05.02.2021 @ 15:00

Gravelcykling er det nye sort, og de seneste år er det strømmet til med nye ryttere. Herligt! Men kører gravelrytterne, hvor de må? 

Antallet af gravel-arrangementer er i fremgang, og det er dejligt, men det er også problematisk.

 

Der gælder nemlig helt andre regler for færdsel i naturen, når det handler om organiserede kommercielle arrangementer, og det glemmer man nemt midt i begejstringen. Reglerne er ret omfattende, og det kan derfor være besværligt at arrangere et godt gravelløb.

 

Derfor har devisen måske lidt været, at det er ”nemmere at få tilgivelse - end at få lov”, men den tilgang kan skabe store problemer for os alle på sigt, for vi risikerer, at lodsejerne i sidste ende lukker skove og grusveje helt for adgang.

 

Så længe der er tale om organiserede og kommercielle events, er de nemlig i deres gode ret.

Hvordan er reglerne?

Med udgangspunkt i mine erfaringer fra gravelløbet Strade Forestali vil jeg i det følgende prøve at ridse de vigtigste regler op. Desuden har jeg en række overvejelser og gode råd, som man kan gøre brug af, hvis man er i gang med at planlægge for 2021.

 

Jeg har helt sikkert selv lavet fejl og dummet mig, og jeg skriver derfor ikke disse ting for at revse nogen eller moralisere. Tværtimod.

Jeg elsker bare gravelcyklingen så utroligt meget, og det ville være ærgerligt, hvis nuværende og kommende arrangementer blev lukket ned, fordi vi ikke er tilstrækkeligt hensynsfulde, opmærksomme eller organiserede.

 

Adgangen til naturen er ikke givet, så lad os passe godt på den ikke går tabt.

 

 

Organiserede og kommercielle arrangementer

Så snart der er tale om en ”organiseret” event, er de normale regler for færdsel i både private og offentlige skove helt anderledes. De normale regler er i sig selv lidt komplicerede og giver ofte anledning til diskussioner og misforståelser, og jeg vil ikke komme videre ind på dem her.

 

Men hvor de normale regler generelt giver os fin adgang til skove og det åbne land, forholder det sig helt anderledes, når det handler om organiserede kommercielle arrangementer. Her skal der nemlig ALTID søges om tilladelse - både hos det offentlige og de private lodsejere.

 

Det er forholdsvist ukompliceret at arbejde sammen med politiet, kommunerne samt Skov- og Naturstyrelsen. De fleste tilladelser kan søges online, og der er generelt hurtig respons. Det er her en god ide at være forberedt med præcise ruteoptegnelser og en oversigt med de vejnavne, der skal søges tilladelse til. Det sparer tid. 

 

Anderledes kompliceret er det imidlertid, når det kommer til de private lodsejere. Principielt kan de uden videre lukke deres skove af for organiserede og kommercielle arrangementer, og det er derfor en god ide at tage kontakt til dem i god tid og indlede en konstruktiv dialog om mulighederne.

 

Mange private skovejere er erfaringsmæssigt venlige mennesker, og mange er også med på ideen, når blot de inddrages fornuftigt. De fleste skovejere er dog også erhvervsdrivende, og i nogen tilfælde kan det hjælpe på adgangen, hvis man tilbyder et mindre ”symbolsk” beløb per rytter.

 

Ved længere ruteforløb kan disse småbeløb selvfølgelig løbe op, men helt grundlæggende er det vel fair nok, at lodsejerne tjener lidt på et kommercielt arrangement, der gør brug af deres skov? Jægerne betaler jo også for deres adgang til vildtet.

 

Og så er der alle grusvejene rundt omkring i det åbne land. Normalt må vi cykle på alle private veje og private fællesveje, men er der tale om en organiseret kommercielt begivenhed, skal der igen spørges om lov.

 

Det kan helt sikkert være vanskeligt at overskue præcist, hvem der ejer fire meter hullet grusvej på et øde sted uden landkending, men der findes forskellige oversigter på nettet, der angiver ejerforhold for såvel matrikler som grundejerforeninger. Tjek det.

 

Forberedelse, dialog og tilladelse

Jeg har nu gennemført min egen gravelevent, Strade Forestali, to gange. Første gang uden nogen problemer overhovedet. Anden gang med både en decideret fejl og et par generede lodsejere.

 

I det ene tilfælde havde jeg ændret ruten ganske ubetydeligt, men jeg glemte i processen at spørge den nye lodsejer om lov. Det var en klar fejl fra min side, og selvom han i udgangspunktet - og med rette - var noget fortørnet, fik vi en god snak. Det hele endte fornuftigt, og jeg glemmer ham helt sikkert ikke til næste år.

 

Desuden var der nogen fejlkørsler, hvor ryttere endte de forkerte steder. Enten fordi jeg ledte dem ad grusveje, der ikke eksisterer på nogen kort og deres cykelcomputer derfor ”strejkede”, eller fordi GPS’erne generelt reagerede for sent til at vise kommende sving og markante ruteændringer.

 

En del ryttere endte derfor ”til fødselsdag” eller på en privat gårdsplads, og den slags giver enten smil i mundvigen eller irriterede rynker i panden på de forurettede.

 

Flere ryttere hjalp heldigvis med at afdække problemerne via konstruktiv efterkritik, og det lettede efterfølgende gevaldigt at køre forbi lodsejerne med en kasse vin og en undskyldning. I disse tilfælde handlede det ikke om manglende tilladelser, men mere om pli, dialog og situationsforståelse, og jeg vil gerne afholde løb de steder igen til næste år.

 

På samme vis har jeg forud for begge løb været i dialog med de store lodsejere i området. En del af dem er endog meget store, og det er vanskeligt at lave et løb som Strade Forestali uden deres forståelse og accept. To af de store lodsejere betaler jeg et aftalt beløb per rytter.

 

Beløbet er helt fair - både rent principielt, men det står også i fint forhold til selve deltagerprisen og de udgifter, der ellers er forbundet med afviklingen. Den ordning er jeg meget taknemmelig for.

 

En anden af de store lodsejere vil under ingen omstændigheder give adgang. Det er lidt uforståeligt, når man ejer så store dele af den smukkeste natur i Danmark, men jeg respekterer naturligvis loven og lodsejerens afvisning.

 

Og så er der et stort område, jeg har valgt at køre udenom. På flere måder ville det være rigtigt fint at benytte det, men der er gode alternativer, og så sparer jeg bøvlet.

 

I dialogen med lodsejerne har det været vigtigt at tale om selve afviklingen. Dels er det godt at forklare dem om eventen generelt- Intentionerne, måden vi afvikler på, principper og værdier mv.

 

Eksempelvis tror jeg, det har fremmet forståelsen at forklare, at vi faktisk elsker naturen. At vi ikke smider affald nogen steder og udviser hensyn. At der ikke er tidtagning, fordi det handler mere om oplevelse end ræs, at deltagerne bliver sluset ud på ruten i små grupper, samt at deltagerantallet bliver holdt på et fornuftigt niveau for at lette trykket på naturen mv.

 

Og så har det været vigtigt at tale med dem om selve tidspunktet for løbet. Bukkejagten indledes nemlig i starten af oktober, og mange lodsejere ønsker at ”give vildtet ro” i september. En del områder kan derfor være no-go i den periode.

 

På samme vis kan det være vigtigt at forsikre lodsejerne om, at rytterne holder sig helt stringent til den aftalte rute og holder sig væk efter mørkets frembrud.

 

I Strade Forestali har vi således lavet et trade-off mellem adgangen til områderne og vores ønske om at cykle i september. Desuden har vi ved det sidste depot lavet en no-go tidsfrist, og ankommer man senere, bliver man bedt om at cykle tilbage til mål via landevejen.

 

På den måde undgår vi, at deltagerne befinder sig i de private områder efter solnedgang. Forberedelse og konstruktiv dialog med de private lodsejere er således helt afgørende for en god afvikling.

 

 

Det er vores ansvar

Jeg har selv deltaget i en lang række gravelevents i Danmark de seneste år. Enkelte højtprofilerede, andre helt low key. Men de har stort set alle sammen være gode, og jeg håber meget, der kommer flere af dem, så alle os med gravelfeber i blodet og ADHD i benene kan komme rundt i landet og opleve vores fantastiske natur og den fede gravel karma.

 

Danmark er virkeligt et smukt land, og jeg har bare lært så mange sjove, hyggelige og fede mennesker at kende gennem disse events. Det har været en fest.

 

Strade Forestali har dog også lært mig, at vi skal passe på og være omhyggelige. Jeg ved, der bliver gennemført en del kommercielle events, uden tilladelser og aftaler er på plads, og det bliver diskuteret mellem lodsejerne rundt omkring.

 

Jeg ved også, at det er møgbesværligt at lave gravelløb, for det tager tid, planlægning og konduite. Men i sidste ende får det konsekvenser for os alle, hvis ikke vi holder stien ren.

 

Smarte events med hurtig profit eller afledt markedsføring for øje lykkes måske de første gange, men vi risikerer, disse events skader os alle på sigt.

 

Som kommerciel organiseret arrangører har vi derfor et udvidet ansvar, og vi kommer længst ved at kende og respektere loven og en konstruktiv dialog.
 

Tænk desuden over følgende

Når du laver et gravelløb, deler mange ryttere efterfølgende ruten med andre via Strava, Kamoot, Facebook eller andre platforme og services. Tænkt dig derfor godt om, hvis du laver en speciel aftale med en privat lodsejer. Selvom du har tilladelse til at passere gennem et specielt område den pågældende dag, er det ikke sikkert, tilladelsen gælder generelt. Det kan folk, der deler og downloader gpx-filen, bare ikke se, og det kan derfor hurtigt skabe en konflikt med lodsejeren, hvis der efterfølgende opstår generel og vedvarende trafik gennem området.

 

 

Nogen områder benyttes ret intensivt af mange forskellig brugere. Løbere, børnefamilier, vandrere eller bare folk på søndagstur. Lægger du ruten igennem et sådan område, er det derfor en god ide at være opmærksom på disse brugere, selvom du er i din gode ret og har alle tilladelser på plads.

 

Hvis der er flere distancer, kan du overveje, om deltagerne skal guides ad forskellige ruter. På den ene side giver det mere arbejde ift. planlægningen. På den anden side letter det presset på et område, og det er måske nemmere at forklare en lodsejer, at der kommer 100 ryttere i stedet for 200?

 

Vær opmærksom på, at GPS’er reagerer lidt langsomt, og det giver nogen gange problemer, fordi folk kører forkert og havner på en privat gårdsplads. Det er ikke din skyld, men det skaber dårlige vibes ift. nye løb i området.

 

Sørg specifik om at få lov, hvis du opsætter et depot i et privat område. Nogen lodsejere går med til, at man cykler igennem, men de vil ikke have et depot stående i flere timer.

 

Overvej hvor vigtigt det er, at der er tidtagning. En del lodsejere stejler over konkurrence elementet og ser straks halsende hensynsløse ryttere med fråde om munden for sig. Nogen events er måske bedre afviklet som sociale begivenheder med fokus på andet end bedste tid.

 

Der er alligevel kun en, der kommer først, og langt de fleste gravelryttere har ikke licens uanset. Uden tidtagning undgår man også numre og chips på cykler og hjelme. Det giver et andet image fra sig i oplandet.

 

God tur derude i 2021.

 

FAKTA:


Hvornår er der tale om et organiseret event:

 - Når der tages penge for arrangementet

 - Når eventet annonceres og markedsføres i det offentlige rum

 

Hvor skal der søges tilladelse:

 - Politiet (ved arrangementer over 100 deltagere)

 - Kommunen / kommunerne, hvis der er flere

 - Skov- og Naturstyrelsen

 - De private lodsejere

 

Specielt for Kommunerne og Skov- og Naturstyrelsen:

 - Du SKAL ansøge den enkelte kommune om tilladelse. Går din rute gennem flere kommuner, skal du ansøge om lov til at bruge de kommunale veje hos dem alle hver især. Det gør du via de enkelte kommuners hjemmeside.

 - Du kan søge din kommune om lov via borger.dk

 - Du skal søge kommunerne mindste en uge før eventen.

 - Du SKAL også søge Skov- og Naturstyrelse om lov.

 - Husk at du i begge tilfælde skal have din rute/ruter klar til opload, så de kan se hvor du påtænker at cykle.

Specielt for de private lodsejere:

 - Du SKAL søge om tilladelse til at køre igennem private områder, når eventen er organiseret og kommerciel, og der er flere end 30 deltagere.

 - Der må - som normalt - kun cykles fra 6 morgen til solnedgang.

 - Der må - som normalt - kun cykles på større skovstier og grusveje.

 - Aftal specifikt med lodsejerne, hvor og hvornår der køres, og på hvilke vilkår.

 - I nogen tilfælde beder lodsejeren om en beløb per rytter. Deres skov er en virksomhed, og tjener du penge på eventen, er det fair nok, de også gør det. Forsøg at komme til rette om en fornuftig pris, hvis de beder om det.

 - Du skal indhente tilladelse ved ejerne, hvis private fællesveje, private veje eller andre arealer benyttes. Du kan tjekke, hvilken status en vej har hos hver enkelt kommune. Her kan du eksempelvis se status for vejene i Silkeborg Kommune.

 - Vær opmærksom på, at mange private lodsejere lejer skoven ud til jagt med start fra oktober måned. Mange af dem ønsker derfor, at vildtet får ro i september, og det kan derfor være sværere at arrangere noget efter august.

 

Sørg generelt for at tage kontakt i god tid og forklar konceptet ordentligt:

 - Er det en social eller konkurrencepræget event?

 - Er der tidtagning?

 - Hvor mange deltagere stiller til start?

 - Hvordan starter deltagerne og hvordan kører de gennem området?

 - I hvilket tidsrum forventes de at være i området?

 - Er der mulighed for at opstille depot (hvis der er behov)

 - Forklar at vi passer på naturen, at der ikke bliver smidt noget, og at alle holder sig til ruten

 - Forvis lodsejeren om, at der ikke kører nogen igennem efter mørkets frembrud

Test: Trek Madone Gen. 8 SLR 9 AXS – Den ultimative aerocykel?
En af sæsonens mest omtalte cykler er næsten et perfekt blend mellem fart og vægt, hvilket giver rytteren optimale betingelser for at præstere. Uanset om man er en af de hurtigste ryttere i verden eller en almindelig motionist.
Udlev cykeldrømmen for et overkommeligt beløb
Det måtte jo komme på et tidspunkt - leasing af cykler - og dét koncept har man taget til sig og udviklet på i den silkeborgbaserede koncern Unico. 
Konkurrence: Vind en letvægts-børnecykel fra woom
Vind en børnecykel med Motionsfeltet.dk. 
EM-oversigt: Resultaterne og medaljetabel
Få her det store overblik over EM i cyklecross 2024.
Produktfokus: Favero Assioma Pro MX-2 og Assioma Duo watt-pedaler
Anders Lund har fået nyt job
Tidligere rytter og landstræner Anders Lund har nu fremtiden på plads. 
Bjarne Riis forudser stor dansk succes i Touren
Bjarne Riis forventer dansk Tour-succes næste sommer. 
Her er Tour de France-ruten 2025
Ruten til næste års Tour de France er netop blevet offentliggjort i Paris.
”Vingegaard-effekten” er stadig større trods fænomenalt hjemmebane-VM, mener træner
VM på hjemmebane i Ballerup Super Arena blev en enorm succes, og opbakningen var enorm fra de danske fans. Alligevel tror den tidligere rytter Jimmi Madsen, at en vis Tour de France-vinder appellerer mere til fremtidens ryttere.

Instagram #motionsfeltet

ANNONCE

Grand Tour-etape slutter i Slovenien ifølge medie
Skal man tro det slovenske medie Siol, får Slovenien en etapeafslutning i næste års Giro d’Italia. 
Stor VM-oversigt: Få alt det bedste fra danskernes magi i Ballerup
En stor uge ved VM i banecykling i Ballerup er slut, og der har været danske succesoplevelser på stribe. Feltet.dk har her samlet alle reaktionerne fra danskerne hele ugen.
Vingegaard-beslutning revses af Bruyneel: Ikke en grund
Jonas Vingegaards beslutning om at afslutte sin sæson tidligt undrer Johan Bruyneel.
Følg Lombardiet Rundt på Feltet.dk's app
Kom helt tæt på Lombardiet på Feltet.dk's app. Følg danskernes kamp imod Tadej Pogacar og co. 
Verdensstjerne har besluttet sig om fremtiden
38-årige Nino Schurter har taget en beslutning, om han vil fortsætte eller stoppe karrieren.
Officielt: Her afholdes EM i Gravel
Det er lige blevet annonceret at Finland bliver værtsnation for Europamesterskaberne i Gravel i 2027. 
Nyt cykelmagasin på gaden
Motionsfeltet.dk har sendt et nyt efterårsmagasin på gade. 160 sider med masser lækkert stof til motionisten eller pendleren.
Mørkøv vil have fingrene i Vingegaard: Jeg håber selvfølgelig utrolig meget
Den kommende landstræner i landevejscykling, Michael Mørkøv, vil have Jonas Vingegaard med til diverse mesterskaber.
Læserbrev: Pokal eller kiste?
Den teknologiske udvikling har gjort cykelsporten langt farligere, argumenterer Jan Louis Svenningsen i dette læserbrev. Han kræver derfor handling for at øge sikkerheden. 
Danmark får ny landstræner
DCU har skiftet landstræner.
Simon Andreassen bliver verdensmester
Simon Andreassen vinder VM i mountainbike på marathondistancen.
Vild træningstur: Evenepoel er klar til VM
Remco Evenepoel ligger ikke på den lade side her halvanden uge før VM.
”Det var så grotesk” – store sikkerhedsproblemer til dansk licensløb
Sikkerheden var ikke i orden til licensløbet i Lejre i weekenden, melder flere sportsdirektører.
Som en gazelle på savannen – testkørsel af Gazelle Eclipse T11
Feltet har prøvekørt en elcykel fra hollandske Gazelle. En ”neutral” indstilling til elcykler fra testerens side blev vendt til decideret begejstring.
Test: Envy Light sommertøj fra Re-Behave
Et lækkert sommersæt med fine features og med en holdning til miljøet.
Test: Trek Madone Gen. 8 SLR 9 AXS – Den ultimative aerocykel?
En af sæsonens mest omtalte cykler er næsten et perfekt blend mellem fart og vægt, hvilket giver rytteren optimale betingelser for at præstere. Uanset om man er en af de hurtigste ryttere i verden eller en almindelig motionist.
Udlev cykeldrømmen for et overkommeligt beløb
Det måtte jo komme på et tidspunkt - leasing af cykler - og dét koncept har man taget til sig og udviklet på i den silkeborgbaserede koncern Unico. 
Konkurrence: Vind en letvægts-børnecykel fra woom
Vind en børnecykel med Motionsfeltet.dk. 
EM-oversigt: Resultaterne og medaljetabel
Få her det store overblik over EM i cyklecross 2024.
Produktfokus: Favero Assioma Pro MX-2 og Assioma Duo watt-pedaler
Anders Lund har fået nyt job
Tidligere rytter og landstræner Anders Lund har nu fremtiden på plads. 
Bjarne Riis forudser stor dansk succes i Touren
Bjarne Riis forventer dansk Tour-succes næste sommer. 
Her er Tour de France-ruten 2025
Ruten til næste års Tour de France er netop blevet offentliggjort i Paris.
”Vingegaard-effekten” er stadig større trods fænomenalt hjemmebane-VM, mener træner
VM på hjemmebane i Ballerup Super Arena blev en enorm succes, og opbakningen var enorm fra de danske fans. Alligevel tror den tidligere rytter Jimmi Madsen, at en vis Tour de France-vinder appellerer mere til fremtidens ryttere.

Motionsfeltet.dk   •   Åsvinget 5   •   9800 Hjørring   •   Tlf. 5155 8966   •   info@motionsfeltet.dk   •   Cookieindstillinger

Andet