Den lille færge fyldes langsomt op med køretøjer - biler, motorcykler, autocampere og cykler - og mens billettøren med et ”mojn” kommer rundt til alle passagerer, sættes kursen mod Ballebro på den anden side af vandet. Vi nyder den lille pause fra cyklingen og betragter livet på vandet, hvor sejlbåde krydser tæt forbi færgen, og den jyske kyst kommer nærmere og nærmere.
Als’ mange kyststrækninger byder på flotte scenerier. Foto: Destination Sønderjylland
Den klassiske rundtur
Går cykelturen til Als, kan man vælge mellem en lang række ruter, og disse er anlagt med stor variation. Nogle, fx Dybbølruten, lægger op til at man dykker ned i historien, mens andre, fx turen gennem Nørreskoven, lægger op til gravelkørsel. Vi har valgt den klassiske tur, Alssund-ruten, der med start i Sønderborg fører op over det nordlige Als, hvor vandet krydses ved overfarten mellem Hardeshøj og Ballebro, og derefter fortsætter turen på Jyllandssiden tilbage til Sønderborg. I alt cirka 65 kilometer samt små 400 højdemeter.
Als kan være svær at sætte i bås, og det skal forstås positivt. På den ene side byder den frodige ø på kørsel langs blomstrende kornmarker, gennem brostensbelagte stræder i små landsbyer og forbi kyststrækninger med panoramiske udsigter. Men på den anden side er Danmarks ottendestørste ø også et højt udviklet samfund med universitet, lufthavn, betydelig industri og en tjekket hovedby i form af Sønderborg. På Alssund-ruten får vi det meste med.
De gule cykelstationer er lette at få øje på - her er både luft og værktøj. Foto: Konny Christiansen
Beskedne stigninger
Første stop er Augustenborg, hvor det flotte gamle hertugslot stadig dominerer bybilledet. Vi triller forbi lystbådehavnen og kommer forbi KunstVærket i det gamle rådhus - et kreativt hus med mere end 60 kunstværksteder og atelierer, der byder på udstillinger, events og koncerter i så stort et omfang, at Augustenborg har udviklet sig til en regulær kunstnerby.
På listen over Danmarks største cykelstigninger, climbs.dk, finder man en enkelt bakke på Als - nemlig den 1.300 meter lange Egen Bakke, der stiger med beskedne 2,8 %. Vi kører op med vinden i ryggen og mærker næsten ikke stigningen, så det er ikke på Als, man tager på højdetræningslejr. Nær toppen passerer vi et kunstværk med det mærkværdige navn Paragraf Fem. Navnet henviser til en paragraf i Prag-freden, der åbnede for en folkeafstemning, som gav de dansksindede i Slesvig mulighed for at stemme sig ”hjem” til moderlandet igen. Derfor antog flere landevejskroer navnet.
Mange steder i landskabet ser man minder fra 1864-krigen. Foto: Colourbox Jesper Frehr
Industrieventyr
Ruten fortsætter til Als’ østside, hvorfra Fyn kan skimtes på den anden side af Lillebælt. Med en kystlinje på knap 200 kilometer byder Als på masser af spektakulære panoramastrækninger, og uanset hvor man kører langs vandet, er der enten udsigt til enten den jyske, fynske eller nordtyske kyst.
Nær ved nordspidsen af Als drejer vi sydpå, og efter få kilometer dukker Nordborg op. Byen er især kendt for industrigiganten Danfoss samt Universe-parken, der har fokus på naturvidenskab og teknologi. Ligesom mange andre tiltag på Als har Universe Danfoss-kroner i ryggen, og virksomheden har stor betydning for øen.
Sejlturen fra Hardeshøj på Als til Ballebro i Jylland er en kærkommen pause. Vi mangler blot 20 kilometers cykling på den jyske side, inden vi igen er i Sønderborg. Turen har budt på mange flotte scenerier, hyggelige bymiljøer og lange strækninger, hvor vi kunne gå på den store klinge og sætte fart på. På de trafikerede strækninger har cykelstier parallelt med vejen sørget for, at vi har været afskærmet fra den tunge trafik. Og sidst, men ikke mindst - vi har fået en rigtig god introduktion til Als, der giver os lyst til at komme tilbage.
Der er anlagt cykelsti ved de fleste trafiktunge veje. Foto: Konny Christiansen
Cykelruter på Als
Der findes en lang række cykelruter på Als. I en særlig folder har Sønderborg Turistbureau samlet 12 af de bedste, og på et kort - der både er lamineret og vejrbestandigt - er de forskellige ruter grundigt beskrevet. Et par af dem, Dybbøl- og Nørreskovruten, er allerede nævnt, men herudover skal et par stykker mere fremhæves.
Den 30 kilometer lange Sydalsrute går fortrinsvis langs kysten med udsigt til Tyskland, og man kører gennem flere små landsbyer. Har man yderligere energi, kan turen forlænges med den 25 kilometer lange Kegnæsrute, der via en dæmning kan nås fra Skovby. Også her er der garanteret havudsigt og landsbyidyl.
Endelig skal turen gennem Sønderborg by nævnes. Der er mere tale om en sightseeingtur end en hård træningsrute, men kan man sætte en time af til at trille langs Sønderborgs havnefront, der byder på en blanding af moderne byggeri i glas og stål kombineret med cafestrækningen, som minder om københavnske Nyhavn, får man et godt indtryk af Als’ livlige hovedby.
Sønderborg er omgivet af vand, og havnefronten minder om Nyhavn. Foto: Destination Sønderjylland
Overnatning
Vi boede på Hotel Sønderborg Strand. Hotellet ligger, som navnet antyder, lige ud til Sønderborgs mest populære badestrand og i gåafstand (fem minutter) til centrum. Fra hotellet kan man køre direkte ud på Als Rundt-ruten, eller man kan via Chr. den X’s Bro hurtigt komme til Jylland og den spektakulære Flensborg Fjord. Hotel Sønderborg Strand har gode cykelfaciliteter, og kommer man uden for højsæsonen, tilbydes attraktive pakkeløsninger med halvpension.
Links:
Cykelpakke: Se mere her
Cykling på Als: Tag på cykletur - Tag cyklen med på øferie på Als i Sønderborg-området
Cykling i Sønderjylland: På cykelferie i Sønderjylland | læs mere og book din næste oplevelse
Cykelferie / ferieophold: Booksonderjylland.dk
Hotel Sønderborg Strand. Foto: Konny Christiansen
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger