Coast2Coast havde været en våd og kold fornøjelse, men med godt vejr lige omkring starten af September krydsede jeg fingre for en tur på Sjælland med godt vejr.

Det viste sig dog, at søndag den 4. september skulle være den eneste dag, midt i en to ugers periode, som stod til at få regn. Nå ja, man kunne jo håbe, at det ikke ville blive alt for slemt.

Dagen oprinder, og det regner allerede da jeg åbner mine øjne, og det er klart, der skal det rigtige varme tøj på. Desværre er der endnu ikke blevet investeret i en vest til holdets uniform, så det bliver min sædvanlige røde vest og et par varme oversko. Helt kuldeskær plejer jeg dog ikke at være, så jeg lader de postkasse-røde løse ærmer ligge derhjemme. Selv om Vueltaen køres i øjeblikket, må jeg hellere begrænse det røde, og sørge for at der bliver vist lidt hold-farver frem!

Jeg cykler, med min kammerat, de godt 9 kilometer ned til Glostrup Stadion og startlinjen. Selvom det ikke regner meget, bliver vi hurtigt våde. Vi ankommer godt en time før start, men bliver et kort øjeblik i tvivl om starttiden da parkeringspladsen og startområdet virker ret tomt og kun et begrænset antalt cyklister i teltene der er stillet op. Det er dog det rigtige sted og vi er bare nogle af de få der møder op en time tidligt.

Det er dog en noget anden stemning end ved de tidligere motionsløb jeg har deltaget i. Der var ingen snacks, brød, vand eller kaffe tilbudt i startområdet. Det var dog muligt at købe sig til kaffe og snacks i Glostrup Stadions lille cafeterium. Det kan være at jeg, med min begrænset erfaring med motionsløb, har været heldig at ramme nogle luksusløb, men manglen på varm kaffe i telt-området en kold våd formiddag var lidt uheldig.

Vi får sat vores numre på og vi nærmer os efterhånden starten. Ved Køge Tours var jeg heldig at ramme en rigtig god gruppe lige ud af starten, så taktikken var sådan set den samme her. Se om jeg kunne ramme en god gruppe og hænge på så længe som muligt. Med 192 højdecentimeter og en vægt på lige under de 110 kg er tyngdekraften ikke på min side, så den rigtige gruppe kan give gode resultater så længe man kan følge med hen over bakkerne.

Der er både bil- og motorcykel-eskort ud af byen, men farten bliver hurtigt sat op i front. Både min kammerat og mig selv kommer op i den gruppe der formes forrest og ligger os ind hen mod bagenden af gruppen. Det viser sig hurtigt at det ikke er den perfekte gruppe, da der bliver kørt så stærkt, at vi må kæmpe for ikke at ryge ud af bagenden. Godt 10 kilometer inde i løbet ligger jeg med en gennemsnitsfart tæt på de 40 km/t og kan mærke at jeg bruger alt for mange kræfter og må kæmpe for at holde med henover selv beskedne bakker.

Jeg ender med at ryge af henover en mindre stigning og fortæller mig selv at det nok er for det bedste, ellers når jeg ikke helskindet i mål. Der kommer hurtigt en gruppe mere bag fra, som også kører et hurtigt tempo, men trods alt et tempo der er til at holde ud. Jeg hægter mig på og får luften igen.

Vi kører et par kilometer, hvor den hurtige gruppe lige kan skimtes længere henne af vejen og jeg kan se, at jeg ikke er en eneste, der har svært ved at følge det hårde tempo. Lige ved Veksø samler vi Jan Simonsen fra holdet og min kammerat op, som begge har måtte lade slippe den første gruppe.

Jeg kan mærke at den hårde start har sat sig i benene og nogle af de stejle bakker er allerede ved at være hårde. Det bliver en lang dag i sadlen.

Gruppen vi er endt i kører godt. Men da en af rytterne pludselig forveksler et andets løbs skilt med en af vores og skaber forvirring, da han råber at vi skulle have været til højre, bliver gruppen splittet i to. De bagerste halvdel af os må træde til for at nå op til dem foran.

Jeg tror det er her Jan Simonsen lader sig falde tilbage. Ser man tilbage på løbet, skulle jeg nok have sparet lidt på kræfterne og gjort det samme. Jeg kommer dog op til gruppen igen, men kan igen mærke, at det var ikke den helt rigtige prioritering af mine kræfter.

Da vi er lige ved at ramme halvvejspunktet punkterer min kammerat, og jeg stopper for at hjælpe med at pumpe den nye slange. Mens vi står i vejkanten kører der 3 grupper forbi os (Jan Simonsen sidder i den ene), og vi tænker, at vi lige kan kæmpe os op til den sidste af dem.

Vi hopper på cyklerne og optager jagten. Vi kan se gruppen lige lidt længere oppe af vejen. Terrænet er dog fyldt med små rullende bakker og jeg har svært ved at følge min kammerat, som er 40 kilo lettere og har været mere flittig til at gå til spinning. Efter næsten 10 kilometer sender jeg ham afsted alene, da jeg må sande, at jeg aldrig når op til gruppen.

