Frank Høj og DGI havde premiere på et nyt mountainbikeløb i weekenden, det var Møns Klint 6h MTB. Løbet blev kørt over seks timer, men man kunne både deltage, som solo, duo og trio til løbet. Vi valgte det sidste, da vores holdejer, Jesper Johannesen, havde advaret om ruten var hård. Han havde nemlig prøvet kørt den med Frank Høj tidligere på året.
Video: Team Motionsfeltet.dk var inviteret på rutegennemgang i juni måned, hvor vi snakkede med Frank Høj om løbet
Det var med sorte skyer i horisonten og en vejrudsigt, der sagde stærk blæst og regn, at jeg satte næsen mod Møns klint klokken syv. Med vinduesviskeren kørende ankom jeg til Geocentret ved klinten, som var stævneplads små to timer senere.
”Hmm, dette bliver en smattet og våd omgang,” var nogle af de tanker som strejfede mig.
Pavillon - Cykelløb - Pavillon
Jeg fik hentet startnumre og fundet mine to makkere i form af Hanne Akselsen og Niels-Jørgen Andersen. De havde fået slået en lille fin pavillon op, så vi kunne sidde i ly for elementernes raseri, mens vi havde en rytter på sporet.
Foto: Jan Vinter, Hanne Akselsen og Niels-Jørgen Andersen inde under pavillonen
Hurtigt blev pladsen fyldt med de andre deltageres telte og et hav af bannere fra de forskellige hold og klubber. Nogle havde ligefrem et opvarmet telt, hvor der blev varmet mad.
Tøjet fik lige et ekstra lag, da temperaturen nærmede sig seks grader, og jeg gjorde mig klar til at køre de første runde for vores 3-mands mix-hold.
Taktikken var lagt: ”Vi skal hver enkelt køre så mange omgange, som vi magtede inden skift.”
Hård start - så var man i gang
Starten var nede af en grusvej - 1,5 kilometer fra pladsen og med en god stigningsprocent op mod selve ruten. Dette skabte hurtigt spredning på feltet, da vi ramte sporet. Regnen var aftagende, og det samme var vinden, mens pulsen steg stødt. Ruten var meget kuperet med både lange og korte opkørsler og omkring 7,5 kilometer lang. Jeg tror, at min Garmin sagde små 300 højdemeter per omgang og stigninger på 15 procent. Selve ruten var ikke specielt fedtet, indtil vi nåede en lang opkørsel mod klinten, så var det mere mudret. Efterhånden blev der dannet en parallelsti i brændenælderne i siden. Turen gik både langs selve klinten og inde i skoven omkring Geocenteret.
Foto: GripGrab/Martin Paldan
Ruten sluttede omkring stævnepladsen og ens holdkammerater kunne følge med i de sidste 300 meters kamp, inden der eventuelt skulle skiftes. Skiftezonen fungerede fint, selvom tingene hurtigt blev fedtet.
Jeg oplevede, at målportalen havde mistet pusten (Mindede om Tour de France 2016!), men de mange hjælpere formodede alligevel at holde den oppe, så vi kunne komme ind under, indtil strømmen var genetableret.
Hård kamp alle seks timer
Efter to runder var det Niels-Jørgens tur, og han kørte hele tre runder, inden vi overlod stafetten til Hanne. De sidste tre runder delte Niels-Jørgen og jeg mellem os, og da tiden stoppede præcis efter seks timer, vurderede vi, at vi nok ikke kunne nå en sidste tur indenfor tidsgrænsen.
Undervejs i løbet fordrev vi ventetiden på at lytte til stævnespeakeren eller forsyne os med kage og frugt fra forplejningen. Ulempen ved at lave mange skift er, at alt det våde tøj skal af, inden man bliver kold og så senere på, når ens tur var kommet.
Ros til arrangørerne
Jeg synes, at løbet virkelig var veltilrettelagt og selve ruten var udfordrende - uden at være teknisk svær. Sidst på dagen var sporet mange steder endda kørt fast. Der stod flagposter for at vise vej og hjælpe, hvis nogle skulle være uheldig at styrte, men det var mit indtryk, at der ikke var nogle ulykker.
Frank Høj havde også sagt ved sin egen gang af ruten tidligere på året, at han havde vægtet, at ruten skulle være en, hvor alle kunne køre på, derfor var de rigtig farlige steder på ruten pillet ud.
På stævnepladsen var stemningen ligeledes hyggelig, og der var både mulighed for at få skyllet cyklen og justeret lidt på gearet.
Hvordan gik det så med Team Motionsfeltet.dks hold? Jo, de fik en fin tredjeplads, og selvom vi måske kunne havde nået en runde mere, så ville det ikke have ændret på stillingen.
STARTEN VAR SPONSORERET AF DANMARKS STØRSTE FORDELSKLUB. SKAL DU OGSÅ VÆRE EN DEL AF TEAM MOTIONSFELTET.DK? SÅ TILMELD DIG HER!
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger