Når jeg tænker tilbage, startede planlægningen af løb jeg ville deltage i i 2018, allerede i november-december 2017. Jeg begynder som regel at tage hul på vintertræningen i disse måneder. Indetræningen er ikke altid det mest motiverende, men med drømme om motionscykelløb i ind- og udland kan motivationen holdes oppe.

Jeg må erkende, at mine drømme og visioner ikke altid går hånd i hånd med det, jeg formår på en cykel. Jeg ender altid med at planlægge en hulens masse løb uden helt at have gennemtænkt, hvordan jeg når mine mål.

Som så mange andre har jeg tidligere blot kørt en masse kilometer på rammen uden helt at tænke over, hvad jeg skulle bruge kilometerne til.

Sådan startede det også i år, men i modsætning til tidligere år indså jeg, at jeg ikke kunne være på rammen så meget som tidligere. Jeg fandt hurtigt ud af, at for mig skulle der en intensiv Puls og Watt-træning til for at nå mine mål.

Personligt er jeg mest til lange og udholdenhedskrævende cykelløb først på sæsonen, hvorefter det går over i kortere bjergløb. Min raceplan for 2018 kom derfor til at se således ud:

 - MS Bike Challenge KBH-Skagen 5.-6. maj - 740 kilometer

 - Styrkeprøven i Norge d. 15.-16. juni - 543 kilometer

 - Tour Trans Alpes 24.-30. juni - 7 etaper, 828 kilometer og 18000 højdemeter

 - Maratona Dolomits 1. juli - 138 kilometer og 4230 højdemeter

Som en ekstra krølle på halen var jeg så heldig, at jeg den 8. juli skulle repræsentere Team Motionsfeltet til dette års

Grand Fondo La Fausto Coppi - 177 kilometer og 4125 højdemeter.

I dette skriv vil jeg gennemgå mine oplevelser med Grand Fondo La Fausto Coppi.

Efter jeg de seneste år har kørt udfordrende bjergløb som La Marmotte og Maratona Dolomit`s, var Grand Fondo La Fausto Coppi en ny og kærkommen udfordring.

Mit kendskab til løbet var absolut ikke-eksisterende. Jeg valgte blot at gennemse løbsprofilen, for herefter at indtage en tilbagelænet indstilling (efter min raceplan måtte det da være en ren walk-over).

Den 5. juli stod jeg i Københavns Lufthavn efter fire dages ren restitution. I Milano skulle jeg mødes med en journalist, der også skulle køre løbet. Vi blev hentet i lufthavnen og blev derefter kørt til det skønneste område i Pimonte området.

En lokal guide tog imod os til en udsøgt frokost, hvor der blev serveret de mest fantastiske lokale specialiteter og vine, som området er kendt for. Personligt er jeg ikke den store vinkender, men jeg må indrømme, at de næste par dage bød på smagsoplevelser, jeg aldrig havde troet muligt.

Den 6. juli var der arrangeret en 80 kilometer lang cykeltur med en lokal cykelguide. Det skulle vise sig at blive noget af en oplevelse. Guiden fra dagen i forvejen havde jeg haft et vist forbehold for. Mit nordjyske sind tog nok det hele med et gran salt, for kunne der virkelig være så fantastisk i det område? Kunne det være rigtigt, at området kunne byde på så fantastiske cykeloplevelser kombineret med mad og vine. Og ja det er nok den mest fantastiske cykeldag i mit liv, det er ikke sidste gang jeg kommer der. Jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Formålet med turen var selvfølgelig La Fausto Coppi. Løbsprofilen var lige efter mit hjerte:

Løbet startes med race marshalls de først 5-7 kilometer. Herefter gives løbet frit. De første 40 kilometer er flade, og det er lige mig. Så kan man få lidt varme i benene, inden det begynder at gå opad. Gennemsnitshastigheden for de første 40 kilometer lå omkring 41-42 kilometer i timen, så der skulle trædes lidt i feltet. Toppen af det første bjerg, Valmala, nåede vi efter 52 kilometer. En stigning over 9,6 kilometer med 8.3 % i snit.

De næste par bjerge, Rossana og La Piatta Soprana, var efter min mening bare ”knolde”, som lagde en rigtig god optakt til Coll Fauniera. Bjerget starter efter 100 kilometer, og er 22,3 kilometer til toppen med en stigningsprocent på 9,8% i gennemsnit. Toppen af Coll Fauniera ligger i 2484 meters højde.

Herefter følger en lang nedkørsel på 36 kilometer hvoraf de første 22 kilometer er mega stejle.

Den sidste stigning Madonna del Colletto  er også i den stejle ende men kun 7,3 kilometer lang. Til gengæld er nedkørslen ret fed. Den bestpr mestendels af lange glidestykker, hvor men kan trykke på. Igen kom der gang i racet.

Jeg må sige, at italienerne er stolte af deres Fausto Coppi-event. Fredag og lørdag inden løbsdagen søndag er der gjort meget ud af. Torvet i Cunio er gjort til en festplads for afhentning af startnumre, og der er, som i alle andre løb i den størrelse, en del udstillere, der gerne vil vise deres udstyr frem.

Hvad jeg ikke havde prøvet før, var præsentationen af løbet lørdag eftermiddag. Her blev repræsentanter fra de forskellig landes konsulater præsenteret på scenen sammen med deltagere fra alle landene. VIP`s fra byen Cunio holdt korte indlæg. Jo italienerne er stolte af at afholde et så prestigefuld løb.

For mig var det et spørgsmål om, hvorvidt La Fausto Coppi kunne måle sig med de andre løb, jeg har deltaget i. Er det et godt alternativ til løb som La Marmotte og Maratona Dolomit?

Løbet har cirka 2700 deltagere, og man må sige, at sammenlignet med La Marmotte og Maratona Dolomit, der begge ligger i størrelsen af 8-9000 deltagere, er det noget anderledes. Jeg kan absolut anbefale dette noget mindre og intime løb, både hvad angår udfordring og socialt.

Løbet udskiller sig fra andre løb, jeg har deltaget i, ved at alle får udleveret en trøje, som de så kører i på løbsdagen. Her kom jeg personligt i problemer. Jeg plejer under et bjergløb at udse mig en trøje, der ligger foran mig på stigningerne. Personen bliver jagtet med næb og klør indtil en ny trøje er udvalgt, men her var alle trøjer jo ens. Det var faktisk rigtig fedt at ligge i store grupper med ens trøjer, det gav løbet en anden karakter.

Som repræsentant for Team Motionsfeltet, gav det adgang til en plads i VIP-startgruppen helt i front. Jeg må sige, at det gav noget mere ro på i starten af løbet, selvom der blev gået til den. De første 40 kilometer blev tilbagelagt på lige under en time.

Jeg er altid spændt på at komme ind på den første opkørsel. Har man noget i benene, eller bliver det en dårlig dag. De sidste kilometer frem til bunden af Valmala stiger med 3-5%. Det er for mig rigtig godt, idet man lige kan nå at komme ind i en god rytme, inden det for alvor går opad. Jeg må sige, at stigningen tog fat fra bunden: 7-8-9 % hele vejen til toppen. Min plan var at holde ind ved depotet på toppen af Valmala efter 52 kilometer.

Det blev så sandelig også nødvendigt, da jeg var gået tør for væske den sidste kilometer. Der er rigelig med udvalg i depoterne, som er godt organiseret. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at især italienerne havde en bedre depotkultur. Alt for mange har deres cykel i hænderne i depotet, så det bliver besværliggjort for de af os, der pænt stiller cyklerne fra os.

Nedkørselen fra Valmala med sine skarpe sving gik udemærket. Det var ikke så let at komme ind i en rytme, når der hele tiden skulle bremses op.

Vejen til La Piatta Soprana er absolut en oplevelse værd. Der er utroligt smukt, og der kan holdes et jævnt, højt tempo. Stigningen La Piatta Soprana ligger på mellem fem og syv i stigningsprocent.

Den 9,5 kilometer lange stigning er relativt nådig, og man har mulighed for at nå bunden af Coll Fauniera uden at være helt udbrændt.  Da jeg mødte skiltet med 22,3 kilometer til toppen med 9,8% i gennemsnit efter 100 kilometer, var jeg fortrøstningsfuldt. De første fem kilometer steg kun 3-6 %. Det gav mig en absolut overskudsagtig fornemmelse, men man skal ikke lade sig narre, for herefter går det virkelig opad, og det ene skilt efter det andet viser 10-14%.

Efter et skarpt venstresving stiger hjertefrekvensen, og det er her, der skal gøres en indsats på de stejle stigninger. Det er nu, jeg skal bide tænderne sammen. Alle alarmklokker ringer, og den sande Fauniera viser sig med 17 kilometer til toppen med en stigningsprocent på over 10% i snit. Alle samtaler stopper, alle kæmper for sig selv, og ingen forsøger længere at holde hjul.

Jeg stillede mig selv spørgsmålet mange gange: Kan jeg gøre det her på to timer? Der skal spises og drikkes i et væk. Hvornår kommer næste depot, så jeg kan få tanket op? Hvad er det, jeg har begivet mig ud i? På et tidspunkt stod temperaturmåleren på 31 grader. Det bliver sværere og sværere at vinde over den negative monolog i mit hoved.

Når jeg closetime inden toppen af Coll Fauniera? Alt bliver vendt i mit hoved.

Da jeg nærmede mig toppen bliver mine tanker erstattet af tanker om mad og dehydrering, og så ser jeg et kæmpe monoment af den legendariske Marco Pantani, og en indre stolthed fylder mig og giver ny energi.

Jeg vidste, at der resterede 36 kilometer til toppen af Madonna Del Colleto - løbets sidste stigning, og af uransagelige årsager føltes stigningen som en leg.

Nedkørselen fra Madonna Del Colleto og til mål var super fed. Lange bløde nedkørseler hvor der kunne sættes fart på. Jeg var på det sidste flade stykke heldig at køre op til en gruppe, hvor vi kunne køre og hjælpe hinanden.

Alt i alt synes jeg at La Fausto Coppi er et godt alternativ til store løb som La Marmotte og Maratona Dolomit. Hvis man går efter løb der er i den hårde ende, lever det fuldt op til det.