Jeg forsatte de gode takter fra slutningen af marts: masser af landevej! Og i alt slags vejr. Jeg var dedikeret. Ved siden af mit stramme træningsprogram, gik jeg til et hav af praktiksamtaler (det er en ret stor del af journalistuddannelsen at få en praktikplads og en voldsomt tidskrævende proces), samt var en god og - til tider - nærværende kæreste.

Ja, jeg skubbede selvfølgelig til et par deadlines, og vejret var mere til vandcykel end racercykel, så blev turen ikke 90 km, men derimod 60 km lang. Jeg var s** en fandens karl - men selv de fandens karle skal betale regningen på et tidspunkt.

Regningen faldt mandag den 17. april. Jeg skulle egentlig have trænet den dag, men jeg skippede træningen. Det samme gjorde jeg dagen efter, og dagen efter den dag og sådan forsatte det. Jeg havde fået nok. Jeg var træt, ikke i mine ben eller i min krop, men mentalt. Jeg havde det som en alt for lille klat smør, som var forsøgt strakt til alt for meget brød. Det var simpelthen ikke mere at give af.

8 dages sofa-retræte

På den før omtalte mandag, stod jeg i stuen i det fulde cykel dress-up: klar til at køre. Jeg havde klædt om to timer forinden, men det havde ikke lykkedes mig at komme ud af døren. Jeg blev ved med at sige til mig selv: lige om lidt - bare fem minutter mere på sofaen. Men jeg kunne simpelthen ikke. Det havde taget 30 minutter at komme i tøjet, cykeltøjet, men det tog mig ikke engang 30 sekunder at smide det hele, hoppe i slappe-tøjet (et ord jeg har integreret i mit sprog efter min kæreste konstant bruger det. Det betyder: natbukser og gammel T-shirt) og kaste mig i sengen.

I de følgende otte dage følte jeg, at min cykel hånede mig. Jeg gemte den derfor væk inde på kontoret, så jeg ikke skulle føle det konstante nederlag.

Hver dag kom jeg med en ny undskyldning. Vejret var måske ikke optimalt, overbeviste jeg mig selv, men i sidste ende erkendte jeg, at jeg simpelthen ikke gad.

En positiv opsang

Træner Benjamin har før været hård og direkte i tonen. I de otte dage modtog jeg da også et par sms’er i stilen: skal du heller ikke køre i dag? Men den besked som gjorde forskellen, lød ordret således:

”Husk din træning. Du var ved at komme i rigtig god form - tab det ikke på gulvet.”

Da den sms tikkede ind, hev jeg cyklen frem fra dens skjul og gik i kælderen for at hente hometraineren. Back to basic. Og det virkede. Godt nok var min kæreste noget misfornøjet, da hun kom hjem og fandt ud af, at jeg havde omrokeret hele stuen, så jeg kunne få plads til cykel og hometrainer lige foran TV’et, men hun accepterede. De næste par dage kørte jeg et par stigninger - ikke all out - men i et hæderligt tempo. Min form var, og er, blevet betydeligt bedre, for hver gang jeg havde kørt en stigning, så satte jeg ny personlig rekord. Og det hjalp på humøret.

Det er ikke første gang, at jeg har været ved at knække. Og mit råd er derfor som følger: husk at have det sjovt.

To øvelser til landevejen

Den første af disse øvelser fungerer bedst, hvis man kører efter watt. Den består af tre seks minutters intervaller. Man træner ikke blot kredsløbet, iltoptagelse m.m., men også det at holde et bestemt tempo ift. ens FTP.

25 minutters opvarmning - kør 50-60% af FTP. 20 minutters tempokørsel - kør 75-85% af FTP. 6 minutters interval - kør 95-105% af FTP. 5 minutters restitutionskørsel - 65-75% af FTP. 6 minutters interval - kør 95-105% af FTP. 5 minutters restitutionskørsel - 65-75% af FTP. 6 minutters interval - kør 95-105% af FTP. 30 minutters tempokørsel - kør 75-85% af FTP. 10 minutter nedvarming - kør 50-60% af FTP.

Den anden øvelse er mere simpel, men det kræver et par gode bakker og kan bruges som forberedelse til eksempelvis Grejsdalsløbet, hvor der er masser af bakkekørsel - noget man nemt kan knække af.

Kør en rute hvor der er masser af bakker - gerne et par af de rigtig slemme. Hver gang man rammer en bakke, så er det strengt forbudt at rejse sig i pedalerne. RØVEN BLIVER I SADLEN! Kør stigning konservativt - omkring 70-80% af ens formåen (kører man ikke med watt, så prøv og mærk hvornår ”filmen” knækker, og juster trådet derefter). Når man kommer til toppen af bakken, er det vigtigt at finde tempoet, man havde i bunden af bakken og blot køre videre. Denne øvelse er som det runde tråd, noget man altid, uanset niveau, kan blive bedre til.

God fornøjelse.

Næste gang

Jeg skal til Toscana og teste min indre Bobby Olsen, samt forbi en mentaltræner, der skal give mig nogle værktøjer til at tøjle min uregerlige psyke.

Læs også de foregående kapitler her:
Kapitel - 4 La Route de Marmotte
Kapitel - 3 La Route de Marmotte

Kapitel - 2 La Route de Marmotte

Kapitel - 1 La Route de Marmotte