Godt forberedt er halvt fuldendt

Når jeg står foran en udfordring jeg gerne vil godt i mål med, forsøger jeg altid at forberede mig så godt som muligt.

Lørdagens forberedelser stod derfor på en rolig rulletur med nogle enkelte korte intervaller, en enkelt sprint, vask af cykel, styr på mængden og typen af energi, samt bilen blev pakket.

 

 

I forhold til energien pakkede jeg en lille smule anderledes end jeg normalt ville gøre til en tur af denne længde, og det viste sig at være en god beslutning. Mere om det senere.

 

 

Nu var der blot tilbage at passe min sengetid og sætte vækkeuret til “tidligt op”, for en del af forberedelsen på løbsdage er en solid morgenmad med masser af havregryn, kaffe og god tid til at komme godt afsted.

 

Fra blåt til gråt…

 

Søndag morgen skinnede solen fra en stort set skyfri himmel på vestfyn, og jeg rullede ud af indkørslen lidt over kl. 7 i kort kort og med en smule løbssommerfugle i maven. Det var trods alt et par dage siden jeg havde sat cykelradaren på løbsmode, og jeg var desuden smerteligt klar over, at dagens program bød på noget ujævnt terræn.

 

Jeg havde i mit stille sind sat mig et mål, og ville gerne nå rundt på 3 timer, hvilket ville svare til indsatsen til Grejsdalsløbet i 2019, hvor dagens distance og antal højdemeter var sammenlignelige med dagens strabadser, og hvor jeg også havde trænet målrettet i perioden op til.

 

Efterhånden som jeg nåede længere og længere nordpå, skulle det dog vise sig, at vejret så noget anderledes ud på Silkeborgegnen. Himlen blev mere og mere grå, og inden jeg var fremme var det begyndt at småregne.

 

Skulle det mon vise sig at blive én af de dér dage?

 

En lille panderynke sneg sig vist ind under hjelmen.

 

Heldigvis var der kaffe på kanden og andre gode folk fra Team Motionsfeltet at sludre med, så det var bare på med JA-hatten og afsted ud i bakkerne.

 

 

Bakket koldstart og hængende bremse

Jeg ved ikke om man finder meget dårligere kombination!?

Det var i hvertfald ikke lykken for mit vedkommende, kan jeg godt afsløre.

Jeg måtte virkelig hænge i, for at følge med op af de første bakker, der i mit univers kom helt urimeligt tidligt på ruten.

 

Cykelmosterens dieselmotor var ikke engang lunken endnu!

 

Næste udfordring blev en træls skurende lyd, der indikerede hængende/forskubbet bremse.

Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at fikse den noget trælse tilstand på cyklen, og mosede videre op ad bakke med udsigt til at slippe den gruppe, jeg så indædt havde kæmpet for at hænge på.

Efter 5 km - som i sølle 5 km ud af 80 - måtte jeg bide i det sure æble og stige af for at fikse bremsen. Gruppen jeg sad i sejlede stille og roligt ud af syne op ad den næste bakke.

 

POKKERS!

 

En sød official på motorcykel undrede sig over mit pludselige stop, og spurgte lige til om jeg var OK.

 

Jo, jo… OK var jeg da, men i et splitsekund også en smule opgivende med udsigt til de resterende 75 kuperede kilometer solo. Jeg var kortvarigt fristet til bare at vende cyklen og rulle de tilbagelagte 5 km tilbage til Skoda’en, og så ellers helt diskret vende snuden mod Vestfyn igen.

 

Meeen…

 

Nu var jeg jo ikke kørt hele vejen til Silkeborg for at cykle sølle 5 kilometer, og lidt modgang skulle ikke slå mig ud af kurs, når nu jeg endelig var kommet afsted med nummer på ryggen og alting.

 

Efter en dyb indånding satte jeg i gang igen, og brugte nu bare den tid jeg havde brug for, til lige at finde det gode humør og bakkebenene.

 

Ud på tur - aldrig sur

Det skulle hurtigt vise sig, at jeg ikke var helt alene tilbage på de midtjyske landeveje, og inden længe fik jeg hægtet mig på et par mænd, der kom udenom mig i et tempo, der lignede noget, der kunne passe mig.

 

Uden at sige et ord til hinanden i mange kilometer, lå jeg lunt på hjul op og ned gennem det bølgende, og i øvrigt ret flotte, landskab.

 

De to herrer tog bare deres føringer på skift, uden et egentligt system og uden at vi havde aftalt noget.

 

Jeg blev den første, der brød tavsheden ved at tilkendegive, at jeg gerne ville køre med rundt, hvis ellers mit føringstempo kunne passe resten af gruppen.

 

I forhold til energiindtaget havde jeg i dagens anledning stukket et par gels i lommen, og det blev jeg rigtig glad for, for jeg havde ganske enkelt ikke overskud til at gå i krig med den energibar jeg også have med, og som jeg ellers altid plejer at starte med på mine lidt længere ture. I dag skulle der noget indenbords i en fart, for pulsen var en anelse høj, og jeg orkede ganske simpelt ikke at tygge mig igennem en energibar for nuværende.

 

Det næste kilometer gik faktisk rigtig fint, og jeg fik langsomt gang i dieselmotoren og bakkebenene. Jeg er stadig ingen raket på en stigning, men efter egen målestok var der trods alt fine takter derude.

Jeg kom op med en bedre rytme og tråd, og mit overskud efter bakkerne var også forbedret i forhold til tidligere.

 

Jeg har ikke helt styr på den tilbagelagte distance, men inden længe stødte min lille gruppe på en “enlig” kvinde, og hende inviterede jeg med i vores gruppe. Trekløveret var blevet en lille kvartet, og vi fortsatte ufortrødent samarbejdet, indtil vi kom ind på en cykelsti med masser af småsten og dermed masser af punkteringer, og inden længe havde vores lille kvartet også et fladt dæk.

 

Hvad nu? Vi havde jo ingen faste aftaler. Skulle vi blive sammen eller køre videre og efterlade vores uheldige punkterede rytter, der selv havde ventet på bakkerne og taget minimum sin del af føringerne?

 

Det blev til, at den anden kvinde og jeg (vi kendte stadig ikke hinandens navne) besluttede at vi ville holde sammen hele vejen hjem, og ikke efterlade vores nye bekendte i “vejkanten”.

 

Kvartetten var igen blevet en trio, nu blot med ny kønsfordeling.

 

Vi fik fikset punkteringen og fortsatte mod depotet, hvor der skulle tankes væske og lidt energi. En fodpumpe til det nødtørftigt pumpede dæk, kunne vi også finde.

 

Jeg plejer egentlig ikke at gå i depot, når jeg har nummer på ryggen, men sammenholdet og den sociale dagsorden tog over i dag, og det var så fint, og rigtig hyggeligt.

 

Som ekstra bonus, var det sørme også var blevet solskinsvejr.

 

Begejstringen ville ingen ende tage, og morgenens spirende panderynke var vekslet til det brede smil.

 

 

Er det ikke forunderligt, hvad en god cykeltur kan?!

 

I depotet fik jeg i øvrigt indtaget lidt fast føde i form af min energibar, og den faldt faktisk på et tørt sted.

 

Nu var der blot de sidste 30 km hjem, og vi fandt hurtigt ind i samarbejdet igen.

 

Eget tempo på bakkerne, samling og så videre derudad. Nu med lidt mere snak om løst og fast, men jeg tror, vi nåede godt 70 km, inden vi lige fik styr på hinandens navne.

 

Jeg var i dag på tur med Iben og Mogens.

 

Herligt!

 

Vores lille gruppe kom samlet i mål, og vi fik lige givet hinanden en “knuckle” som tak for turen og hilst pænt af, inden vi skiltes. Jeg glædes over en herlig tur med to helt nye bekendtskaber i flot terræn, og med rimelige bakkeben.

 

 

Det sociale aspekt kan bestemt noget, selv med nummer på ryggen, og jeg synes, det er så sjovt og givtigt at møde nye mennesker. Der sker næsten altid noget positivt i det møde - specielt når vi deler samme glæde ved at komme omkring i varieret tempo på to hjul.

 

Og hvem ved… måske mødes vi igen. Jeg giver i hvertfald gerne en tur i det vestfynske, hvis det kunne friste.

 

I mål var det tid til at finde de andre fra Team Motionsfeltet.dk (PREMUIM), der var godt gennem deres burgere, men vi nåede da lige en lille sludder, og det var nu også helt hyggeligt, for det er jo ikke meget, vi har set til hinanden på det sidste.

 

 

Slutteligt skulle der læsses igen, inden jeg træt, glad og fuld af GOOD VIBES satte kursen mod Fynsland igen.

 

 

Sikke et held, at jeg ikke trak stikket og vendte snuden hjemad i utide, for Tour de Midtjylland har helt klart noget at byde på, og selv om det ikke blev tiden, men det sociale og sammenholdet, der blev rettesnoren denne herlige dag, kunne jeg hjemme på Garmin Connect konstatere, at jeg havde været “i bevægelse” i 2 timer 57 min., og dermed var mit tidsmæssige mål, med de helt positive briller på, også opnået.

 

GREAT! 

 

Tænk, at det hele skulle ende med, at gå op i en højere enhed. Så kan jeg da vist ikke bede om mere.

 

Det skulle da lige være en kold øl og en omgang Tour de France på sofaen!