Mit navn er Tobias Christensen, og jeg er nok det man kalder cykelnørd. Jeg lever ligefrem af min hobby, som cykelmekaniker!
Lige fra barnsben af, har cyklen været en stor del af mit liv - noget jeg højst sandsynligt har arvet fra min far, der kørte cykelløb i sin ungdom, og som tog min bror og jeg med i skoven for at køre mountainbike.
Det må have virket, for vi begyndte i en tidlig alder at bygge, måske lidt for store, hop på bakkerne i skoven.
Senere blev det til BMX, og i stedet for at lede efter den stejleste bakke i skoven, udforskede vi byerne og industriområderne for at finde granitblokke og gelændere at cykle på.
Et par brækkede kraveben, utallige forstuvninger og en operation senere, måtte jeg se at finde på noget mere fornuftigt. Ikke uden en cykel, selvfølgelig!
I 2015 købte jeg en gravelcykel, og året efter cyklede jeg til Uppsala og besøgte noget familie, og hjem igen. En tur på 1200 kilometer over ni dage, hvilket var overraskende eftersom jeg ikke havde cyklet over 50 kilometer på én dag før turen.
Jeg var bidt!
Tanken om at man kan komme vidt omkring, med kun de mest nødvendige ejendele på en cykel, er jeg nok ikke ene om at være fascineret af.
Sidenhen har jeg begivet mig ud i både afslappede ture og en vanvittig udfordring som Italy Divide, tolvhundredeogtyve meget lange kilometer uden support igennem Italien.
I marts 2020, lige da USA lukkede grænsen, var jeg i Stillwater, Oklahoma for at køre Midsouth gravel. Et af de største gravelevents i verden, som trods Covid stadig var en kæmpe oplevelse for en gruselsker.
Når alt kommer til alt, så er det friheden i at sætte sig på cyklen og trille rundt på skovvejene, helst med en let oppakning, der tænder mig.
Overladt til mine tanker, lyden af grus under dækkene, og jagten på det næste sted at slå lejr.
Jeg er så heldig at have en arbejdsplads hvor mine kollegaer også er blevet fanget af grusvejene, Bike & Co Helsingør, hvor vi gør meget i gravelcykler og udstyr.
Vores sommerfest var en bikepackingtur med god mad over bål og kolde øl ved lejrpladsen!
Om det er en ugelang tur, eller et smut til Gribskov på en hverdagsaften, så nulstiller bikepacking hjernen og det første man tænker på når man er hjemme, er hvornår og hvor næste tur går til.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger