Gran Fondo Jennum (60 km). Sæsonens første løb og min egen debut med Team Motionsfeltet.dk, hvor jeg havde fået løbsstarten betalt igennem mit PREMIUM medlemsskab.
Siden jeg i vinters meldte mig ind i Team Motionsfeltet.dk, havde jeg med spænding ventet på denne, lidt råkolde søndag i slutningen af marts måned, hvor jeg for første gang kunne iklæde mig den sorte Castelli-cykeltrøje og drage af sted mod Jennum, for at møde de mennesker IRL, som jeg i nogle måneder - i vældigt muntert tonefald - kun har ”mødt” på nettet på teamets Facebookside.
Når man, som jeg bor på Vestfyn, og skal stille til løb på Vejle-kanten klokken 10, og det oveni købet er blevet sommertid i løbet af natten, starter dagen tidligt - rigtig tidligt!
Sommefugle i maven
Det var dog ikke det store problem at vågne, for jeg må nok indrømme, at jeg havde en sommerfugl eller to i maven, da jeg gik og pakkede de sidste stumper tidligt søndag morgen.
Heldigvis blev jeg hentet af Claus, som kører i samme klub, som jeg selv, og det var rigtig rart at have en af følges med, når jeg var helt ny i teamet. Claus var på pletten klokken 7.45 og vi satte kursen mod det jyske.
Det første jeg lagde mærke til, da vi ankom, var de fine velkomstskilte med positive udsagn og smileys. Jeg fornemmede hurtigt at stemningen og atmosfæren var god. Inden starten nåede vi en bolle og en kop kaffe. Jeg fik hilst og snakket lidt med nogle af de andre ryttere, som tog pænt imod mig - og som jo gerne ville sludre lidt om ... cykling ;-).
Inden starten går plejer jeg gerne at have lagt en lille plan for, hvordan jeg gerne vil køre dagens løb. Jeg har forsøgt at holde kæden stram vinteren over på hometraineren, men da Gran Fondo Jennum må betegnes som et bakkeløb, og jeg ikke just kan regnes som et lille nips af en 'bakke-pige', var strategien at se tingene lidt an og tage det forholdsvis roligt. Jeg har taget de tæsk, som jeg skal have i ukendt terræn med mange bakker. Målet var i denne omgang at få en god oplevelse og prøve at holde puls og bentøj nogenlunde under kontrol.
Som sagt så gjort
.. dog kom jeg nok lige defensivt nok fra start og røg helt af den samlede gruppe allerede på vej op af startbakken. Nu var der to muligheder at køre min 60 kilometer rute forholdsvis solo eller prøve at køre gruppen op.
Jeg valgte det sidste og satte jagten ind. Det betød 5-7 km med noget høj puls, og jeg fik hentet en anden kvinde, som jeg kunne fornemme passede fint til mit niveau. Hun viste sig at være fra Vejle, og vi endte med at følges det meste af vejen. På trods af de mange bakker havde vi lige overskud til at få snakket en smule cykling undervejs, så strategien med ikke at køre over evne lykkedes fint.
Inden jeg tog hjemmefra, havde jeg gruet lidt for rundstrækningen med de mange bakker, der bare ville komme igen og igen, og jeg var noget spændt på, om jeg havde satset for højt ved at vælge 60 kilometer, som er tre runder. Men rundstrækningen viste sig faktisk at være en fordel, da jeg var i helt ukendt terræn.
Efter første omgang havde jeg nu en ide om, hvad ruten bød på, og det gav gode muligheder for at disponere i forhold til vind, bakker, indtag af energi osv. Ruten var sjov og udfordrende - både opad og nedad - og ikke mindst godt mærket af med tydelige og rigelige mængder af pile.
Efter to fine omgange, hvor jeg ikke havde været max presset, var der overskud til at give den lidt ekstra gas på den sidste omgang, og det er jo unægteligt en noget federe fornemmelse end at skulle lide sig igennem den. De 60 kilometer viste sig at passe fint, for selvom jeg ikke var max’et helt ud, var Jennumbakken ikke en udsøgt fornøjelse på sidste og fjerde tur op.
Da jeg kom i mål, stod flinke folk klar med saft og bananer på toppen af bakken, så der lige var mulighed for at tanke lidt op med det samme, inden der skulle trilles tilbage til starten igen, som var nedad bakken igen. Her var der så en oplagt mulighed for at heppe lidt på dem, der kæmpede sig op for sidste eller måske endda kun næstsidste gang.
Tilbage ved Skibet-hallen var der livlig aktivitet ved cykelvasken, hvor der med stor iver og brede smil fra arrangørerne blev fragtet frisk sæbevand til dem, der ville have vasket cykel med det samme.
Socialt arrangement for Team Motionsfeltet.dk medlemmerne efterfølgende
For mit vedkommende stod den nu på et bad, da vi var en flok fra Team Motionsfeltet.dk, der skulle til Vejle og spise en velfortjent burger efter løbet. Et rigtig fint initiativ i forbindelse med starten på sæsonen - og rigtig rart at være med til som helt nyt medlem.
Inde det blev tid til burgere, kunne vi lige samles i hallen, hvor en af teamets andre medlemmer, Lene Jørgensen, havde lækre romkugler og muffins med - godt initiativ!
Klokken 14 var der kåring af dagens vindere på henholdsvis herrer og damer. Her var det ikke den samlede placering på strækningen, men de tre hurtigste omgangstider uanset strækning, der skulle kåres. Det giver faktisk en ekstra dimension til løbet, hvor der er mulighed for at gå efter en enkelt omgang i fantomtid - frem for den samlede sejr. Alt efter temperament, form og ambitioner kan løbet køres på et utal af måder og med ruter fra 20 til 80 kilometer, kan de fleste være med.
På præmiesiden var der masser af godter at komme efter til Gran Fondo Jennum. Der var ret flotte præmier fra sponsorerne GribGrab, Fusion, Pernille Corydon Jewellery og Motionsfeltet.dk i form af gavekort, smykker og startnumre til efterårets Gran Fondo Munkebjerg, og der var mange af dem, så det kan helt klart godt svare sig at blive til denne del af arrangementet.
Der trækkes lod på chippen, og man skal være tilstede for at vinde. Desuden var der også nogle finurlige hjemmestrikkede verdensmesterhuer til udtrækning. Det er da god værkstedshumor ;-).
Da præmierne var udtrukket fortsatte vi fra Team Motionsfeltet.dk som sagt til Vejle, hvor vi satte velfortjente og velvoksne burgere til livs og fik en hyggelig sludder og et par røverhistorier, inden vi tog hver til sit sidst på eftermiddagen.
Alt i alt en rigtig god dag, med fint cykelløb og godt selskab af vidt forskellige og meget hyggelige cykelfolk, der til fulde levede op til mit motto, når jeg er på cyklen: GOOD VIBES ONLY!
Tine Mathiesen
Du kan også blive medlem af Team Motionsfeltet.dk - endda GRATIS.
Var du til start i løbet, hvad synes du om løbet? Skriv en kommentar under artiklen.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger