Den 8. april skulle debuten så stå, med En Forårsdag i Hell-singør, hvor jeg havde meldt mig til at køre to omgange. I dagene op til løbet holdt jeg meget øje med vejrudsigten, eftersom det danske forår indtil da, ikke havde vist sig fra sin varmeste side. Heldigvis så det ud til, at det ville blive tørt, og endda også forholdsvis varmt, så påklædningen var teamtøjet med tilhørende løse ærmer og ben.

Arrangørerne havde skrevet ud, at man skulle komme i god tid til indskrivningen, da der ville være flere arrangementer i Helsingør på dagen. For mit vedkommende betød det afgang hjemmefra klokken syv, efter en let morgenmad.

I Helsingør var det intet problem at finde en parkeringsplads tæt på hallen. Derfra gik det ned til indskrivningen i feriebyen. Der var en lille smule kaos inde ved selve indkrivningen, da både jeg selv, og flere af de andre i køen, ikke var i stand til at finde vores startnumre.

En deltagerliste på hjemmesiden for arrangementet ville kunne løse dette problem, men det er ikke utænkeligt, at jeg selv havde kunnet gøre mere for at finde mit nummer, da jeg først kom i tanke om, at jeg skulle bruge det, da jeg stod i køen.

Fra indskrivningen til startområdet var der et lille stykke, og da jeg havde slæbt min kone med til at kigge på, og tage billeder, valgte jeg at gå turen sammen med hende. Hele tiden kunne man se cykelryttere, der kørte op og ned ad vejen, mens de ventede på, at klokken skulle blive halv ti, så de kunne komme afsted.

At finde startområdet viste sig som lidt mere af en udfordring, da dette først blev opmærket cirka 15 minutter inden løbsstart. Jeg havde en forventning om, at komme til at holde og snakke med nogle af de andre medlemmer af holdet. Det første jeg så til andre, var få minutter inden start, hvor jeg selv stod mere eller mindre midt i motionsgruppen. Der kom en anden i holdtøj og tog opstilling i kanten af gruppen.

Dette kunne naturligvis have været undgået, hvis jeg selv havde været lidt mere proaktiv på gruppens facebookside, og måske havde spurgt ind til det.

Så gik selve starten, med kørsel i samlet flok gennem en del af Helsingør. Jeg var så langt nede bagi, at jeg ikke ved, hvornår løbet blev givet frit. Til gengæld lagde jeg mærke til, at alle blev klumpet sammen, da vi kom op bag Helsingørhallen, hvor man skulle lave et venstresving ind på en lille opkørsel med en smule mudder.

Hvorfor man skulle gå op ad den, det ved jeg ikke. Det er dog ikke utænkeligt, at nogen længere fremme ikke kunne køre op. Eftersom alle kørte tæt, blev dem bagved også nødt til at trække op, da de ikke har kunnet holde deres moment kørende. Om ikke andet kunne jeg, i køen hen til opkørslen konstatere, at jeg ikke havde fået trykket start på min cykelcomputer. Så intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

Fra den skovsti vi kom op til, gik det frisk afsted. Da vi kom ud på asfalt igen, begyndte man at få lidt plads til at overhale og lede efter en gruppe, der kørte med en god hastighed. Der gik dog ikke længe på asfalt, inden vi blev ledt ind på en grussti gennem skoven. Her begyndte et drømmescenarie for lappegrejer. Jeg har aldrig set, så mange stå i siden og lappe cykel på en gang, som jeg gjorde i løbet af første omgang. Jeg kørte og håbede, at det ikke ville blive mig, der kom til at gøre dem med selskab.

Til gengæld, gav det masser af selvtillid, at passere så mange som der stod derude. Det lod til, at mange af dem jeg lå i nærheden af, ikke var helt vant til at køre på grus, så en del overhalinger blev det også til. Ikke noget jeg ellers er så god til.

Fra skoven kom vi til Rødegårdsvej, som i dagens tilfælde også betød en god jævn modvind. Det var endnu ikke lykkedes mig, at finde en gruppe med en passende hastighed, så jeg måtte nyde brisen, og se om jeg kunne indhente den rytter, der kørte foran mig.

Det lykkedes, og vi nåede at blive tre fire stykker, inden vi kom ind i skoven igen, og skulle om bag Gurre Kirke til brostenene. Nu har jeg aldrig deltaget i dette løb før, og er ikke så bekendt med brostenssektioner andet end Lyngby Hovedgade - som aldrig har givet mig problemer. Jeg havde derfor forestillet mig noget, der var en del mere ujævnt, men dog med nogenlunde flade toppe på stenene.

Det viste sig så, at være tre korte stykker på vej op ad en stigning, med runde sten i meget varierende niveauer. De par stykker jeg lå sammen med, lagde sig i siderne, så jeg endte med at køre på midten. En noget bumpet affære, men jeg kom da helskindet igennem.

Endelig fremme ved asfalt igen, kom der en gruppe kørende bagfra, og da de ikke kørte meget hurtigere end mig, hægtede jeg mig på. Jeg fulgtes med dem et stykke tid. Som tidligere nævnt er jeg langt fra den hurtigste rytter, så da den gruppe jeg fulgte, nåede en anden der kørte en lille smule langsommere, skiftede jeg over. Her var jeg så i stand til både at følge med, og til tider tage føringen.

Alt i alt gik det som smurt det næste lange stykke. Vinden i ryggen, en gruppe at følges med, og gode vejledere der holdt trafikken tilbage, når vi skulle krydse veje, eller markerede at vi skulle sætte hastigheden ned grundet skarpe sving.

Som med alt andet godt, er der dog intet der varer evigt, og fra Nordre Strandvej blev vi ført ind på en lille sti, med masser af procenter, som desværre ikke gik nedad. Det var en noget udmattende kort tur op til Odinshøjvej, og min gruppe var tilsyneladende skrumpet til tre personer, hvor de to andre hurtigt fik trukket fra mig, inden jeg fik pusten igen.

Da turen endnu en gang gik gennem skoven, lykkedes det mig atter, at finde et par stykker, at køre sammen med. Da vi kom ned til Nordre strandvej igen, fik vi også indhentet en mindre gruppe foran os, hvorefter vi blev smidt ind på den sidste bakke op mod målområdet.

Her lykkedes det mig at få overhalet et par stykker, og komme i gang med anden omgang, med en fornemmelse af, at jeg ikke var helt bagest, selvom der var to, som fik overhalet mig meget kort efter målstregen var passeret første gang.

På anden omgang var der ikke kø på stykket bag hallen, men det var til gengæld blevet noget mere mudret. Umiddelbart er jeg rigtig godt tilfreds med at have valgt 33 milimeter dæk med små knopper i siderne, da de passerede både grus, asfalt og mudder uden problemer.

De fleste af dem der kørte hurtigere end mig, var på nuværende tidspunkt så langt forude, at jeg ikke så dem. Dem jeg havde overhalet mente jeg godt, at jeg kunne holde bag mig. Anden omgang gik mest af alt ud på, at se om jeg kunne finde en gruppe, og så ellers bare holde tempoet.

Tempoet var jeg godt tilfreds med, indtil den sidste bakke på grus ned imod Esrumvej. Her lykkedes det mig at punktere i høj fart, lige inden jeg skulle ud og dreje til venstre. Jeg var meget glad for en bred græsrabat, som jeg kunne køre ud i, i stedet for at havne på kørebanen. Så var det ellers frem med lappegrejet og få ordnet slangen, så jeg kunne komme videre. Den tid det tog mig at stå der, så jeg flere passere mig, end jeg ellers så på resten af anden omgang tilsammen.

Det lykkedes mig at indhente to af dem, der havde overhalet mig. En sjælden gang imellem, så jeg en enkelt hist og her, der stod og ordnede dæk i vejkanten, men ellers var det primært solokørsel. Brostenene var noget lettere, når der ikke var andre, for så kunne jeg lægge mig ud i siden, hvor der ikke var helt så mange sten.

På strækningen fra Gurre til Nordre Strandvej, fik jeg følgeskab af en fra den første gruppe, som jeg havde fulgtes med.Men da vi kom ned til Nordre Strandvej, var jeg ikke i stand til, at holde tempoet længere. Stien fra Nordre Strandvej til Odinshøjvej var også noget af en dræber på anden omgang, men jeg var i det mindste ikke nødt til at trække op, som den person var, jeg fik overhalet på bakken.

Fra den bakke var det om at få vejret igen, og så ellers bare fortsætte frem mod mål, som derinde i mit hoved blev talt ned til kilometer for kilometer. Jeg så ikke nogen, hverken foran eller bagude, på vej hen imod den sidste bakke, og alligevel kom der en og overhalede mig inden for de sidste 300 meter. Et hurtigt blik over skulderen viste, at der lå endnu een lige bag mig. En sidste kraftanstrengelse for ikke at blive overhalet igen på målstregen, og så kom jeg ind på en 218 plads ud af 244 som gennemførte.

Som afslutning på løbet blev der udleveret et par pandekager og en kop varm kakao, samt lidt frugt, så man kunne få lidt energi igen. Jeg fik snakket lidt med Henrik og Emil fra holdet, indtil pladsen begyndte at være ryddet og de fleste var taget hjem.

Jeg havde planlagt at filme min tur, og havde instillet mit kamera til at optage et billede hvert halve sekund.Så jeg ikke ville ende med flere timers video, som ingen alligevel gider se på. Men da jeg kom hjem, viste det sig, at jeg havde glemt at lade kameraet op inden start, så jeg fik kun filmet den første halve times tid.