Jeg var, inviteret ned til Cuneo, for at deltage i det Italienske cykelløb Gran Fondo Fausto Coppi. Jeg ankom til området fredag eftermiddag, hvor jeg tjekkede ind på et hotel i den lille by Caraglio, cirka 12 km udenfor Cuneo, hvor løbet havde start og mål.
 

Lørdag formiddag tog jeg ind til Cuneo, for at afhente startnummer. Proceduren omkring løbet var lidt omstændig, da man enten selv skulle medbringe sin egen chip eller låne en chip af arrangørerne. Men ellers gik det smertefrit, at få udleveret startposen, der blandt andet indeholdt den cykeltrøje, som det var obligatorisk at bære under løbet. Det er første gang, at jeg har deltaget i et løb, hvor man skulle køre i løbets trøje. Samtidig fik jeg at vide, at jeg skulle være i stævneområdet senere på dagen, hvor man ville gennemføre en præsentation af de forskellige nationer, der deltager i løbet. Her skulle jeg så repræsentere Danmark.

Selve præsentationen af nationerne, skulle foregå lørdag kl. 17.00, men blev udskudt på grund af den meget høje varme. Der var opstillet en masse stole foran scenen, hvilket klart indikerede at arrangørerne havde forventet en del flere tilskuer end det var tilfældet. Præsentationen foregik ved at repræsentanter for de nationer, arrangørerne havde fået fat i, kom på scenen, og svarede på spørgsmål om deres forventninger til løbet.
 

Søndag morgen kl. 6.45 stod jeg klar i startboksen. Jeg var så heldig, at jeg havde fået plads i den første startboks, således at jeg ikke skulle bokse med for mange andre ryttere i starten. Der var cirka 2000 ryttere til start. Efter cirka 1 kilometer fra starten, skulle vi allerede tage stilling til, hvorvidt vi ville køre den lange distance på 177 km, eller den korte på 111 km. For enden af en længere bro, kunne man enten vælge at køre ud på den lange, ved at svinge til højre, eller den korte ved at svinge til venstre. Jeg valgte at køre den lange distance.
 

På de første kilometer holdt en master tempoet i feltet nede. Fra starten var der cirka 38 km hen til den første stigning Santuario Di Valmala. På dette stykke blev man nærmest bare trukket med af feltet, der kørte med cirka 38 km/t. Da vi ramte bakken, skulle vi vænne os til, at køre op igen, i det lave gear og konstante tråd. En stigning på 10 kilometer og et gennemsnit omkring 7 %. Det var dog en noget ujævn stigning, der vekslede mellem stejle og næsten flade sektioner. Derfor kunne det godt være lidt svært, at finde et fornuftigt tråd. På trods af, at klokken kun var 8.00 om morgenen da vi startede opstigningen, kunne vi godt mærke, at det ville blive en varm dag.

Fra toppen, hvor der var et tiltrængt depot, gik det ned af en teknisk og meget smal nedkørsel. Den første del af vejen var heldigvis nyasfalteret. Dette var et plus, i forhold til mange andre dårlige veje, som man ellers oplever i bjergene. Til gengæld betyder det også, at vejen kan blive glat i den høje varme, der efterhånden havde indfundet sig.

Efter nedkørslen kom vi ud på en hovedvej, der fortsatte til den næste stigning Piatta Soprana. En relativ flad stigning, når man ser på rutekortet. I bunden af stigningen, havde arrangørerne sat et skilt op, hvor der stod, at stigningen var 8 km lang med en stigning på ca. 7 %. Derfor startede jeg ud i et ret højt tempo fra starten af bakken. Men det skulle vise sig, at stigningsprocenterne blev høje efterhånden som vi kom op af bakken. Det som jeg, og muligvis også andre, ikke havde taget højde for, var at de sidste 2 kilometer af bjerget var næsten flade. Igen var der et tiltrængt depot på toppen, hvor jeg skulle have fyldt mine flasker. Den høje varme, gjorde mit væskeindtag noget højere, end det plejer at være.

Den efterfølgende nedkørsel var lige så teknisk og svær, som på det første bjerg. Her var dog ikke nyt asfalt, så vejen var fyldt med huller og bulet asfalt. Nedkørslen var dog ikke så lang. Efter at være kommet ned i dalen, flettede vi sammen med den korte rute og begyndte lige så stille, at køre op mod dagens ”højdepunkt” Colle Fauniera i 2480 meters højde.

Der gik dog nogle kilometer inden den rigtige stigning begyndte. I bunden af stigningen var der et skilt, der fortalte, at stigningen var 22 km lang med en gennemsnitlig stigning på 7,7 %, hvilket jo virker ganske overkommeligt. Men i starten af stigningen, virker det nærmest som om, der ikke er de store procenter på stigningen. Dette giver, naturligvis bange anelser om, hvad der skal komme.

Efter 6,5 km kommer vi, til en lille by, hvor jeg kan se, at nu bliver det i hvert fald noget stejlere. Jeg ser, et skilt der fortæller, at der er 15,4 kilometer tilbage til toppen med en gennemsnitligstigning på 9,4 %. Efter endnu 5 kilometer med disse stejle procenter, kommer der et midtvejsdepot i byen Castelmagno (kendt for en berømt ost af samme navn). Her bliver energidepoterne fyldt op, inden de sidste 10 hårde kilometer til toppen.

På toppen var et depot, så vi kunne styrke os inden den lange nedkørsel over 25-30 km. Igen foregik det, af smalle veje med en del små sving. Men da vi var højt oppe over trægrænsen, kunne man se rimeligt langt frem. Og ved alle skarpe sving eller andre farlige situationer, stod der vagter med flag. Om lørdagen havde arrangørerne anbefalet os, at tage varmt tøj med til toppen af Colle Fauniera, hvor der normalt er koldt. Men denne dag var temperaturen så høj, at det absolut ikke var nødvendigt med ekstra tøj til nedkørslen.

Nede i dalen gik ruten igennem nogle små veje, i den lille by Demonte, mens det stadigvæk fortsatte ned ad, mod foden af dagens sidste stigning Madonna del Colletto. Her begyndte jeg, at få kramper i begge lår, hvilket absolut ikke var behageligt. Det gik dog hurtigt over igen, samtidig med at jeg kørte ind på stigningen. Her kom politiet i mod os med fuld udrykning og gav os tegn til at køre helt ind til højre, hvilket jeg ikke anså for at være et godt tegn, da jeg forventede efterfølgende at se en ambulance.

Ambulancen mødte jeg dog først lidt senere, hvor den holdt inde i siden og jeg kunne se redderne stå ved en rytter med et varmetæppe over. Det så ikke godt ud og det skulle også siden vise sig, at rytteren en mand på 41 år havde fået et hjertetilfælde. Det var desværre ikke lykkes redderne at genoplive ham.

På den første del af stigningen, tænker man lidt over hvad der var sket med rytteren. Stigningen var meget konstant og som sådan ikke særlig hård. Men grundet varmen og det man i forvejen havde udsat sine ben for, kunne man godt mærke den alligevel. På toppen var dagens sidste depot, hvor man kunne få den sidste energi, inden det gik tilbage mod mål.

De sidste 30 kilometer til mål gik mere eller mindre ned ad hele vejen ind til Cuneo. Jeg fandt ind i en god gruppe med 3 andre ryttere, hvor vi holdt god fart. Jeg blev ramt af enkelte kramper i lårene, der gjorde det svært, at træde igennem. På en lille stigning blev jeg ramt så meget af kramperne, at jeg ikke kunne holde hjul på de 3 andre. Derfor måtte jeg køre de sidste 10 kilometer til mål alene.

I målområdet var der en lidt trykket stemning. Fejringen af vinderne, var aflyst af respekt for den afdøde rytter, hvilket jeg faktisk synes var en flot gestus eftersom hans dødsfald på ingen måde kunne bebrejdes arrangørerne.

Alt i alt et rigtig godt løb, der i hårdhed klart overgik mine forventninger. I startpakken indgik en spisebillet til et måltid mad (pasta) efter løbet. Og for dem der har familien med, var der lørdag eftermiddag et børneløb på stævnepladsen. Søndag var der en cykeludflugt med indlagte smagsprøver fra de lokale gårde.
 

Vil du vide mere om løbet kan du se det på deres hjemmeside: www.faustocoppi.net/en