Mads Christensen kører 300 km gravel

abonner på feltet på

Det er torsdag den 1. oktober klokken 07.36. Jeg har pakket en taske med det mest nødvendige grej og er klar til at klikke i pedalen, og begive mig ud på en lidt længere og anderledes cykeltur end jeg plejer.

Det hele startede en sommeraften, hvor jeg sad foran min computer og gennemgik alle mine ruter på Strava's hjemmeside. Her kan man nemt sammensætte sin egen rute til sin gps cykelcomputer, og det var præcis hvad jeg gik igang med.

Min plan var, at ruten skulle indeholde så mange grusveje som muligt. Ruten skulle starte i Vejle fortsætte til Juelsminde, Horsens, Odder, Århus, Ry, Silkeborg og slutte i Vejle. 

Jeg kunne selvfølgelig godt se, at det ville blive en meget lang tur. Og da ruten var færdig stod der 300 kilometer på skærmen.

Ja hvorfor ikke, tænkte jeg... når tidspunktet er rigtigt skal den køres. 

Vejrudsigten for den 1. oktober siger 16-18 grader, let skyet, vind fra øst og risiko for byger hen mod aften.

Jeg kører afsted ved solopgang, det er en smuk morgen og jeg er optimistisk omkring mit dagsprojekt. 

Jeg har forberedt mig godt og forsøgt at tage forbehold for så mange scenarier som muligt. Jeg har forsynet mig med energiprodukter, ekstra slanger, tubeless plugs, powerbank og lidt værktøj. Min rygsæk er med indbygget camelback og min plan er, at stoppe så få gange som muligt. 

Jeg rammer de første grusveje lige efter Vejle. Det er en fed fornemmelse, at mærke cyklen nærmest flyve hen over gruset, velvidende, at der venter en hel del mere fra samme skuffe resten af dagen.

Allerede efter 50 kilometer stopper jeg ved bunden af en grusvejs bakke, for at smide min overtræks vest.

En kølig efterårsmorgen er blevet til en lun formiddag. Jeg triller videre og da jeg rammer Juelsminde, kører jeg ind på nogle ukendte grusveje - eventyret er begyndt.

Selv om jeg har lavet ruten hjemmefra, er det langt fra alle vejene jeg kender. Da jeg runder Horsens Fjord op mod Sondrup og Odder bliver jeg igen overrasket over de fantastiske gruspassager jeg igen befinder mig på. Selv om jeg er opvokset i området kender jeg langt fra alle grusvejene.

Jeg kører i mine egne tanker da jeg mærker, mit bagdæk taber luft.

Øv.. jeg er flad og ved nærmere eftersyn er det et lille "cut" i siden på dækket. Jeg hopper af cyklen og skifter min tubeless væske ud med en latex slange. Jeg har nu en ekstra slange tilbage. Min rute tager mig videre op langs østkysten, gennem Marselisborg skoven og snart er jeg ankommet til Århus. 

I Århus har jeg aftalt et pitstop hos Rasmus Højsgaard. Han er kropsterapeut ligesom jeg selv og en af mine samarbejdspartnere i min virksomhed Cyclo Position. Rasmus har købt sandwich, cola og snickers. Jeg har kørt 164 kilometer og hele menuen falder på et tørt sted.

Jeg tanker vand i dunkene og efter et stop på omkring 40 minutter, er jeg på cyklen igen. Jeg er over halvvejs, på min rute. Humøret er godt, men der er langt endnu, og jeg kan mærke at eftermiddagens lange efterårsskygger begynder, at gøre mig lidt nervøs, for den forstående aften og de mørke timers indtog.

Jeg ruller ud langs Brabrand søens smukke grusstier.

Klank, klank, klank... jeg kigger ned på min cykel, der er noget galt. Jeg hopper af og kan konstatere at mit baghjul er exet. Det er et eger der er knækket.

Shit... der er langt endnu og jeg er langt hjemmefra. Jeg prøver at skubbe det løse eger ud, mens jeg står og bander over situationen. Jeg kommer i tanke om nogle strips, jeg tilfældigvis lagde i tasken lige inden jeg kørte hjemme fra. 

Jeg stripser mit eger fast og fortsætter. Hjulet er heldigvis ikke blevet særligt skævt, selvom der nu mangler et eger. Efter omkring 200 kilometer runder jeg udkanten af Silkeborg og kroppen begynder at brokke sig lidt, trætheden planter sig stille og roligt i hele kroppen.

Det er nu jeg skal sørge for, at holde mit energiniveau oppe. Gels, bar og vingummier bliver kørt indenbords. 

Mørket sænker sig og efter 252 kilometer stopper jeg i Nørre Snede, for at få noget mere overtrækstøj på, samt montere min forlygte, der har ligget i min rygsæk hele turen. 

De sidste 48 kilometer har jeg vinden lige forfra. Det er nogle hårde kilometer ind mod Vejle, men når først jeg kommer til Vejle, så kender jeg resten af turen særdeles godt. Det er nemlig den tur på 19 kilometer jeg kører til og fra mit arbejde næsten hver dag. 

Trætheden giver mig tunnelsyn, mit fokus ligger i lyskeglen fra min forlygte - alt andet er helt mørkt. Tanken om endnu en defekt begynder at strejfe mig. Det ville tage den sidste energi fra mig, at skulle stå i mørket og fedte med plugs, dæk og slange. Men heldigvis holder mit grej hele vejen hjem. 

De sidste par kilometer går nedad mod vores hus. Jeg lader cyklen gøre det sidste stykke arbejde, og synker sammen i kroppen. 

Da jeg når vores garagedør, er porten åben. Det er Anita, min bedre halvdel, der står og venter med en cola i hånden til mig. Og findes der noget bedre, end en cola på et tidspunkt, hvor kroppen kører på reservetanken. 

Turen er slut. Jeg er glad og tilfreds, men også klar til, at gå direkte i seng. Jeg mærker en stor tilfredsstillelse i kroppen, for jeg har fuldført det, jeg satte mig for. 

De efterfølgende dage er jeg godt træt, og føler ikke den store lyst til, at cykle. Men da trætheden har lagt sig, og energien vender tilbage, føler jeg mig endnu stærkere end før. Det giver en enorm selvtillid, at fuldføre sådan en udfordring.

Om det er 300 eller 100 kilometer på cykel, eller noget helt andet, der ikke har noget med cykling at gøre, men bare føles som en udfordring for dig, det spiller ingen rolle. Så længe der er et mål at sigte efter, kan alle opnå den samme tilfredsstillelse.

I sidste ende handler det om, at rykke sin grænse en lille smule, hver gang du vil nå dit eget personlige mål. 

LÆS MERE OM GRAVELCYKLING