Du kan høre hele afsnittet, hvor du normalt lytter til podcasts eller på www.forhjulslir.dk/podcast 

Maj plejer at gå stærkt, hvis man er cykelfan. Giro d’Italia forkæler normalt cykelfans med væddeløb i verdensklasse og fantastiske tv-billeder, men det bliver der desværre ikke noget af i maj 2020.

Giro d’Italia er ligesom resten af cykelkalenderen blevet rykket, og efter planen skal Giroen nu køres fra den 3. til 25. oktober.

I denne uges udgave af Forhjulslir får vi at høre, hvorfor Giro d’Italia er verdens smukkeste cykelløb. Per Bausager kørte Giroen i 1977, 1979, 1981 og 1982, og han indleder podcasten med at læse sine forord til bogen ”La Corsa Rosa” af René Preuthen.

Her er et uddrag af Bausagers fortælling om sin første Giro:  

”I 1977 stod jeg som 20-årig, og dermed feltets yngste rytter, til start i Giroen. I Napoli og i 40 graders varme. Det var et meget emotionelt øjeblik for mig at nå et så stort mål og at stå på stregen sammen med ryttere, som jeg havde fulgt og beundret med en næsten sygelig lidenskab.

Francesco Moser, Roger De Vlaeminck, Felice Gimondi, Franco Bitossi, Marino Basso, Giovanni Battaglin var der. Og mig! Jeg stod der selv og så, at rytterne var flottere, trøjerne og cyklerne mere lirens, solen mere skinnende og bjergene smukkere, end noget jeg nogensinde før havde set.”

Alex Rasmussen kørte Giro d’Italia 30 år senere i 2011 og 2012. Fælles for både Alex og Per var, at løbsbogen, også kaldet ”løbsbiblen” med ruteprofil og information om løbet, reddede dem igennem løbet, da de ikke magtede at fortsætte igennem smertehelvedet på bjergetaperne. 

”Nogle gange har man bare været så meget ude i tovene på sådan en dolomit-etape, som man egentlig ville have stået af," lyder det fra Per Bausager i podcasten.

"Men så har jeg tænkt: Ej jeg står ikke af - det gider jeg ikke, men det er sidste gang, at jeg nogensinde kører et cykelløb. Nu kører jeg til mål, så er det slut. Når man så har fået noget at spise, været i bad og så ligger i sengen om aftenen, så skal man alligevel kigge i den bibel (løbsbog) der. Og så tænker man, hold kæft, hvor er det lirens med de tre stigninger i morgen.”

Om at være mental slået

Alex Rasmussen kan nikke genkendende til Per Bausagers beretning og tilføjer: ”Man er mentalt slået, når man sidder der i gruppettoen og skal op over Passo Giau og Zoncolan - og der stadigvæk er 100 km tilbage, og du er 10 minutter efter feltet. Men altså, så er det du bare tænker, at du er en del af verdens fedeste cykelløb, og du vil for alt i verden bare igennem.” 

Udover at have lidt i gruppettoen har Alex Rasmussen været lige ved og næsten flere gange i Giroen. På den afsluttende enkeltstart til Milano i 2011 punkterede han to kilometer fra mål og endte på andenpladsen, kun syv sekunder efter David Millar.

I 2012 blev han nummer tre på den indledende enkeltstart i Herning, hvilket kørte ham i stilling til at komme i lyserødt, hvis hans hold Garmin kunne vinde holdløbet på 4. etape.

Garmin vandt, men Alex røg af på rutens enlige bakke, og mens holdkammeraterne fejrede sejren og den lyserøde trøje til Ramunas Navardauskas, var Alex knust.
 

”Jeg havde 20 kilometer hjem til mål, hvor jeg kunne sidde og tude over, at den lyserøde trøje lå derude i horisonten. Det værste var, at jeg vidste, at jeg skulle snakke med journalisterne. Jeg havde bare lyst til at køre direkte op i bussen med et håndklæde over hovedet og så ikke snakke med nogen i et par dage.”

Det kan godt være, at Alex’ drøm blev knust, men alligevel måtte han være professionel i momentet, da hans hold havde vundet og var kommet i lyserødt. 

"Det var en total mærkelig følelse at være på et hold, hvor der blev drukket rødvin om aftenen, og man selv bare gerne ville i seng.” 

Derudover fortæller Alex Rasmussen også om sin rolle som leadout-man for Mark Cavendish i 2011 på HTC-Highroad, Wouter Weylandts død i 2011, som Alex oplevede på tæt hold, de hårde kampe i gruppettoen og mange andre historier og anekdoter. 
 

Du kan høre hele afsnittet, hvor du normalt lytter til podcasts eller på www.forhjulslir.dk/podcast