Fakta:
Producent: Castelli
Produkt: Racebuks, men den kan fint bruges til motionstræning
Vejledende udsalgspris: 1349,- kroner
Vægt: 183 gram (str. M)
Farver: Sort
Størrelse: Fås i herremodel i størrelse XS - XXXL og i damemodel i størrelse XS - XL. Buksen fås også uden stropper.
Forhandler: Empire Cycling kan henvise til nærmeste forhandler
Buksen vil gøre sig godt en varm sommerdag i Alperne. Foto: Castelli
Når den kommende cykelsæson for alvor skydes i gang - og når vi har vænnet os til at sige Quick-Step Alpha Vinyl (!) - vil holdets ryttere stille op i nyt og opgraderet tøj fra italienske Castelli. Vi vil både se Asgreen og Alaphilippe jagte monumentsejre samt Mørkøv køre lead out for Cavendish og Fabio Jacoksen iført Castellis nye Free Aero RC Bibshorts.
Men buksen er ikke forbeholdt ovennævnte ryttere. Alle kan hoppe i den og - i hvert fald tøjmæssigt - få fornemmelsen af at køre som en World Tour-rytter.
Detalje til World Tour-niveau
Går man i dybden med materialer, forarbejdning, design og pudekvalitet, er der flere væsentlige nedslagspunkter, og det første er noget så usædvanligt som stropperne. Disse får normalt ikke megen omtale, når en ny buks sendes på markedet - de er der jo bare for at holde buksen på plads.
Men på 2022-udgaven har man gjort stropperne lettere og mere ventilerende, så risikoen for at føle sig generet af dem er holdt på et minimum. En særlig detalje er den lille lomme i kreditkortstørrelse, som mange af Castellis bibshorts har på stropperne midt på ryggen.
På 2022-udgaven er lommens volumen mere end fordoblet, og den er flyttet længere ned mod lænden, så min første tanke var, at hér måtte jeg kunne opbevare min mobiltelefon. Men nej, der er tale om en buks til professionelt brug, så lommen er beregnet til den radio, rytterne benytter under løb.
Vi andre dødelige kan selvfølgelig stadig proppe mobil, penge eller nøgler i den.
Bemærk de lette stropper og den store lomme. Foto: Castelli
Fri for generende elastikker og silikonepuder
Et andet nedslag er stof og forarbejdning. Ud fra en less is more-tankegang har Castelli strippet buksen for alt overflødigt, hvilket også inkluderer indsyede elastikker samt påsatte silikonepuder.
Man har simpelthen sammensat et stof med det helt rigtige miks af holdbarhed, lethed, slidstyrke og elasticitet, som gør, at buksen - uden ekstra hjælpemidler - bliver siddende, hvor den skal, mens man cykler.
Men Castellis designere er ikke kommet sovende til det, for man testede 28 forskellige stoftyper, inden den endelige beslutning blev taget. Forarbejdningen betyder desuden, at stoffet lægger sig behageligt til kroppen, samtidig med at det har en passende kompressionseffekt.
Og for god ordens skyld; stoffet er naturligvis testet i vindtunnel, og også her har man fundet et par marginaler i forbedret aerodynamik.
Måske ser vi Kasper Asgreen komme først over Paterberg i et par Free Aero RC under Flandern Rundt. Foto: Castelli
Vellykket projekt
Sidste nedslag er puden, og Free Aero RC er udstyret med Castellis bedste, en Progetto X2. Når hud møder stof, kan friktionen i længden medføre irriteret hud og begyndende slidsår, så på pudens overside har man gjort stoffet ekstra blødt og strækbart.
Og med reference til kosmetikverdenens forkælelsesunivers - Castelli anvender betegnelsen Skin Care Layer - har man sat fokus på optimal komfort. Selve puden, som ligger under det øverste stoflag, er zoneopdelt, og de kontaktpunkter, der udsættes for størst tryk, er også bedst beskyttet af indlagte gel-puder.
Her er det vigtigt at få med, at Free Aero Race fås til begge køn. På herremodellen sidder puderne på én måde, mens de sidder anderledes på damemodellen.
Ikke bare til professionelt brug
Summen af de mange gennemtænkte detaljer gør, at buksen hører til på allerøverste hylde.
På parametre som vægt, komfort og aerodynamik scorer buksen højt, og designet er italiensk. Ikke bare professionelle, men også almindelige motionister kan få glæde af Free Aero RC. What’s not to like?
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger