Hele fem nye trøjer er på spil i årets Tour de France.
I anledning af verdens største cykelløb har Feltet.dk spurgt Brian Holm, der er kendt som kommentator samt cykel- og modeekspert, hvilken trøje der skal have prisen som hans favorit.
Nedenfor følger de fem trøjer kronologisk fra Brian Holms værste til bedste.
5. Alpecin-Deceuninck
Foto: A.S.O./Charly Lopez.
De fleste kender måske Alpecin-shampooen, der modarbejder hårtab, men færre er bekendte med deres Grey Hair Attack, der har til formål at bekæmpe grå hår.
Shampooen forhindrer dog ikke grå farver på cykeltøj. Lanceringen af en ny kampagne fra Alpecin betyder nemlig, at holdet skifter sine blå farver ud med grå. De nye farver falder dog ikke i god jord, hos den anerkendte ekspert.
”Det er for kedeligt. Hvis man skulle lave den grå, skal man lave den rigtig grå - sådan rigtig østtysker grå. Jeg køber heller ikke rigtig det der demin-tema, før de faktisk får en demin-sponsor,” lyder konklusionen fra Holm, der dog samtidigt påpeger, at man før både demin og grå formåede at lave pæne trøjer.
”Jeg kunne meget bedre lide den gamle blå. Jeg synes faktisk, at de havde den kønneste blå trøje dengang.”
4. Cofidis
Foto: A.S.O./Charly Lopez.
Nyt cykeltøj sættes ofte i forbindelse med en større økonomisk udskrivning. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at et af WorldTourens mindste budgetter præsenterer en ny Tour-trøje.
Modsat Alpecin-Deceuninck skifter farverne ikke, men der er alligevel blevet plads til et nyt udtryk - men skaber det den ønskede opmærksomhed?
"Vi sidder i hvert fald og taler om den nu."
"Jeg er ikke grafiker, men det er ikke sådan en, hvor jeg tænker, at den skal jeg købe. Men jeg ryster omvendt ikke på hovedet. Jeg synes ikke, den er forfærdelig; den er sgu ok," lyder det lidt grinende, mens han fortsætter.
"Jeg tænker lidt praktisk: når de kører igennem Massif Central, er det meget rart med lidt hvidt på."
3. Visma | Lease a Bike
Foto: A.S.O./Billy Ceusters.
Modsat førnævnte har Visma-holdet altid haft en tradition for at skifte trøje. Det hollandske hold forbindes nemlig med en gul farve, der minder lidt for meget om Tourens gule trøje.
Tidligere år har man valgt brunlige eller mørke nuancer, men i år er der sket noget radikalt - Visma er blevet blå. Med henvisning til renæssancen dominerer en ny mørkeblå farve nemlig trøjen - men kommer de i mål?
"Ja, det synes jeg, at den gør. Jeg synes egentlig, at den er meget flot."
"Men jeg synes, at den er lidt for vild i forhold til holdet. Hvis man ser det i lyset af, at Visma er et meget konservativt hold, så overrasker den mig faktisk lidt. Renæssance-temaet havde måske passet bedre til et hold som EF Education," bemærker Holm.
2. Red Bull-BORA-hansgrohe
Foto: A.S.O./Billy Ceusters.
Nej, det er ikke Formel 1.
Men da Red Bull i starten af året købte majoriteten af BORA-hansgrohe, måtte tidspunktet vel komme, hvor holdet også skiftede stil - og modsat tidligere nævnte trøjer er denne kommet for at blive.
"Jeg havde måske håbet på lidt mere. Men det er godt, at Red Bull kommer ind i sporten, og så giver det selvfølgelig lidt Formel 1-vibes."
"Der er mange sponsorer på, men de mener det alvorligt. De lykkes meget godt med den. Hvis den havde været en anelse mere blå, var jeg nok blevet lidt gladere," er Holms forklaring på, at trøjen får andenpladsen.
1. Jayco AlUla
Foto: A.S.O./Charly LopezA.S.O./Billy Ceusters.
Øverst på Holms liste ligger Jayco AlUla. En orange top kombineres med en mørkere bund, hvor der samtidigt dannes et mønster, der sender tankerne hen på byen AlUla, der er navnesponsor for holdet.
"Jeg blev lidt overrasket, da de præsenterede den. Men jeg synes, det er en opgradering. Den er noget mere stilren," lyder det første indtryk.
"Jo længere sydpå du kommer, jo flere farver er der. Hvis du sætter dig ud og kigger på cykelstien i København, så kører næsten alle i sort eller mørkeblåt. Der er ikke mange, der kommer i orange. Hvis man sidder og kigger nede i Milano, så kommer folk i lidt flere farver."
"Jo mere man kigger på den, jo gladere bliver man. Den er flot - det har de gjort godt," lyder det.
I er uenige
Brian Holm er ikke den eneste, der er blevet spurgt til råds - i forbindelse med lanceringen af trøjerne har Feltet.dk også spurgt jer læsere, hvilken der er jeres favorit.
Og her kommer trøjerne ind i en lidt anderledes rækkefølge.
Fælles er dog, at Alpecins nye grå skal have en sidsteplads, mens Cofidis og Red Bull beholder henholdsvis anden- og fjerdepladsen.
Læserne foretrækker dog ikke Jaycos orange farver, men derimod den nye blå fra Visma.
Læsernes rangering:
1. Visma | Lease a Bike
2. Red Bull-BORA-hansgrohe
3. Jayco AlUla
4. Cofidis
5. Alpecin-Deceuninck
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger