Efter 6 måneders intensiv træning, og en fra min side uhørt seriøsitet, var det endelig tid til årets, og mit livs største fysiske opgave. Klokken er 07:30 søndag morgen, datoen er d. 28/6 2015. GPSén er indstillet til “Camping RCN Belledonne” lidt uden for Bourg d´Oisans ved foden af Alpe Huez.

 

Frankrig here we come… Forude venter en uges klimatisering, “bakketræning”, og godt selskab, inden det d. 4 juli bliver alvor i et af verdens hårdeste motionscykelløb: La Marmotte 2015!

Blot så man er med på hvad La Marmotte er, så er her en lille etapeprofil… ca. 176 km, og 5100 højdemeter! I alt 5 bjerge, hvoraf de 3 høre til blandt de mest legendariske alpepas for enhver der går bare lidt op i cykelsport…

Klokken ca. 22:00 søndag aften ruller vi ind på camping Belle Donne, efter en temmelig nem og smertefri tur ned gennem Tyskland og Schweiz… Her bliver vi modtaget med åbne arme af holdets ældste (Erik) og tilhørende hustru (Janne), som var landet lidt tidligere på dagen.

 

Endelig! I tusmørket kunne man fornemme de høje alper som omringer campingpladsen. Vi havde lejet et mobilhome med plads til 6… gudskelov var vi kun 4  Vi blev hurtigt installeret og Zzzzzzzz… Nu skulle det bare blive mandag, så vi kunne komme ud og rulle.

 

Første bjerg…

For 3 af os var tale om første møde med rigtige bjerge. Ganske vist havde vil alle været omkring Harzen i forbindelse med vores forårstræning, men nu gjaldt det lidt større bjerge end de små knolde i Midttyskland. Vi boede lige ved foden af Col du Glandon, som også er første knold på La Marmotte ruten, så det lå meget naturligt lige at kaste os over den til at begynde med.

 

Glandon er en klassisk Tour de France stigning… Godt og vel 30 km. fra campingpladsen til toppen, let stigende fra start, og med en lille nedkørsel midt på.. Man skal ikke langt op i skoven, før alvoren går op for en! Og vi havde vel næppe kørt de første 10 km, før den der “Hvad er det liiige du har sagt ja til” tanke strejfede mig!

 

Heldigvis kom den første opsamling kort derefter, så man lige kunne få pulsen under kontrol. Efterhånden som vi blev kørt varme, og fik styr på åndedrættet, blev bjerget også mere medgørligt, og vi stod snart ved næste punkt. Erik som i de sidste par uger havde tumlet lidt med åndedrætte valgte at spare helbredet, og rullede tilbage mod campingpladsen. Vi andre 3 slog pjalterne sammen og vendte snuden mod toppen, godt 6 km ude i horisonten.

Pause ved den store dæmning godt 6 km fra toppen af Glandon!

Landskabet og udsigten tæt på toppen af Glandon er ganske enkelt enestående! Her kæmper Højlund og Kim E sig gennem det flotte landskab.

Endelig! Vores første bjerg var besteget, og vi kunne nu begynder de 30 km. ned af bakke (hvilket ikke er så let som det lyder)

Tilbage på campingpladsen blev det fejret, og vi fik os et glas velfortjent Rosé… eller var det to… Ud over at vi fik tanket lidt vin på kroppen, havde vi også fået tanket masser af selvtillid. Tanken fra tidligere, var nu afløst af “Det skal vi nok klare”… Den sætning holdte så godt og vel 12-14 timer!!!

 

Ned på jorden igen… 

Tirsdag havde vi planlagt at køre lørdagens rute i bil. Vi ville gerne lige rundt og se hvad der ventede os. Især den stejle og svære nedkørsel fra Glandon spøgte i vores hoveder. Allerede 1 km. nede blev vi bedt være opmærksom af en mand i en grøn jakke… En rytter var styrtet, og var under behandling  Ikke lige det vi havde håbet at se… Vi fortsatte vores tur rundt, og stemningen i bilen blev mere og mere afdæmpet…

 

Da vi trillede op gennem hårdnålesvingene i skoven på Col du Mollard var det meget stille… Kun dybe suk, og enkelte udbrud ala “åååh”.. Man kunne nærmest høre selvtilliden sive ud af os! Selvtilliden voksede heller ikke ligefrem på de sidste 3 km. op af Croix de Fer!

 

Mandagens jubel efter første træning var afløst af bekymring. Godt hjemme på campingpladsen blev det til en velfortjent dukkert i den lækre swimmingpool, inde Erik tændte op i grillen, og dagens tur blev gennemgået med stor respekt!

Afdæmpet optimisme på toppen af Col de la Croix de fer…

 

Alpe Huez…

Onsdag stod den så på træning igen! Turen var kommet til Alpe Huez. Bjerget der for mange står som det mest legendariske “cykelbjerg”, og samtidig også finale på La Marmotte løbet.

 

En lille barsk satan på godt 13 km. 21 nummerede hårdnålesving der aldrig lader dig være i tvivl om hvor langt du er fra mål! Vi trillede ind mod Bourg hvor “Alpen” tager sin begyndelse. Straks vi nåede bunden stod det os klart at der her var tale om noget specielt, og vi aftalte at mødes på toppen! 1 time og 3 minutter senere kunne jeg rulle over målstregen, og kort tid efter kom resten af holdet også til toppen. Fuld tilfredshed over hele linien, og vi kunne sætte lidt selvtillid tilbage på den slunkne konto… Dog bevidste om at næste gang vi skulle herop, så var det efter knap 162 km, så det ville nok ikke gå så “let”…

We did it…

Der blev også lige tid til en lille fotosession med Janne bag kameraet…

Godt hjemme igen på campingpladsen, blev det til en hurtig frokost inden Kim E og jeg selv ville ud og rulle lidt mere. Det blev kun til en kort tur, da vi nok måtte indse at benene ikke lige var til mere i den voldsomme varme… Så var poolen på campingpladsen lidt mere tiltalende! Nu var ugens træning overstået, og vi kunne nu bare vente på at det blev lørdag.

 

Mens vi venter…

Torsdag ville vi ud og se lidt af området, så vi kørte en tur op til Deux Alpes der ligger lidt uden for Bourg. Det er en super flot køretur, som varmt kan anbefales.

En stor opdæmmet sø på turen op mod Deux Alpes…

Det var også blevet tid til at hente vores startnumre, så vi vente snuden tilbage mod Alpe Huez. Her skulle vi mødes til frokost med Janne og Erik, og ellers traske lidt rundt i målområdet og kikke på de mange boder der var stillet op til lejligheden. Her var der alt hvad hjertet begærer inden for cykling, og vi fik da også lige købt et par cykelkasketter  Vi fik vores startnumre, og trillede bagvejen ned til Bourg igen! Ikke en vej der kan anbefales hvis man er lidt ked af små veje, langt ned, og ingen autoværn  Hjemme på campingpladsen fik vi monteret vores badebukser, nu skulle der pustes ud ved poolen (igen)…

Det er et fantastisk lækkert pool anlæg som campingpladsen har, og trods den store belægning på pladsen, kunne vi fint finde en sol seng, og nyde det gode vejr.

 

Vi var nu kommet til dagen før dagen, og jeg kunne rigtig begynde at mærke de obligatoriske løbsnerver… Sommerfuglene der plejer at være i maven før et løb, var skiftet ud med gråspurve, på trods af at vi forsøgte at bilde os selv ind at det “kun” var et cykelløb… Formiddagen gik med morgenkaffe, og så havde vi “mekaniker” undervisning ved Erik. Slangeskift, cykelpudsning og rengørelse af diverse geardele. Alt skulle jo klappe! Eftermiddagen blev brugt i Bourg på lidt shopping og hygge…

Bourg d´Oisans er en rigtig hyggelig lille by. Her er flere små hyggelige café’er, og vi trissede lidt rundt, og besøgte selvfølgelig den lokale cykelbutik  Der er ca. 8 km ind til byen ude fra campingpladsen. I Bourg finder man også et stort supermarked (Casin0) hvor de har alt hvad hjertet begærer til en god uge på camping i Frankrig 

 

Løbsdag…

Endelig… Nu var det nu! Vi havde starttid kl. 07:50, men vækkeuret bimlede kl. 05:00… Omklædning, rødbedesaft, morgenkaffe… Der er mange morgen ritualer inden vi kunne rulle de 8 km. ind mod Bourg hvor starten skulle gå! Det stod klart allerede fra tidlig morgen at det ville blive en varm dag i helvede!

To friske fyre… Klar til deres livs opgave! (på cykel)

Team Öffe - Racing Skinz - Nu med nyt lækkert klub tøj! Tak til vores dygtige designer, og sponsor!

Præcis kl 8 trillede vi ud over startstregen - Vi var i sidste startgruppe sammen med knap 2500 andre. I alt deltager ca. 7500 i La Marmotte. De første 8-10 km er ren paradekørsel ud mod første stigning: Col du Glandon som vi kendte fra mandagens træningstur. I et løb som La Marmotte, er det svært, ja nærmest umuligt at følges, da man har forskellige måde at gribe det an på, og de mange bjerge gør at man kun kan prøve at finde et tråd, og så ellers håbe på det bedste 

 

Mens der stadig var overskud til smil :O)

 

Vi blev ret hurtigt splittet, og knap to timer efter startskuddet kørte jeg over toppen på Glandon. Det var gået skræmmende godt, og jeg havde praktisk talt kun overhalet. På toppen var der depot, og her var alt kaos, det var allerede meget varmt, og køen ved vandslangerne var længere end bilkøen en sommerdag ved Elbtunnel!

 

Jeg sprang det over, og ofrede 3 euro på 1,5 ltr. vand ved den lille kiosk der ligger på toppen! Det var trods alt nemmere. Nu gjaldt det så den frygtede nedkørsel på bagsiden af Glandon. Tiden på denne nedkørsel er neutraliseret, grundet mange grimme uheld gennem tiderne, så det var bare at tage det helt roligt.

 

Vi havde aftalt at sende hindanden en sms når vi var godt nede, så vi ikke skulle bekymre os mere end højst nødvendigt! Tæt på bunden fik jeg lige et wake up call, da en rytter lå forslået ved siden af en ambulance… Det giver bare stof til eftertanke! Men jeg kom sikkert og problemfrit ned til bunden. Næste opgave var den lille, med ret voldsomme Lacets de Montvernier. 17-18 hårdnålesving fordelt på 3,2 km…

Lacets de Montvernier kan blandt opleves på etape 18 af Tour de France!

Nu kom der er lille transportstykke hen til Col du Mollard. Middagssolen stod højt, og jeg vil tro det har været 35 grader… Hver gang der var rindende vand var det bare om at få fyldt på. Både på flaskerne, og på hovedet og kroppen. Det var også her at jeg mistede min ene vandflaske… bum og den faldt ud af hånden og trillede ned af en vejside 

 

 Ikke just det bedste der kunne ske i den varme! Nu var det kun endnu vigtigere at jeg fik fyldt depoterne alle de steder jeg kunne. Heldigvis var de lokale franskmænd mere end gode til at stå med vandslanger og pumper overalt på ruten… merci for det! Turen begyndte så småt at kunne mærkes, og stigningen op gennem skoven på Col du Mollard var meget meget hård…

 

Aldrig har jeg set så mange mennesker lide på samme tid, og der var så stille at man kunne høre hver gang en ældre sydeuropærer lettede den ene balle og slap en vind… Det var også her at man første gang begyndte at se folk der stod af! Mange sad hovedrystende i skyggen, og flere havde smidt sig omkring depotet inden toppen… Jeg kørte forbi depotets kaos, og fandt et lille gadekær med en friskvandspumpe…

 

Nu stod den på en rigtig fin nedkørsel inden de 14 km mod toppen af Croix de Fer.. Mit pejlemærke ude i horisonten! Jeg havde tæt på toppen fået en sms fra både Kim E og Højlund at de befandt sig på Mollard, så det var jo bare dejlige nyheder!

 

De første 8-10 km af Croix de Fer er egentlig ikke så slemme, dog kunne jeg mærke at kræfterne sivede ud af min krop… Jeg kunne ikke have flere “power” produkter i mig, det sad bogstaveligt talt helt oppe i halsen og jeg nærmede mig nu se sidste 5 km inden den lange velkendte nedkørsel, og Team Öffes depot ved campingpladsen.

 

Da jeg ramte 3 km skiltet, ramte jeg også muren for første gang. Jeg stod af, smed min cykel i vejsiden, og satte mig ned. Det var tid til et intern møde med mig selv… 3 sølle kilometer og jeg var næsten hjemme! Efter en kort med kontant samtale sadlede jeg op igen, og fik slæbt min meget trætte krop op til toppen…

 

Vand vand vand vand! Jeg nappede et par stykker vingummi, fyldte flasken, og begyndte nu de godt 30 km ned… Det var nu længe siden jeg havde hørt noget fra resten af flokken…

 

Kl. 15:55 blev jeg mødt med “hurra hurra”, en rød cola, en banan og en Snickers ved campingpladsen… Nu manglede jeg “kun” de 10 km ind til Bourg, og så ellers de 13 km lige op i himlen… Jeg anede ikke hvordan jeg skulle komme op, men nu var jeg kommet så langt, så der var jo kun en vej!

 

Jeg havde fået mig en ekstra flaske, og begyndte at trille mod Alpen. Der er indlagt en tidsgrænse i bunden af Alpe Huez som skal nås inden 18:30, men den var jo ikke noget problem. Problemet nu var de +40 grader, min 95 kg tunge krop, og et meget skrøbeligt mentalt overskud. I sving 18 mærkede jeg hvor det bar hen. Jeg måtte af og gå lidt… Ikke lige planen, men desværre en uundgåelig nødvendighed.

 

Nu gik det fra sving til sving… Jeg var tæt på at krakelerer! I sving 12 gik gassen af ballonen. Jeg satte mig på autoværnet, og ud af det blå begyndte jeg bare at stortude… Flovt? Overhovedet ikke.. For jeg kunne ikke selv kontrollerer det! Beklager de manglende billeder, men der var ikke kræfter til det…

 

Jeg vidste at Øffe og Janne stod på toppen og ventede, så jeg ringede og fik mig snøftet igennem et “Der går nok lidt tid, er helt ødelagt”… Øffe var straks klar til at køre ned og gå med mig op, eller hente mig, eller gøre hvad der skulle gøres, men jeg fik forklaret at jeg ville prøve at kæmpe mig op til sving 6-7 stykker hvor jeg havde fået fortalt at der var koldt vand og skygge.

 

Overalt på Alpen lå der der folk i siden der ventede på at blive hentet, eller som jeg selv var gået kolde i varmen. Op på cykel igen… et sving af gangen, nogle til fods, andre i gå tempo på cyklen. Ved Sving 4 kommer Øffe kørende i bilen, og det gav lige lidt overskud. Tårerne rendte stadig bag mine solbriller, og vi aftalte at hun bare skulle parkerer oppe i sving 2, og så måtte vi tage det derfra!

 

Jeg fik nu tanket lidt cola, og lidt overskud… Vi traskede op til sving 1 sammen… Her satte jeg mig på cyklen, og nu skulle jeg helt ind og hente de sidste kræfter til at kæmpe mig de sidste få km op til målstregen. Med Øffe løbende ved min side kørte jeg ind i byen til jubel og tilråb fra de mange tilskuer! Et gigantisk og kuldegysende moment på en helt vanvittig dag! Tak Øffe!!!

De sidste få hundrede meter op mod byen…

Da jeg kunne se målstregen var der kun at lade cyklen rulle de sidste 100 meter ned af bakken… Jeg havde kæmpet mig igennem! Jeg havde været helt inde i mit inderste og hente nogle resourcer jeg ikke vidste jeg havde… Jeg havde hævet min overlægger! Hvor var det fedt! Eneste store skår i glæden, var at jeg savnede mine venner! Nok mere end de var klar over! Erik var udgået ved campingpladsen grundet 4 punkteringer, og uden chance for at nå tidsgrænsen. Kim E og Højlund havde taget kampen op, men var stået af i sving 20, dog også efter at have misset tidsgrænsen! Så stor respekt for at trække sig og ikke sætte liv og lemmer på spil.

Træt, brugt, forpint…

Nu var der så kun at rulle hele vejen ned af Alpen, og ud til campingpladsen… 10:07 blev min tid i min første optræden i La Marmotte! Absolut godkendt. Min forberedelse med 4500 km på cykel, og de minus 12 kg havde vist sig at være nok… Men det var hårdt, og her 10 dage senere er jeg stadig træt  Men i bedring…

Tilbage på campingpladsen… Nu skulle der nydes lidt pizza, og et glas Rosé.. Inden der skulle pakkes til søndagens lange hjemrejse! Gennemført eller ej! Vi er et pisse sejt hold, og jeg kan ikke sige nok hvor fedt det har været at tilbringe den uge med jer alle… Også dem der ikke er på billedet! Gør jeg det igen? Nok ikke næste år, men måske i 2017…

Tak til Janne, Øffe, Højlund, Erik, og Kim E for at deltage i denne kæmpe oplevelse!

 

Hvis nogle af jer motionister har en løbsberetning høre vi gerne fra jer !