Når man modtager en papkasse lige til døren, og man er nødt til at spørge fragtmanden, om han ikke lige vil hjælpe med at bære den ind, så har man altså at gøre med en tung pakke. Den nye Tacx-hometrainer, som nu bliver produceret af Garmin, står angivet til 23,6 kg på Garmins hjemmeside. Tilføjer man de ekstra komponenter, der hører med, og smider den i en papkasse, er vi oppe på hele 30 kg. Heldigt, at den kan blive leveret lige til døren, for jeg bor i lejlighed og har ikke engang en bil til at hente hometraineren ellers.
Det var dog den eneste udfordring, jeg reelt stødte på med at få denne hometrainer sat op og i gang. Tacx NEO 3M er nærmest en plug-and-play løsning, der efter man har fået den løftet ud af kassen - hvilket er gjort en del nemmere med et håndtag på traineren - reelt bare kan sætte sin cykel på med det samme og komme i gang med træningen. Traineren kommer endda med en præinstalleret kassette, hvilket betød, at jeg var kørende på under 15 minutter.
Med eller uden strømforsyning
For at blive i den tråd om at traineren bare virker ud af boksen, kan det tilføjes, at du ikke behøver at sætte ekstern strøm til den. Faktisk så skal man bare pedalere et par omgange, og så tænder traineren op og kan køre. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan det fungerer, men selv uden en konstant ekstern strømkilde kan hometraineren transmittere dine watt og kadence til enten en cykelcomputer eller en virtuel træningsplatform. Samtidig er hometraineren kalibreringsfri, så hvis du stoler på nøjagtigheden af wattmåleren i maskinen, så spiller det også fra start. Mere om nøjagtigheden af watt og andre data i den fulde anmeldelse om et par uger.
Hvordan føles den at køre på?
Rigtig meget af en køreoplevelse afhænger selvfølgelig af den cykel, du sidder på. Hvis man søger den helt optimale indendørs oplevelse, er der jo altid mulighed for at gå det ekstra skridt op og købe en fuld hometrainer-cykel, som f.eks. Tacx NEO Bike Plus. Det er ikke tilfældet her, men ud over at jeg har en god fornemmelse for min cykel, har jeg også været så heldig at have fået lavet et bikefit for et par år siden, så det med cyklen tilsidesætter vi lige for en stund. Selve oplevelsen af traineren kommer ned til f.eks. svinghjulet, simulationen og dit gearskifte.
Umiddelbart er følelsen af NEO 3M rigtig, rigtig god. Garmin har virkelig arbejdet på en optimal inerti, hvilket gør, at du under kørslen ikke oplever store udsving i følelsen og simuleringen af vejen. Selv bruger jeg primært platformen Zwift, som NEO 3M synkroniserer perfekt (og hurtigt) op med. På dette punkt er der mange ting at prøve af, som f.eks. lange opkørsler med forskellige stigningsprocenter, forskellige underlag, ERG-mode og vigtigt for mig, om traineren giver en god oplevelse med racing på Zwift.
En støjsvag trainer
Noget af det første, jeg opdagede, var hvor støjsvag en trainer det var. Som tidligere nævnt bor jeg i lejlighed, hvor jeg heldigvis har været sparet for naboklager, selvom min sædvanlige hometrainer har det med at gøre opmærksom på sig selv. Tacx NEO 3M, hvor M’et i navnet sandsynligvis henviser til magnetmotoren, minimerer ifølge Garmins hjemmeside for vibrationer, hvilket gør den ”udsædvanlig støjsvag”. Det må jeg give dem, det er den virkelig. Jeg oplevede en smule irriterende støj i starten, men opdagede, at det reelt nok bare var, fordi jeg lige burde få indekseret gearskiftet til den nye kassette (nej, jeg har ikke elektronisk gearskifte). Efter en indeksering og en tiltrængt voksbehandling af min kæde, kunne man virkelig høre forskellen.
De nye køreoplevelsesfunktioner
I forhold til de nye funktioner i traineren, som skulle give en mere realistisk køreoplevelse, er jeg nok nødt til at prøve dem af i alle scenarier og på forskellige platforme. Det har dog ikke afholdt mig fra, selvfølgelig, at prøve de helt nye indbyggede motion plates i aktion. Det er godt nok en speciel oplevelse at rokke frem og tilbage, mens man sidder indendørs på sin cykel, men i særdeleshed også på den fede måde. Man falder hvert fald ikke i søvn, mens man trasker gennem en lang lige ørkenlandevej i Zwift. Det skulle give en mere realistisk cykelfornemmelse, og det kan jeg godt se. Samtidig skal jeg nok lige overkomme og vænne mig til, at cyklen nu også bevæger sig på min hometrainer.
Det første indtryk
All in all vil jeg sige, at jeg har fået et godt indtryk af Tacx NEO 3M hometraineren. Jeg har egentlig haft lyst til at cykle på den hver dag for at prøve forskellige ting af hele tiden. Det er i og for sig en god indikator på, om hometraineren gør noget godt for min træning. Det betyder meget, at traineren er nem at stille op og bruge, især fordi jeg kommer til at pakke den sammen ret ofte. Så er det bare fedt, hvor nemt og rart det er at køre på traineren, hvilket kun forbedrer min oplevelse. Jeg ser meget frem til at teste de mange nye funktioner af over det næste stykke tid, hvor vi snart her på Feltet.dk udkommer med en fuld video-anmeldelse, samt artikel og giver en endelig vurdering og karakter på denne hometrainer.
Tacx NEO 3M sælges på garmin.com til 15.499 kroner.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger