Når Giroen køres, og ikke mindre når Touren og Vueltaen vises på tv og for alvor griber fat, kribler det nok lidt i benene hos mange danske cykelryttere, uanset niveau. Når profferne bevæger sig igennem panoramalandskaberne, og ikke mindst når de bestiger de høje tinder, melder lysten sig - til selv at prøver kræfter med de rigtige bjerge.

Mange danskere tager da også selv ud til diverse motionsløb i Europa for at teste bjergbenene. For mange er det dog de samme 2-3 løb, som der sættes kryds ved. Forståeligt, men også en smule synd, for der køres mange, rigtig mange!, fede løb, ikke mindst i Italien - de såkaldte Gran Fondo-løb - som vi i disse dage giver nogle beretninger fra.

En sådan stammer fra La Fausto Coppi Gran Fondo, som kunne og burde stå på listen over mulige alternativer, hvis man virkelig vil ud og bestige lede stigninger, men samtidig opholde sig i utrolig naturskønne omgivelser.

Løbet køres midt i juli og starter i den mellemstore italienske by, Cuneo, godt 100 kilometer syd for storbyen Torino, hovedstaden i regionen Piemonte. Cuneo er dog en klassisk italiensk by på godt og ondt. Der er masser af handelsmuligheder og små hyggelige stræder, med alverdens specialbutikker, lige fra en ren pastabutik til helt almindelige dagligvareforretninger. Og tager man derned i god tid, eller vælger at blive et par dage efter, burde der være rig mulighed for at nyde den italienske kultur - og frem for alt den dejlige italienske mad.

Selv hvis man ikke normalt er så meget til shopping, er det svært ikke lige at tage en enkel tur gennem gågaden, bare for at opleve atmosfæren.


 

Lidt fakta som optakt
Alt efter hvor mange højdemeter, man føler trang til, er der to forskellige ruter. En Medio Fondo på 111 kilometer, som dog stadig indeholder betragtelige 2500 højdemeter og blandt andet den 22 kilometer lange stigning, Colle della Fauniera, som også er en del af den store rute.

Feltets udsendte kørte dog - selvfølgelig - den store tur, Gran Fondoen på 177 kilometer og med små 4.200 højdemeter. Ruten genbruger de samme to stigninger fra den mindre rute - og de sidste 50 kilometer af de ruter er dermed fuldstændig ens. Inden man kommer til de sidste stigninger, er der dog smidt to ret så lede stigninger ind. Dem får altså kun Gran Fondo-rytterne fornøjelsen af …
 

Nu lyder 4200 højdemeter jo ikke voldsomt, hvis man sammenligner med et løb som det langt mere kendte La Marmotte i de franske alper, som jo er oppe i næsten 5500 højdemeter. Men for at sætte det lidt i perspektiv, så er de første 40 kilometer af La Fausto Coppi flade, og de sidste 20-25 kilo,meter er også enten nedkørsel eller flade. Modsat La Marmotte og mange andre bjergløb, slutter man altså nede i dalen, og de 4200 højdemeter er altså dermed fordelt ret tæt ind på omkring 110 kilometer bjergkørsel. Selvfølgelig med flade stykke i ny og næ, men pointen er: at når det først går opad, så skal man ikke være bange for ikke at blive udfordret. På igen måde.

På pladsen i Cuneo, hvor løbet starter, og hvor man henter sit startnummer, er der forskellige arrangementer i dagene op til løbet. Der er for eksempel en Expo med forskelligt, lækkert grej - her vil man typisk opdage en masse lækre italienske mærker, som man slet ikke anede eksisterede. Også en scene er opsat, og den bliver skam anvendt!

Det obligatoriske pasta party, bydes der også på, og i startpakken medfølger en enkelt spisebillet. Vil man have mere, er priserne er dog i et niveau, hvor selv en nærig jyde som undertegnede kan være med.

3 - 2 - 1 - GO!

Klokken 7.00 går starten, og på trods af, at hotellet denne gang lå 200 meter fra start, kunne undertegnede ikke helt undgå at skulle tidligt op.

Lidt morgenmad i halsen og så op på værelset og få noget tøj på. Gels i lommerne og flasker på cyklen. Der er depoter på toppen af alle bjergene, samt et halvvejs oppe af den længste stigning i løbet, men i den italienske sommervarme ryger der hurtigt et par dunke, så det må anbefales at fylde godt med vand på fra start af.

Med gels stikkene ud af alle lommer, og to store flasker på cyklen, er det så ned til startstregen. I modsætning til mange andre store motionsløb, hvor folk enten er seedede eller bliver sendt af sted i forskellige grupper, så bliver folk her stort set sendt af sted i en stor, dejlig gruppe.

Da den første del af ruten som omtalt er ret flad, betyder det, at der er gode muligheder for at køre sig frem i starten, hvis man har de ambitioner. Og ellers bare finde sig en gruppe og blive trukket af sted med, indtil det begynder at gå opad. Uundgåligt er det, at der opstår en del kaos, når 1200 cyklister bliver sendt af sted på samme tid, og man skal passe lidt på sig selv. Men det er dog kun, til man kommer ud af Cuneo, hvor vejen bliver bredere, og det virkelig ruller.
 

De første 40 kilometer er som nævnt flade, og ude af byen går det over stok og sten hen imod den første stigning. Nogen tænker sikkert, at 40 km lyder af meget, inden den første stigning kommer, men hele vejen foregår det på utrolig letrullende asfalt, det er nemt at komme i læ i en god gruppe, og det tager dermed ikke meget over en time at komme til stigningen. De mange ryttere omkring en gør også, at man er ret koncentreret, så man når næsten kun lige at få fornemmelsen af at have kørt ud af byen, inden man rammer den første stigning. Og så er man jo heldigvis godt varm.

Stigningerne - fy for …

Den første stigning er ikke voldsomt lang efter udenlandske standarder, men bugter sig alligevel opad en 7-8 kilometer. Fra de lidt mere 'glatte' veje, som man kommer fra, bliver vejens bestand også en smule ringere, hvilket desværre varer ved i det meste af løbet, når det går op-/nedad. Det er her, man skal finde sit eget tempo eller hægte sig på andre, alt efter hvad taktikken er. Langt fremme i feltet blev der som sådan ikke kørt cykelløb her, men bare sat et ondt tempo fra bunden. Stigningen er ret ujævn, både hvad angår vej, men specielt hvad angår procenter, og den kommer typisk i stejle etaper, som så flader ud et par hundrede meter, inden der kommer en ny rampe.

På toppen var frontgruppen, hvor denne skribent befandt sig, formindsket til en 35-40 mand, og efter en nedkørsel, hvor oversigtsforholdene er virkelig ringe, men hvor tempoet også blev sat derefter, ramte vi anden stigning.

Den blev kørt meget i samme stil som den foregående, men hvor man lige kunne fange luften på de flade stykker på den første stigning, er der ikke nogen deciderede flade stykker på anden stigning. En overforcering her kan dermed koste rigtig dyrt i sidste ende. Den er samtidig et par kilometer længere end den første, og det jævne, men hårde tempo krævede dermed stille og roligt sine ofre (inklusiv undertegnede). Igen fulgte en særdeles teknisk vanskelig, men også hurtig nedkørsel.

Har man lidt teknik er det en ren fornøjelse at presse cyklen gennem det tekniske, men smukke landskab.

Næste udfordring: kongestigningen. Ifølge kortet skulle den være 15 kilometer, men erfaring med italienske kort fortæller en, at man ikke skal lægge alt for meget i præcision (en italiensk charme?). Kort efter nedkørslen fra dagens anden stigning, begynder det allerede at gå opad igen. De første kilometer er relativt flade og stiger med 2-4%, lige akkurat nok til, at man tænker, at det ikke stiger så meget - men nok til, at man alligevel kører så langsomt, at man lidt håber, procenterne på computeren ikke passer. Stilhed før storm …

På den sidste del af stigningen tager den nemlig for alvor fat. Pludselig er det svært at finde et længere stykke på under 8-9%. Udover disse jævne stykker kommer så et væld af ramper, som presser procenterne op i nærheden af de 20! Selvfølgelig kun i kortere perioder, men alligevel. Fy for … Her skal der altså være lidt i tanken - har man disponeret forkert, bliver disse kilometer lange og stigningen som helhed utrolig led.

Et vigtigt depot finder man på toppen - til både at fylde dunke og sukkerdepoter op igen - og så følger ellers en længere nedkørsel. Vindvesten kan her anbefales - nedkørslen er ikke alene løbets længste; vi befinder os nu også i knap 2500 meters højde. Nu skal der tages hensyn og køres efter forholdene, ingen dumdristighed. Det meste af vejen ned er der en udmærket asfalt, men der er også enkelte passager med huller i vejen, som man ikke har lyst til at ramme med 70 i timen.

I mål i god stil

Dagens sidste stigning er cirka seks kilometer lang - og den letteste af de fire stigninger i løbet (den, som også Medio Fondoen benytter). Selvom de fleste nok vil køre på reserverne på  dette tidspunkt, gælder det om at holde moralen højt. Har man overskud til det - eller som bevidst afledningsstrategi (fra træthed og smerte) - så kan man nyde udsigten ud over det ekstremt naturskønne område, som atter åbner sig.

Fra toppen og til mål er der en ret lige og generelt rigtig nem nedkørsel, som er lige til at overskue, selvom kroppen er ved at være brugt. For de forreste bliver der sikkert kørt fuld gas fra toppen, og der bliver sikkert kørt cykelløb på de sidste 10 flade kilometer, men hvem interesserer sig for det …

For os andre dødelige, ved man godt, at den er hjemme fra toppen af det sidste bjerg, og der er dermed både lidt ekstra kræfter at gøre med, men også en tendens til, at der går lidt paradekørsel i den. Hver sin smag. Undertegnede ville - og kom - hjem i god stil og med sved på panden.

Efter løbet er der selvfølgelig masser af mennesker i målområdet - trætte og ømme -  samt mulighed for at få noget at spise og drikke. Expoen kører også i fuldt gear - jo, også på scenen! - og det er svært ikke at blive revet med af den afslappede, men gode stemning, på trods af en ret ødelagt krop.

Feltet.dk var inviteret til Cuneo af arrangørerne for at prøve kræfter La Fausto Coppi Gran Fondo. I går bragte vi en lignende beretning fra Maratona dles Dolomiti, og i morgen runder vi denne lille serie af med en sidste beretning i - den omhandler Gran Fondoen La Leggendaria Charly Gaul. 

Læs meget mere om motionscykling på Feltet.dks nye cykelportal for motionister: www.motionsfeltet.dk