Lørdag den 25. august stod der for mit vedkommende Hjerterdametouren på programmet.

 

Jeg har hele sæsonen haft dette løb på min ”Det løb skal jeg da helt klar køre - liste”, men travlhed og en fuld kalender udfordrede den plan gevaldigt.

 

Én ting var den fyldte kalender, men en lige så vigtig faktor i mine overvejelser var den mentale del.

 

Med opstart af nyt skoleår, opstart af landevejskvindehold i cykelklubben, knægtens opstart af træning i Odense og alle mulige andre indtryk fra hverdagen, var der ærlig talt godt fyldt op i overetagen, og jeg måtte derfor også overveje, hvad de mentale kræfter mon kunne række til.

 

Men er det ikke benene man cykler med, kan du måske tænke…

 

Jooo, men det kommer jo an på, hvordan man vælger at køre et cykelløb…

 

Sidste års Hjerterdametour blev det hårdeste - og et af de sjoveste - ræs, jeg til dato havde kørt.

 

Jeg røg af sted med forreste gruppe, og så gik det ellers over stok og sten, skulle jeg da lige mene.

 

Fuldstændig basket - og samtidig mentalt høj over at køre fedt cykelløb, kom jeg ind som nummer syv.

 

SÅ…

 

skulle jeg bare ned og hygge mig i år, eller skulle jeg ned og køre efter sidste års resultat?

 

Forskellen ville være betydelig, både fysisk og mentalt, men med det lillebitte undseelige konkurrencegen jeg har erfaret, jeg ligger inde med, var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg synes ville være sjovest.

 

Jeg ville helt klart helst ned og give den gas, men jeg var ærlig talt ikke overbevist om, at jeg kunne stable det rette mindset på benene på dagen.

 

Afsti afsted med cykelmosteren…

Tilmeldt i sidste øjeblik og en anelse søvnig i blikket, blev jeg denne lørdag morgen alligevel klar til at drage af sted mod Midtfyn...

 

Endnu ikke helt afklaret i forhold til strategien for dagens ridt på 100 kilometer.

 

Vel ankommet til starten ved Midtfyns Fritidscenter var jeg dog ikke længere i tvivl om, at jeg havde taget en god beslutning, for atmosfæren til Hjerterdametouren er helt sin egen.

 

Hvis man giver sig tid til lige at stoppe op og nyde nuet, mødes man af et skønt syn, når kvinder i alle aldre og faconer, og på alle typer af cykler, ankommer til starten.

 

Klar til at  drage ud i det blå som en del af dette fantastiske kvindefælleskab.

 

Uanset om du cykler meget og er kommet for at køre ræs, eller om du har lyst til en hyggetur med veninderne, med eller uden madkurv, rummer dette løb det hele.

 

Med ruter på 25, 50 og 100 kilometer, samt juniorrute og MTB-rute vil jeg mene de fleste kvinder og piger kan være med.

 

At der hvert år også sendes en check af sted til hjerteforeningen, og forskning i kvinders hjerte-kar-sygdomme gør bestemt ikke en tur på cyklen til ”Hjerterdame” mindre meningsfuld.

 

GOOD VIBES ONLY!

 

Foto: Jørgen Ungstrup

 

I løbet af mine godt 4 år som cykelmoster, er mit netværk i denne herlige cykelverden verden blevet stadigt større, og på en lidt træt dag som denne, var det en ekstra booster til energien og de gode cykelvibes, at få en hyggelig sludder med nogle af de andre cykelkvinder, som jeg ikke har set længe.

 

 

Med et nummer på ryggen var der kun én vej - fremad!

Efterhånden som jeg var vågnet og blev mere og mere grebet af stemningen, var der ikke længere tvivl om planen for dagens tur…

 

Jeg var klar til at give den en skalle med forreste gruppe, og se hvad det kunne blive til denne lørdag, med en anelse minus på overskudskontoen.

 

Foto: Jørgen Ungstrup

 

Godt fremme i forreste gruppe gik starten, og også I år var der godt damp på kedlerne.

 

Jeg lagde mig godt ind i gruppen og så tingene lidt an. Allerforrest, lige foran mig, lå en 4-5 kvinder og tog  gode føringer med omkring 35 kilometer/t i snit, og allerede nu kunne en god eller dårlig beslutning i forhold til disponering af kræfter få afgørende betydning for resten af turen…

 

Af sine fejl må man lære…

Efter at have lurepasset på føringer i godt og vel 20 kilometer, synes jeg ikke, at jeg kunne være bekendt at sidde over længere, og jeg tog en enkelt føring. Ikke noget med fuld gas, men med en forholdsvis fornuftig disponering.

 

Da det gik OK, kastede jeg mig ud i en mere, da jeg igen havde siddet over nogle kilometer. Måske blev den lidt længere denne gang, og med de godt og vel 35 kilometer/t up front kostede den nok alligevel mere end godt var.

 

Et opmuntrende: ”Godt arbejde” fra en af de stærke trækheste i gruppen var rart at få med på vejen, men lige meget hjalp det, da jeg tog endnu en halvskidt beslutning om at få lidt energi indenbords i form af en halv bar af en art.

 

At  spise undervejs kostede et par slag ekstra på pulsen, og med en bakke forude måtte jeg nu konstatere, at gruppen knækkede og jeg røg af sammen med en anden kvinde, der lå lige bag mig.

 

Vi blev med 70 kilometer hjem isoleret mellem fronten af gruppen og de bagvedliggende ryttere… Pokkers også!!

 

I den helt dumme position på mellemhånd mellem to grupper,  gjorde vi to hårdtarbejdende cykelmostre nu et bravt forsøg på at få kørt gruppen ind igen, men jeg måtte slippe igen, og nu lægge en ny plan for resten af turen hjem til Ringe.

 

Plan B - Mental tålmodighed

Med rimeligt langt hjem, var det nu tiden til at få taget en god beslutning, og om den jeg tog var god eller ej, kan vel altid diskuteres…

 

Planen blev at vende den mentale energi indad, acceptere tingenes tilstand og gå i ”så-træder-jeg-bare-det-jeg-kan-herfra-mode”. Nu udelukkende med fokus på, at koncentrere mig om at disponere egne kræfter.

 

Jeg havde ikke helt opgivet planen om et resultat i top 10 endnu, men det så unægtelig lidt mere besværligt ud nu, og jeg havde ingen ide om, hvor langt næste gruppe lå bag mig.

 

Jeg kunne måske have satset hele butikken og gjort forsøget på at nå den anden kvinde igen med pulsen i højrød zone, men med så langt hjem, og med en risiko for at brænde helt ud, lagde jeg hurtigt den plan på hylden igen.

 

70 kilometer enkeltstart…

er en forholdsvis strabadserende omgang i ikke helt stille vejr, og de mentale minepæle undervejs blev afgørende for, at jeg kunne holde mig på cyklen hele vejen til mål uden at stige af og kyle den af hekkenfeldt til.

 

Mit mantra blev nu: ”Jeg skal f….. ikke hentes”!

 

Til gengæld skulle der så trædes - og findes gode grunde undervejs til at blive ved.

 

Efter godt 55 kilometer begyndte jeg så småt at synes at kilometerne føltes en anelse lange, og jeg lagde nu en energi/belønningsplan. Den gik i al sin enkelthed ud på, at de to (panik)gels jeg havde i lommen måtte indtages efter  hhv. 60 og 80 kilometer.

 

Godt så! 5 kilometer til første belønning…

 

På en tur som den jeg var i færd med, kom de små ting til at tælle i forhold til at bevare det mentale ”overskud” - eller måske rettere den mentale overlevelse.

 

Hvor nødigt jeg end vil indrømme det, gav det lidt nyt blod på tanden, at jeg på et tidspunkt passerede en af den andre ryttere fra frontgruppen, der var punkteret og desperat biksede med sin cykel i vejkanten… SORRY!

”Den enes død, den andens brød” - og en placering mindre at kæmpe om. Nu var der bare 5  foran mig, og motivationen for ikke at blive hentet kunne holde lidt endnu.

 

Fra 75 - 80 kilometer havde jeg nærmest blikket limet til min Garmin, og kilometerne føltes fuldstændigt uendeligt lange, og da de magiske 80.00 kilometer tonede frem på skærmen, fik jeg vist hvæst noget i retning af ”Fuck… firs!!” ud mellem fortænderne, inden den sidste gel gled lige ned i løgneren.

 

Fra de 80 og til de 90 kilometer kom jeg forbi en del ryttere fra de andre ruter, og følelsen af at glide forbi, stadig i forholdsvis god fart, gav igen lidt til moralen.

 

Vigtig med lidt mental adspredelse, da jeg mildest talt var ved at være godt brugt nu. Sjældent har det været så befriende at råbe: ”Bagfra!!” og passere forbi nogle andre ryttere.

 

Med cirka. 10 kilometer igen, ramte en strid modvind og det blev næsten dråben…

 

Nu indtrådte ”ren overlevelse-fasen”, og et kort øjeblik var jeg ikke længere sikker på, at jeg ville holde hjem.

 

Der skulle nu noget af en alvorlig samtale med mig selv om, at vinden jo ville være lige så hård ved de andre, for at jeg ikke bare slap trådet og trillede hjem. Lige her, på en cykesti lige uden for Ringe, blev det ikke længere så vigtigt om jeg blev nr. 6 eller 20…. Bare jeg holdt mig på cyklen til mål.

 

På de sidste rester af rød Ribena i dunken, nåede jeg dog frem til Ringe by igen, og fik samlet de allersidste kræfter til trille gennem byen i anstændigt tempo.

 

PUHA - den sved!

 

Resultatet af dagens anstrengelser…

blev en samlet sjetteplads - og en plads frem i forhold til sidste år!  Med et snit på 31 kilometer/t,  og dagens ridt taget i betragtning var jeg faktisk godt tilfreds.

 

At vinde den mentale kamp blev vigtig i dag, og det synes jeg at komme i mål med, ved hjælp af delmål undervejs og små mentale optankninger ude på ruten, af mere eller mindre charmerende art.

 

Inden det blev tid til lidt at spise, hente min præmie og hygge mig lidt i fremragende kvindeligt selskab, læssede jeg nu cyklen i bilen. På vej tilbage til varmen i hallen, fik jeg desuden et godt grin med Dorte (som lå lige så længe alene, liiige foran mig) over hver vores vanvittige 70 kilometer enkeltstart…

 

Det var da i det mindste helt god træning, blev vi enige om.

 

GOOD VIBES ONLY!

 

Foto: Jørgen Ungstrup

 

Om jeg kørte træt hjem….  Billedet taler vist for sig selv:

 

 

Men… uagtet dagens mere eller mindre selvforskyldte strabadser, er der en ting, der er helt sikkert:

 

Hjerterdametouren er en oplevelse værd!

 

Alle KAN være med, og stemningen både før og efter løbet, hvor kvinderne igen samles til hygge, udveksling af røverhistorier om dages tur, lidt mad og lodtrækning af masser af lækre præmier er virkelig god og helt sin egen. Der er sved på panden og smil på læben hos både arrangører, hjælpere og ryttere.

 

Hjerterdametouren ER cykelløb med hjertet på rette sted!

 

 

Det er GOOD VIBES ONLY!

See you next year!!

 

Læs også de andre Good Vibes Only beretninger:

GOOD VIBES ONLY - En Cykelmosters Bekendelser

GOOD VIBES ONLY - Virtuel Vintertræning - Slip dit indre legebarn fri

GOOD VIBES ONLY - Stjernetramp - En forårsdag i ..... Solskin

GOOD VIBES ONLY - Fællestræning med Team Motionsfeltet.dk

GOOD VIBES ONLY - Grejsdalsløbet fra nedtur til optur

GOOD VIBES ONLY - Kvinderne på vej ud af skyggen

GOOD VIBES ONLY - Helnæs Vestfyns Tour - når tid bare forsvinder

GOOD VIBES ONLY - Fra Vestfyn til Hærvejen

GOOD VIBES ONLY - Cykelstafetten Kolding - fællesskabet sejrede

GOOD VIBES ONLY - DGI Kaptajnkursus med ønsket om at give noget igen

GOOD VIBES ONLY - På tur til Giro Rosa

GOOD VIBES ONLY - Refleksioner over kørsel på bakker

GOOD VIBES ONLY - For women only - På tur med cykelmostrene

GOOD VIBES ONLY - Fra Vestfyn til Hærvejen - Raceday