Sæson 2020, som jeg har arbejdet med at stykke sammen siden efteråret, er nu ved at finde sin form og falde på plads, og jeg glæder mig til nye eventyr på to (spritnye) hjul.
Cykelmosteren går gravel
Da det ene af denne sæsons mål er Flandern Rundt…
JA! DET Flandern Rundt!
…og da det skal foregå allerede den første weekend i april, har jeg siden november holdt kæden så stram som muligt med en del timer på landevejen, for at komme i form og få kilometer nok i stængerne, så jeg er klar til 174 km med 1854 hm, så tidligt på sæsonen.
Da jeg de forrige vintre er krøbet indendørs til spinning eller er hoppet på hometraineren, suppleret med en smule MTB, kunne jeg nu godt argumentere for, at det var helt nødvendigt med ny cykel til mig til vinterens lange udendørs ture, og det har jeg brugt et par måneder på at få landet.
Første step i den proces var en behovsanalyse:
Til min fortsatte træning denne vinter har jeg været på udkig efter en cykel, der kunne kombinere mit behov for at komme på landevejen i vinterens til tider noget udfordrende føre, og mit behov for fortsat at kunne komme ud på de ture, som mine vinter-MTB ture som oftest har været - skønne naturture langs vandet og i skoven.
I skoven holder jeg mig som oftest på skovvejene frem for singletrack’et, for jeg er ærlig talt noget af en tumling på en MTB, og jeg er klart mere til tons og tempo end til snørklet teknik.
Når det så er sagt, tænker jeg, at et mere varieret underlag end blot asfalt vil gavne mine skills, når jeg skal tage livtag med belgiske broste lige inden påske.
Med disse ting in mente gik jeg på jagt efter en Gravel/Crosscykel, der netop kan lidt af det hele, og jeg blev sidst i januar den glade ejer af denne customlakerede fuldblods carbon-herlighed fra Pronghorn.
En ny type cykel i “stalden” giver mulighed for helt nye typer af udfordringer og dermed nye typer af mål, så derfor prøver jeg d. 9. maj kræfter med en helt ny type cykelløb, nemlig Grejsdalsløbet Gravel som sæsonen andet mål. Grejsdal Gravel byder på en 75 kilometer lang rute på ca. 80% grus og skovstier.
Her ser jeg frem til en lækker naturoplevelse med udgangspunkt i Vejle og omegn, og med “bare” 500 hm på ruten, håber jeg på nogle lækre flade tonse-egnede stykker, hvor der er rum til at træde gaspedalen godt i bund ;-).
Pronghorn CX+Gravel Carbon Disc - Apex 1X11 - Køreglæde på dén store klinge
Efter at have været på besøg hos Pronghorn i Skanderborg, hvor Søren Veje Kristensen, som er medejer og direktør i firmaet, tog rigtig godt imod mig med masser af ekspertise og hyggelig cykelsnak, kunne jeg en noget mørk og diset tirsdag eftermiddag hente min nye cykel i Middelfart.
Og så kunne det KUN gå for langsomt med at få weekend, så jeg kunne komme ud og prøve kræfter med asfalt og grus på mit røde lyn.
Jeg startede med et par korte og lidt forsigtige ture, for lige at lære mit nye grej at kende, og da det ENDELIG blev søndag tog jeg en noget længere tur omkring Assens, hvor der er masser af lækkert underlag af forskellig karakter at tonse rundt på.
Konklusionen efter min første “rigtige” tur er, at jeg med den her cykel har ramt mit behov lige i rumpetten!
Cyklen er let og virkelig velkørende, og den løber rigtig godt på de forskellige underlag.
Da jeg ikke har valgt en decideret landevejsgearing, var jeg ret spændt på, hvordan den responderede på landevejen, og her blev jeg bestemt ikke skuffet. Jeg trådte den let et godt stykke op over 30 km/t uden at køre gearerne helt ud, og “landevejsfølelsen” var helt rigtig på trods af de noget bredere dæk og en helt anden gearing end jeg er vandt til.
Da jeg kun har én klinge foran og dermed kun 11 gear i alt, kunne jeg godt mærke, at der er et længere spring mellem antallet af tænder på kassettens kranse, og dermed større afstand mellem gearerne.
Det kostede lidt fart på bakkerne, men med det jeg skal bruge den her cykel til, betyder det ikke så meget. Til gengæld slipper jeg for nogen former for forskifterbøvl, da der aldrig skal skiftes klinge foran.
Da jeg jo som sagt ikke just er et teknisk vidunder, var jeg ret spændt på, hvordan jeg ville have kontrol over cyklen i sand, mudder og på stenede grusstigninger uden mit breder MTB-styr at manøvrere med.
Igen leverede min nye makker til UG med kryds og slange, og det var faktisk overraskende let at kontrollere cyklen med racerstyret, da den er så let og meget velafbalanceret. Faktisk følte jeg mig generelt set ret godt kørende på den her lækkerbidsken, og det var en lidt træt og MEGET glad cykelmoster, der vendte hjem efter 3,5 time i sadlen.
Jeg har efterfølgende været på et par rigtig gode ture mere, hvor jeg har eksperimenteret lidt med blandt andet dæktrykket, og jeg tror jeg har fundet et passende tryk på 2.5 bar, der giver væsentligt mere komfort på ujævnt underlag, end de 3 bar jeg startede ud med, men stadig uden at miste den gode fornemmelse af fart og lethed på landevejen, som jeg som bekendt også er ret vild med.
Igen blev jeg bekræftet i at en “gravel” var det rigtig valg til mig, for den her cykel bliver simpelthen bare sjovere og sjovere at køre på, jo bedre jeg lærer den at kende, og jo mere jeg tør udfordre den… og mig selv på de forskellige underlag og terræner.
Til jer der er interesseret i de mere tekniske detaljer på cyklen, har den følgende specifikationer:
Pronghorn CX + gravel carbon ramme, custom painted
SRAM Apex 1x11 gruppe med 10/42 kassette, 11s
ROTOR 3D+ CX 1 kranksæt
Stans NoTubes Crest hjulsæt
Challenge Gravel Grinder 38c dæk
Carbon Racing Carbon styr
San Marco Aspide Shortfit sadel
Pronghorn Cykler - dansk design og GOOD VIBES
Slutteligt vil jeg gerne lige give Pronghorn et par ord med på vejen, for som sagt fik jeg mig en rigtig god snak med Søren i Skanderborg - og i Middelfart for den sags skyld - for når cykelmennesker mødes går snakken som regel livligt.
Pronghorn er et familieejet dansk firma ejet af Søren og hans svoger, og man skal ikke tale ret længe med ham Søren, før man er overbevist om, at han er ret glad for at cykle… og når han så siger, at de kun laver cykler, de selv gider køre på, tænker jeg, det er et ret godt udgangspunkt.
I praksis betyder det blandt andet, at alle stel er af samme høje kvalitet - altså én model - ét stel, og så er det udstyret/specifikationerne, der bestemmer prisen derfra.
Pronghorns cykler lavet til træning og race, og er designet efter en Speed-over-distance filosofi inspireret af den amerikanske gaffelbuk - Pronghorn’en - der er verdens hurtigste landdyr over længere distancer.
Cyklerne udvikles og designes i eget regi, og samles af egne mekanikere på værkstedet i Skanderborg, hvilket betyder meget nærhed i alle led i processen omkring netop MIN cykel, og det kan jeg rigtig godt lide. Det giver en god tryghed, når der skal investeres mange penge i nyt grej.
Jeg kan slutteligt konstatere, at jeg meget hurtigt er blevet grebet af gravelfeberen, og med udstyret i orden og sigtet rettet mod nye mål kan 2020 bare komme an!
Fortsættelse følger…
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger