6: Etape fra Trento til Kaltern 117 kilometer med 3.151 højdemeter - hårdeste dag!

Med kongeetapen veloverstået, er min optimisme igen vendt tilbage og jeg er bare klar til dagens hårde tur med ligeså mange højdemeter som i går, men på 33 kilometer kortere distance, det siger sig selv at det ikke bliver en let dag for nogen.

 

Vi bliver sendt afsted som alle dage præcis klokken 9.00 til lyden af høj musik. Vi kører en smule opad de første 5-8 kilometer og herefter er ruten forholdsvis flad de næste cirka 35 kilometer, hvorefter vi skal op ad en kort stigning før vi kommer til dagens første depot ved 49 kilometer.

 

Fra depot et til depot to går det hårdt opad på i alt 16 kilometer - stigning med ca. 8 % i snit, men flere steder kommer den noget højere op.

 

Vores hold har fundet en cafe efter et par kilometer, så vi tager helt ekstraordinært et cafe ophold på dagens tur. Vi ved, at vi om lidt har gennemført Tour Transalp 2018 og det skal der lige være tid til at fordøje.

 

Da vi mangler cirka 12 kilometer af stigningen opdager jeg at et hollandsk cykelhold, der også kører stigningen i dag, har været så smarte at markere stigningen med et kilometermærke for hver kilometer der er til toppen - det motiverer mig helt vildt at se, at der nu er otte kilometer tilbage til toppen, kort efter er der syv og sådan fortsætter det.

 

Jeg kan ikke helt følge de andre fra holdet opad, men min makker venter på mig og i depotet på toppen venter alle. Vi følges sammen nedad, men kun til dagens næste lille stigning, hvor vi igen kommer lidt bagud.

 

Vi møder en lille regnbyge og der opstår lige kortvarigt en eneste lille krise i vores makkerpar - den bliver klaret i farten og vi spurter videre mod mål.

 

Målbyen er i dag Kaltern, der ligger i den store Ora dal, hvor der er enorme æbleplantager - det er helt vildt som varmen møder os på nedkørslen til dalen, den når op på cirka 35 grader og nærmest ingen vind.

 

Vi kører 6-8 kilometer på helt flad vej, farten er høj og vi har overskud til at tale sammen - vi undrer os over at der på begge vores gps’er mangler 400 højdemeter - det er noget mere end hvad der har været de andre dage. Men der kan da ikke komme 400 højdemeter på de sidste syv kilometer af en rimelig hård etape, kan der?

 

Jo , det kan der så og de starter roligt med 3-4 % for at ende med 14 % - i 35 graders varme og med trætte stænger. Den afslutning glemmer jeg ikke lige med det samme, det er helt sikkert.

 

I målområdet var der i dag ekstra lækker forplejning, med drikke-yoghurt serveret iskold, pizzaslices serveret dejligt varme og igen masser af god frisk italiensk frugt.

 

Cyklerne blev for anden gang på turen stillet i cykelparkeringen og vi tog med shuttlebussen til et hotel 12 kilometer fra målområdet. Det var ved aftensmaden tydeligt, at alle nu var glade og tilfredse med løbet og alle så frem til morgendagens lette tur til Riva del Garda - vi er igennem - hurra.

 

Tour dag 7: Etape fra Kaltern til Riva del Garda 103 kilometer med 1.511 højdemeter -MÅL!

Vi er klar ved startlinien, musikken drøner ud af højttalerne, der speakes på livet løs. Starten går, vejret er fantastisk - vi skal alle sammen ned ad den meget hårde stigning vi sluttede på i går. Der bremses og meget hurtigt kommer der punkteringer i feltet.

 

Jeg tror at jeg så mindst fem punkteringer på de første to kilometer - fælgbremser der klemmes hårdt og slanger, der måske er godt møre efter mere end 700 kilometer opad og nedad disse fantastiske bjerge, som vi er kommet over i løbet af den sidste uge - jeg nyder at være kommet med på den nye trend med skivebremser - det kan  godt være at de skriger ned igennem de skarpe serpentinersving, men de overopheder i hvert fald ikke fælgene eller slangerne.

 

Nå men det går helt vildt stærkt derudaf, da først vi er kommet nedad de første 4-5 kilometer. Farten ligger over 40 kilometer/t de første cirka 25 kilometer, men så begynder folk at spare op til dagens eneste rigtige stigning der ligger fra kilometer 33 til 48, med depot kort før toppen.

 

Jeg er blevet hægtet af vores gruppe under den hårde fart lige efter starten, men på vejen op imod depot et lykkes det mig, at hente en af de andre. Fra kilometer 48 til 77 går det stille og roligt nedad og jeg kører nærmest alene hele stykket - det er tydeligt at den meget høje fart i starten har splittet hele vores startgruppe udover et meget stort areal.

 

Ved kilometer 87 passeres turens aller sidste lille top - den er så let kørt at jeg næsten ikke kan tro det - det er slut med at køre opad - kan det virkeligt passe?

 

Endelig er vi fremme ved Gardasøen. Udsigten fra de snoede bjergveje udover Riva del garda og selve søen er helt fantastisk (Foto: www.marathon-photos.com)

 

Jeg sætter nærmest helt naturligt farten lidt ned og nyder nedkørslen til Riva del Garda i fulde drag, overraskes af et par helt utroligt azurblå badesøer på vejen ned ad bjerget, når forbi tidsmålingen, der igen i dag ligger nogle kilometer før målportalen, da løbsarrangøren ikke har haft mulighed for at spærre gaderne nede i byen af til vores løb.

 

En fin løsning på et lille problem synes jeg. Jeg når målportalen og bliver mødt af de utrættelige fotografer, der står klar til at forevige min passage af den sidste mållinie på dette års Tour Transalp.

 

Finder min makker kort efter og vi går sammen op til bordet hvor vi, med fint håndtryk og lykønskning får vores medalje og finisher jersey og kan stille os i kø til et finisherfoto med baggrundsplade i løbets bedste tour de france stil.              

  

En kæmpe oplevelse er tilendebargt, en udfordring af de helt store,  en kamp mod fysikken - med fysikken, mod troen på mig selv - med troen på mig selv - jeg gjorde det - vi gjorde det.

 

I målbyen bliver opholdet i målområdet naturligvis lidt længere end de øvrige dage, men der er dog lige lidt praktiske ting, der fortsat udestår.

 

Vi skal aflevere vores cykler til returtransporten i morgen tidlig, de skal afmonteres pedalerne og pakkes sirligt i beskyttende pap, før de stables i flere mindre flyttebiler, som transporterer dem tilbage til Brixen, hvor vi så kan afhente dem i morgen.

 

(Foto: www.marathon-photos.com)

 

Herefter går vi stille og roligt ud til vores tildelte hotel, med stop ved en pub på vejen - det skal da lige synkes at vi nu er kommet hele vejen igennem udfordringen.

 

Vi når vores hotel lidt senere og napper et sidste bad, får pakket al grejet sammen - det kan lige netop være i den store taske vi har fået før vi startede.

 

Nu skal der jo også lige være plads til vores hjelme, cykelsko og andet som vi jo ikke har haft i taskerne undervejs. På dette hotel er der endda swimmingpool og en af de andre fra holdet har været forudseende og har taget badetøj med - godt for ham.

 

Vores sidste aftensmåltid sammen på turen blev indtaget på en nærliggende restaurant og da Kjeld, en af de andre for holdet lige præcis havde fødselsdag den dag, så var der lige lidt ekstra øl på hans regning - Tak for øl Kjeld!

 

Efter maden gik flere amok i italiensk is - en dejlig afslutning på en helt igenem fantastisk uge.

 

Jeg har kun ros og anerkendelser tilovers for Ley Events og alle deres hjælpere ved dette arrangement, alt klappede.

 

Virkeligt dedikeret personale alle steder, måske kan jeg finde et par trafikvagter af lokal herkomst, som nok var ved at være trætte at af vinke med trafikstokken, da vi som noget nær de sidste kom til deres kontrolpost, men det er så også det eneste.

 

Hvad skal min anbefaling være til dig? - Jeg vil sige at hvis du har kørt bjerge før og du føler at det fungerer for dig, så tøv ikke et sekund, det her er så godt et løb, at du skal prøve det.

 

Er du derimod uprøvet med bjerge, som jeg, så vil jeg anbefale at du tager en uge til Calpe, Mallorca eller et andet godt bjergområde og får dig lidt erfaringer med, hvad det vil sige at køre opad flere timer i træk.

 

For nogen er det også voldsomt grænseoverskidende at køre nedad - det er hårdt for arme og nakke - men det kan læres og når du har prøvet lidt mindre hårde stigninger, så tilmeld dig denne tur i Dolomitterne - stigningerne er generelt lidt hårdere end i de franske alper og bakkerne i Calpe og på Mallorca, er jeg blevet fortalt.

 

Løbet er tilrettelagt med god respekt for motionister, min opfattelse er, at der er sat rigeligt tid af på de enkelte dagsetaper til at alle burde kunne komme igennem indenfor cut-off tiden.

 

Naturligvis kræver det, som alle andre løb, at man trods alt har en rimelig grundform på startdagen. I klassementet er der grupper opdelt efter alder og køn, der både rene herregrupper, damegrupper og mix grupper, så der er populært sagt plads til alle.

 

Og jeg kan vel slutteligt konstatere, som I nok allerede vidste: Ja, brumbassen kan flyve!