Jeg kan stadig se min kammerat, da han når gruppen længere oppe af vejen, og flere gange må de stoppe for rødt, hvor jeg tror at jeg når derop, men det sker bare ikke. Jeg må sænke farten og kører for mig selv de næste mange kilometer.

Cirka 85 kilometer inde i løbet kommer der dog en gruppe op bagfra som holder et stabilt tempo på omkring de 31 km/t. Et tempo som blev sænket en del op af bakkerne, så gruppen passer godt til mig og de kræfter jeg har tilbage.

Gruppen indeholder et par fyre som ser ud til at kunne køre meget hurtigere end de gør, men det viser sig at de er i gruppen for at assistere de to kvinder der er i gruppen, som begge kører for at blive den hurtigste kvinde til at gennemføre 120 km distancen.

Undervejs samler gruppen yderligere et par ryttere op som ser ud til at være i samme situation som mig. Fejl-disponering af kræfterne tidligt på ruten.

Jeg har haft mine egne gels og energibars med, så havde ikke benyttet mig af de tidlige depoter, men nu kunne jeg godt mærke, at jeg skulle bruge lidt andet. Depoterne var umiddelbart en del mindre end ved mine tidligere løb, men modsat de tidligere løb var de frivillige ved depoterne ikke bange for at række vand og bananer ud Soigneur-style, så man ikke behøvede at stoppe og det fungerede egentlig ret godt. En succesfuld overrækkelse af banan, fra frivillig til rytter på farten, er med til at få en til at føle sig en smule pro.

Løbet har indtil nu været relativt tørt, og det har kun regnet en smule lige i starten, og ellers været tørt. I hvert fald fra oven. Men da vi kommer ind på de sidste 40 kilometer begynder det at regne en hel del, og vi bliver hurtigt gennemblødte allesammen. Jeg sidder og bander over at jeg ikke skal køre løb i morgendagens solskin og 20+ grader i stedet.

Da vi nærmer os de sidste 20 kilometer går der taktik i det for kvinderne og både de og deres partnere lader sig falde tilbage for at spare på kræfterne (går jeg ud fra). Vi ender med at være tre mænd der kører fra dem. Vi skiftes til at tage nogle korte føringer. Mens jeg ligger i front synes jeg dog, at de lader vente på sig med deres tur. Efter en længere periode vender jeg mig om for at se hvad de laver, og indser at jeg har kørt fra dem, selv i mit ret moderate tempo.

At køre alene i regnen tærer dog på de sidste kræfter og jeg har svært ved at holde farten oppe. Op af bakkerne truer lårene med at begynde at gå i krampe og jeg må sænke farten yderligere. Inden længe kommer gruppen med kvinderne dog op igen med og godt 10 kilometer til mål, kan jeg slappe lidt af igen. Vi følges alle ind til mål-området, men de to kvinder tester hinanden undervejs og forsøger at køre fra gruppen et par gange. De henter dog hinanden igen og igen, og må sprinte om at blive den hurtigste kvinde.

Jeg kommer ind over målstregen lige efter med en tid på 3.57.30. Jeg bliver mødt af min kammerat, som ikke har været inde i mere end 10 minutter, til trods for at han var bedre kørende på dagen. Ved teltet er der nu en del drinks og mad at vælge imellem, en klar forbedring fra før start.

Mens vi står og varmer os på en kop kaffe, bliver de 3 hurtigste kvinder råbt op til podiet. Nummer 3 dukker åbenbart ikke op, og jeg mener at høre at det var en “Gade” der var blevet nummer 3. Jeg har ikke været opmærksom på hvad der er blevet sagt over højtaleren, men får pludselig mistanke om, at det er mig der bliver ment. Benedikt er ikke et helt almindeligt navn i Danmark (der kommer flere og flere af os, men vi er stadig under 100 styks), og det vil ikke være første gang, jeg bliver forvekslet med en kvinde ud fra mit navn alene. Jeg griber fat i arrangøren og får med lidt besvær overbevist ham om, at det er mig de har registreret som den 3. hurtigste kvinde. Jeg ærger mig lidt over en gylden mulighed for at komme på podiet i et cykelløb, men må erkende at jeg fryser for meget og hellere må cykle hjem i varmen og få noget tørt tøj på.

Alt i alt, er et gennemført og succesfuldt løb for mig. Jeg har stadig meget jeg skal lære. Så som at spise på de rigtige tidspunkter og være bedre til at pace mig selv, og ikke tvinge mig selv til at køre med de seje gutter fra starten. Derudover må jeg nok erkende, at jeg har fået trænet for lidt og spist for meget god mad op til løbet, men så har jeg den viden til at skabe mål og motivation til næste år.

Det var ærgerligt at vejret ikke var bedre, men vejrguderne bestemmer ingen desværre over. Jeg havde nok for travlt med at have ondt af mig selv derude til rigtigt at lægge mærke til landskabet, men udover vejret virkede det som en afvekslende og flot rute. Det var intet alpeløb, men det var et kuperet terræn, som havde nok bakker til at være en udfordring (i hvert fald for undertegnede).

Jeg endte som nummer 52 i alt på 120 km distancen, hvilket ikke er noget at græde over! Hvis kalenderen er til det, håber jeg at kunne deltage igen næste år, med bedre vejr, en hurtigere tid og højere fart.