Touren 1994 havde været en udmagrende tur igennem en flimrende hedebølge i et uhørt opskruet tempo. Derfor var det et mærket felt, der stillede til start d. 18. juli på løbets 15. etape. Solkongen Indurain havde allerede iført sig den gule trøje, som sad sikkert på spanierens ryg. Han havde sat forhåndsfavoritterne på plads med en dræbende enkeltstart, og de eneste tilbage i feltet, med mod på udfordring, var de unge klatrere Pantani, Leblanc og Virenque.

Det var disse 3 små vævre klatrere, der var forhåbninger til, skulle skabe løbets 15. etape, men det var i stedet deres fysiske modsætning, den næsten to meter høje Eros Poli, som lavede dagens første udspil, da han stak fra det stadig rullende felt efter 60 kilometer. Pantani og Virenques hold kørte efter, men indså hurtigt, at der ikke var grund til at fortsætte denne jagt. Poli var en kompetent ’rouleur’, der på flade strækninger sagtens kunne skabe distance til det jagtende felt med sit primitive kraftfulde tråd, derfor var det indskydelsen, at han ikke skulle have for lang snor, men et hurtigt kig på etapeprofilen fik det jagtende felt til at slå op i vejen, og lade Poli kører sit eget løb i løbet.

Det skaldede bjerg
Der var ingen vej uden om, at en mand af Polis statur ville blive hentet inden målstregen. Den 231 kilometre lange etape fra Montpellier til Carpentras indeholdte denne dag en af cykelsportens mest frygtede udfordringer, derfor udgjorde Poli ingen trussel for etapesejren. Mont Ventoux lå nemlig forude på ruten, som et fortidslevn i skikkelse af 22 kilometer modbydelig vej direkte mod himlen, direkte mod det golde skaldede månelandskab, som havde krævet mange ofre i cykelløbets historie. Der var ingen, der havde fantasi til tænke, at en mand på næsten 85 kg. ville kunne holde klatrene bag sig over en sådan udmarvende stigning. Derfor lod feltet Poli kører denne dag.

Poli greb denne gestus med en blanding af mod og dumdristighed. Han lod benene tale og holdt kæden stram de kommende 100 km, som han pløjede ubarmhjertigt af sted i den bagende sol i hjertet af Frankrig. Vejene var stadig flade, så han befandt sig i trygge omgivelser, dette kombineret med et svækket felt, der så muligheden for at spare kræfter til stigningen, betød at Poli stille og roligt fik opbygget sig sit ønskede forspring. Da han sad der, alene på vejen, begyndte drømmen om etapen nemlig at melde sig. Han opsatte et primitivt regnestykke for at give sig selv moral. Poli vurderede, at han ville miste et minut pr. km. op af Ventoux, og derfor var målet klart for manden, der lignede en kæmpe blandt de andre små cykelryttere. Han skulle have et forspring på 24 minutter ved foden, et minut pr. km, og så lige en lille buffer, så kunne han holde til toppen, lade tyngdekraften gøre sit, og bringe ham alene i mål på den anden side.

25 minutter ved foden
Da Poli begyndte opstigningen af Mont Ventoux, havde han opbygget et forspring på 25 minutter. Rigeligt i forhold til egne beregninger. Han satte sig for at holde en gennemsnitsfart på 15 km/t op ad bjerget, da han vurderede, at de rigtige klatrere ville holde en fart over de 20, men måtte hurtigt give fortabt. Han kiggede bedende og holdt blikket stift imod cykelcomputeren, der fortalte den barske realitet. Hastigheden på 15 km/t blev hurtigt til 14, til 12, der blev til 9 km/t. Samtidig manglende han informationer om feltet, da den øredøvende larm på bjerget gjorde Poli endnu mere isoleret. Da han så hørte helikopteren nærme sig foroven bredte en stille panik sig, og han tænkte: ”Fuck! Pantani kommer”. Denne frygt sad i kroppen nogle minutter, inden informationerne nåede Poli. Feltet lå ikke lige bag ham, men de åd forspringet hastigt. Som det gik nu, ville det ikke holde til mål.

Netop da Polis drømme var ved at ændre karakter mod en ensom cykeldød, på dette modbydelige bjerg, blev hans korpus ramt af en medvind, der som en guddommelig kraft holdt hånden over den tvivlende og kæmpende Poli, og endnu engang gav kæmpen håb op ad bjerget. Denne medvind redede mig den dag, har Poli efterfølgende udtalt. Han tog fat i sin cykel og tvang den op af skråningen i et tempo, der nu holdt feltet distancen. Han nærmede sig toppen, og med alt kraft fik Poli cyklen igennem månelandskabet og over på den frelsende anden side, hvor vejen frelsende pegede ned. Det var et stolt øjeblik for Poli, der normalt var den sidste, men nu førte alle an i verdens største cykelløb. En kølig ro skyllede samtidig gennem hans krop. Han kunne trække vejret igen.

Selvom der stadig var 40 km. til målstregen følte han sig sikker på sejren. Dette var igen hans terræn. Han havde holdt Pantini og co. bag sig på deres hjemmebane. Nu kunne intet stoppe ham.

Mennesket mod naturen
Det var 43 år siden Hemmingway havde skrevet historien om den gamle mand, der alene sejlede længere ud i sin lille båd og tog kampen op imod naturens kræfter. Det samme gjorde Poli denne dag i 1994. Han overvandt den sunde fornuft og naturlovene. Han kørte alene i mål i Carpentras - som vinder. Han havde slæbt den krop, der ikke burde kunne klatre, over det værste naturen kan tilbyde en mand på cykel og landet på den anden side af denne duel - som vinder. Han var en af Tour historiens største overraskelser og en af de største vindere i mere end én forstand.   

Ventoux er en legendarisk stigning, og der er udgivet en bog om stigningen. Køb den i dag og spar 20%. Brug koden 'Ventoux', når du kommer frem til indkøbskurven.