René Pedersen var tidligt oppe søndag, hvor han havde besluttet sig for at tage sin mountainbike med i Hallindskoven, som ligger lige i udkanten af Svendborg. I den sydfynske skov ligger en mountainbikerute, som han ofte bruger.
Søndag blev det dog en lidt anderledes tur for René Pedersen, der endte med at måtte trække hjem, beretter Fyns Amts Avis mandag.
”Jeg kommer fint hen over en træstub, men kan så høre, at det giver en mærkelig lyd, og da jeg lander, kan jeg mærke, at der ikke er noget luft tilbage i min bagdæk, og det der tubeless væske stod bare ud alle steder,” forklarer René Pedersen.
Foto: René Pedersen
Mountainbikesporet i Hallindskoven krydser en sti fra et villakvarter, og her er der, for at rytterne sænker farten, blevet lagt en træstub som chikane.
”Da jeg får vendt cyklen om, studser jeg lidt over, at der bobler væske op en fire-fem steder på dækket, men det er først da jeg får det krænget af, at jeg opdager de her knive, der er gået igennem,” fortæller René Pedersen.
Knivene ser umiddelbart ud til at stamme fra en hobbykniv, hvor man styk for styk kan knække knivbladet af i takt med at de bliver sløve. De var så formentlig blevet placeret i stubben, hvor de altså kom i kontakt med René Pedersens dæk.
”Jeg gik hen til stubben for at se, om jeg kunne finde flere, det kunne jeg ikke, men vi fandt et stykke, der lå på jorden, og der var yderligere to huller i dækket, hvor der ingen knive sad,” siger René Pedersen til Feltet.dk.
Drengestreger eller en eller anden gal mands værk
Det ny anlagte mountainbikespor, der er to år gammelt, konfliktede i starten med en gruppe hundeejere, der ifølge René Pedersen lagde nogle grene i vejen for motionisterne, men den sag var der faldet ro på, forklarer René Pedersen, der heller ikke tror, at det er her gerningsmændene skal findes.
”Jeg tænker, at det er enten drengestreger eller en gal mands værk. Jeg synes det er skræmmende, for man kunne lige så godt være faldet ind over den træstub,” forklarer svendborgenseren, der bruger ruten tre-fire gange om ugen.
Foto: René Pedersen
Sagen er blevet meldt til politiet, men chancen for at folkene bag bliver fundet er formentlig ikke overvældende. Sporet er frit tilgængeligt for både voksne og børn på både cykler og gåben, og for René Pedersen er det vigtigste, at det trods alt kun kostede han et bagdæk.
”Ét er at det går ud over mit dæk, men alt andet havde jo været skrækkeligt,” slutter fynboen.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger