Jakob Fuglsang har købt sig ind i det danske cykeltøjs-brand isolés og indtræder i ejerkredsen såvel som bestyrelsen, mens Christian Alex Hansen også indtræder i ejerkredsen.
Isolés er et up-coming dansk brand, der blev lanceret i foråret 2018. Virksomheden fokuserer på cykeltøj i professionel kvalitet, et rent design og bæredygtige materialer. Det er blandt hovedårsagerne til, at mærket nu får den danske stjernerytter med på holdet.
“Jeg har det sidste halve år haft et godt øje til isolés. De har bevist, at cykeltøj ikke behøver være skrigfarver og reklamelogoer. Teamet bag har store ambitioner, og det motiverer mig meget. Jeg mener, potentialet for mærket er utroligt stort,” fortæller Jakob Fuglsang i forbindelse med offentliggørelsen.
Jakob Fuglsang oplever i det hele taget det danske brand som et perfekt match for ham.
“Selvom cykling er en holdsport, så er den individuelle følelse man opnår i sadlen helt personlig, og noget man jagter både til træning og løb. Netop den indsigt er isolés bygget op omkring,” tilføjer Fuglsang.
Når rygnumret er sat på for sidste gang
Han ser sin indtræden i virksomheden som en mulighed for at gøre klar til den dag, han ikke længere sætter rygnumre på.
“Vi har lagt en plan for, hvordan jeg i fremtiden kan tage mere ansvar i udviklingen af brandet. Jeg er sikker på, jeg kan hjælpe med at skabe endnu mere tekniske kollektioner og finpudse produkterne det sidste. Lige nu er mit absolutte fokus dog på at nå op på podiet i Paris,” fortæller Fuglsang.
Hos isolés har stifter og direktør, Henrik Dahl Rubak svært ved at få armene ned.
“Vi er utroligt stolte af, at Jakob vil være en del af isolés. Vi er sikre på, hans erfaring og ikke mindst perfektionisme vil hjælpe os til at udvikle endnu bedre kollektioner i fremtiden. Jakob har vist, at han er Danmarks bedste cykelrytter, og den know-how han kommer med er helt unik. Han har en klar holdning til både stilen og funktionen i vores produkter. Allerede nu har han sat et markant aftryk på en række produkter, der snart kommer ud i handlen,” fortæller han.
Selvom konkurrencen på markedet er hård, forventer virksomheden sig meget af fremtiden.
“Vi er på et marked i kraftig vækst, særligt i Europa. I sportsverdenen såvel som i forretningsverdenen er konkurrencen motiverende og med til at holde en i form. Nu skal vi ud at vise, at isolés kan være med på et endnu højere niveau,” fortæller Henrik Dahl Rubak.
Du kan se mere om tøjmærket på isoles.cc
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger