Nu hvor 2022 rinder ud, og 2023 skal begynde, er det tid til at kigge frem og sætte sig nye mål, og har du brug for et pejlemærke for din vintertræning, kan jeg varmt anbefale et startnummer til Bemer Cyclassics i Hamborg til august.
Der er ikke længe siden, at der er åbnet for salget af starter til 2023-udgaven, og jeg har lagt billet ind til lodtrækningen hos Team Motionsfeltet.dk PREMIUM, der har et par startnumre i puljen til næste sommer.
For det løb er uden sammenligning det fedeste jeg har kørt!
Som ekstra bonus er Hamborg en rigtig fin by, og er din eventuelle partner ikke lige så tosset med at cykle som dig selv, er der rig mulighed for at kombinere kæresteweekend og cykelløb - ren win win! Hamborg byder på hyggelig atmosfære, masser af shopping og kultur samt masser af muligheder for at finde noget godt at spise til en rimelig pris.
Foto: Tine Mathiesen.
I skrivende stund er det en rum tid siden, jeg var afsted sammen med Lene Jørgensen, min bedste makker fra Team Motionsfeltet.dk og den anden halvdel af “Team Pink - holdet uden bjergryttere”, men turen står stadig helt klar for mig, for det var som sagt en rigtig god oplevelse.
En af dem, jeg kan smile længe af.
Fuld plade på cykelstemning
Lene og jeg havde besluttet blot at tage en enkelt overnatning, og vi ankom til Hamborg lørdag eftermiddag. Det gav god tid til, at vi kunne gå lidt på opdagelse, få hentet startnumre osv.
Det skulle vise sig, at der var fuld plade på cykelstemning i Hamborg i denne weekend. Da vi kom ned til startområdet, var der fuld gang i børnecykelløb for de helt små - inklusive løbecykler.
Stemningen var supergod, masser af heppende forældre, livespeaker og masser af glade unger, der kørte sprint på opløbstrækningen, hvor vi andre - og profferne selvfølgelig - skulle slå vores folder i løbet af søndagen.
Foto: Tine Mathiesen
Nummerudleveringen kørte som smurt og uden ventetid, og lidt længere inde i byen ventede et stort EXPO-område med et væld af udstillere og fristelser i alle prisklasser. Vi kunne nemt have ankommet fredag og brugt hele lørdagen på at snuse rundt her og i resten af byen for den sags skyld.
Som et ekstra plus i bogen havde vi oven i købet vejret med os hele weekenden! GOOD VIBES ONLY!
Foto: Tine Mathiesen.
De praktiske detaljer klappede
I forhold til hotel havde vi booket lige ved hovedbanengården og tæt på start- og målområderne, og det ville jeg helt klart prioritere igen. Her var også et P-hus i gåafstand, hvor vi let kunne komme til cyklerne, få læsset inden start osv.
På den her tur var der meget, der gik op i en højere enhed, og praktikken var en af dem. Med hovedbanegården som nærmeste nabo var det let alt finde en god sandwich eller andet til frokost, et mellemmåltid, eller hvad vi nu skulle få brug for af den slags.
Det koster måske lidt mere at bo helt centralt, og parkeringen kom oveni, men i forhold til at have ro på de praktiske ting, inden der skulle præsteres på cyklerne, var de ekstra euro givet godt ud, var vi enige om.
Foto: Tine Mathiesen.
Middelmådig form og en smule startnerver
I forhold til min form var den absolut ikke i top, og det havde jeg sådan set affundet mig med. Jeg var startet nyt job i oktober, og det blev ganske simpelt prioriteret over store mængder struktureret træning den forgangne vinter og forår.
Det betød til gengæld, at jeg kunne tage presset af mig selv. Jeg havde ikke et bestemt mål, hastighed eller tid, jeg gerne ville nå, og dermed blot et mål om at nyde oplevelsen. For jeg havde glædet mig helt vildt til forholdsvis fladt ræs på lukkede veje. Lige noget for en tonsertype som mig!
Når jeg alligevel stod på startstregen med en smule nerver på, handlede det blandt andet om, at det er et stort løb med rigtig mange deltagere. Jeg var nervøs for, om det kunne blive for vildt, var folk vant til at ligge i store grupper med høj fart osv.
Foto: Tine Mathiesen.
Forventningens glæde og et skarpt fokus på at holde mig på cyklen, på at komme godt afsted med alt hvad jeg havde, få disponeret rigtigt osv. satte sig da også i kroppen på mig.
Min vanlige hvilepuls er et godt stykke under 50, og lige inden starten gik, godt oppe mod 90, var kroppen i hvert fald forberedt på at skulle yde. Nu gjaldt det “bare” om at holde hovedet koldt også.
Inden jeg beriger jer med mine meritter til selve løbet, må jeg lige pointere, at der er styr på tingene i Hamborg… Lige pånær toiletpapiret, der manglede på de opstillede toiletvogne. Heldigt, vi ikke havde de HELT store løbsnerver…
Nå, men bortset fra den, i visse tilfælde noget væsentlige detalje, var der fuldstændig styr på logistikken i det her cykelløb.
Der var nok toiletter, masser af frivillige hjælpere, INGEN tilfældigheder omkrig start boksene, fin skiltning til og fra løbet osv. osv. Til gengæld heller ingen mulighed for lige at snige sig til en tidligere start eller ind i en gruppe med en anden, man alligevel godt lige ville følges med eller andre finurligheder, som jeg har hørt om kan forekomme andre steder i verden til motionsløb.
Og så var der jo de lukkede veje, som var blevet afspærret i løbet af natten eller tidlig morgen - hold nu op, hvor er det fedt at køre cykelløb på de præmisser! Jeg har kørt mange fine løb hjemme i Danmark med fede ruter og flot natur, men for mig var det her toppen! Hele vejen til rådighed uden at spekulere på stop ved kryds og sving - det er simpelthen klasse!
Foto: Tine Mathiesen.
Da starten endelig gik, var jeg som som beskrevet HELT klar med skarpt fokus på at finde en god gruppe at køre i og på at holde mig fri af uheld.
Det sidste var ikke noget problem, for med hele vejen til rådighed uden trafik sammenholdt med den kompromisløse styring af startgrupperne, var der fin plads på vejen til de mange ryttere.
Heldet var også på min side denne dag, og uden punkteringer, hængende bremser eller andet bøvl, jeg nogen gange har tumlet med, kom jeg godt med en større gruppe og kunne ligge fint med der.
I forhold til koncentration og fokus fik jeg også timet tingene fint. Jeg formåede at være forudsigende nok til at ligge rigtigt i gruppen, være på forkant med udviklingen og ikke blive hægtet af i bagenden af en gruppe, der knækkede over, hvilket grupperne jo gjorde ind i mellem.
Den gruppe, jeg startede i, kom efter mine standarder, og ikke mindst form, rigtig godt afsted med et snit på den gode side af 35 km/t. Det var i sig selv bedre end forventet, og det gav lige de sidste procent motivation og kræfter. Jeg fornemmede hurtigt, at det her ville blive rigtig sjovt… og lidt hårdt.
Det skulle undervejs vise sig, at min svingteknik blev min største udfordring, og der hvor jeg måtte kæmpe lidt ekstra for at hænge på.
Jeg måtte af flere omgange køre gruppen op efter svingene, og efter godt 65 km med over 38 km/t i snit måtte jeg slippe gruppen efter en sidste kræftanstrengelse for at hente gruppen efter et sving.
Foto: Tine Mathiesen.
Her var det et spørgsmål om at satse ALT og risikere at sprænge totalt i luften eller affinde mig med at slippe gruppen, få ro på pulsen og finde mit eget tempo resten af vejen hjem.
Jeg valgte heldigvis det sidste, og efter en kort periode, hvor jeg lige tog luft ind, var der lidt tilbage at give af de sidste knap 25 km hjem, hvor de få højdemeter, der trods alt var, forøvrigt også lå.
De sidste 10 kilometer til mål var virkelig fede! Da kom vi lige så langsomt ind til byen igen, og med tilskuere langs afspærringerne gav det følelsen af “rigtigt” cykelløb og dermed lidt ekstra gang i stængerne igen.
Helt inde i byen, de sidste fem kilometer, toppede oplevelsen helt, og det er nok dem, jeg husker bedst fra ruten, som jeg ellers ikke har set en pind af. Jeg aner ganske simpel ikke, hvad jeg har passeret, jeg koncentrerede mig jo om at køre cykelløb!
Til gengæld trådte jeg nu igen sømmet i bund, sugede indtrykkene ind og drønede det sidste stykke gennem Hamborg-centrum med cykelglæden boblende i hele kroppen… - og med passende overskud til lige at fyre den af over målstregen til sidst - helt høj på det fedeste ræs, jeg har prøvet.
Tilbage i mål var der også fint styr på logistikken, selvom det vrimlede med mere eller mindre trætte cykelryttere. Lene og jeg var ikke startet sammen, men vi fandt alligevel hurtigt hinanden i mylderet efter udlevering af medaljer…
Foto: Tine Mathiesen.
… og en yderst tiltrængt øl.
Da jeg ikke selv drikker alkohol overhovedet, var det faktisk en ret fed detalje, at øllene for en gangs skyld var alkoholfri, for der er da ikke meget, der slår en kold øl efter et godt cykelløb.
Foto: Tine Mathiesen.
Resultatet af mine anstrengelser kan ses her, og jeg var træt og glad i låget af en fed dag på cyklen, hvor vejr, vind, selskab, praktik og den store cykelgud var på min side.
Så skal jeg egentlig ikke bede om mere!
Da starten gik fra morgenstunden søndag, kunne vi faktisk også nå hjem igen i ordentlig tid, og det er jo helt rart, når hverdagen kalder igen tidligt mandag morgen.
Vi blev ikke hængende i målområdet længe, og vi ventede heller ikke på profferne, for vi var faktisk trætte og havde alligevel nogle timer i bilen hjem. Vi satte derimod retning mod Skoda’en i P-huset, købte et par sandwich på banegården på vejen, og efter en hurtig omklædning ved bilen satte vi kursen nord på igen.
Det passede så fint med, at vi kunne spise frokost og få styr på kaffebalancen på den første rasteplads udenfor byen og derefter vende snuden hjem efter en forrygende weekend i Hamborg til BEMER CYCLASSICS!
GOOD VIBES ONLY - OG GODT NYTÅR fra Cykelmosteren!
Praktisk
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger