En endnu mere dybdegående test med mange flere betragtninger følger desuden snart, når vi har kørt lidt flere kilometer på den.

 

Jeg har testet en Pro-udgave med Ultegra Di2 og Roval CL-hjul.

 

’One bike to rule them all’

Ovenstående er det mantra, som den nye cykel er lanceret under, og også det oplæg, som udviklere, designere og ingeniører har arbejdet efter, da SL7’eren skulle udvikles.

 

Hvad betyder det så? Det betyder, at Specialized vil væk fra tankegangen, der siger, at rytterne - i hvert fald de professionelle af slagsen - har brug for to cykler. Indtil for nyligt tilbød Specialized deres aerodynamiske Venge til flade løb, mens den lettere og styrvillige Tarmac skulle erobre bjerge og kuperet terræn.

 

Dette dobbeltskab skal være fortid med SL7’eren, som er gjort mere aerodynamisk, mens den har bibeholdt sin lave vægt. Slut skal det være med dagene, hvor profferne skifter cykel mellem etaperne og hvor motionisterne skal vælge imellem to spidskompetencer.

 

Tarmac SL7 kan således lidt frækt kaldes en krydsning mellem en Venge og den eksisterende Tarmac-platform. En gensplejsning, hvor det bedste fra to verdener er forsøgt fusioneret.

 

Yderst ambitiøst, når man tænker på, at begge modeller er blandt verdens mest anerkendte og eftertragtede modeller.

 

 

Venge på slankekur eller Tarmac på steroider?

Jeg vil gerne indrømme, at jeg havde glædet mig rigtig meget til at kunne konstatere ved selvsyn, hvordan Specialized er lykkes med missionen. Derfor var det med stor spænding, at cyklen blev modtaget, mens den endnu var under embargo og dermed hemmelig for resten af verden.

Eller - det skulle den have været, men et lækket billede af en af de første modeller, havde allerede turneret på nettet i ugerne op til officiel lancering, så selv om detaljerne var knappe, så havde de fleste cykelnørder allerede kastet øjnene på cyklen. Mig selv inklusiv.

 

At et spionbillede af en cykel kan skabe så megen spænding og hype illustrerer til gengæld meget godt, at de fleste sidder lidt på stolekanten, når der er væsentligt nyt fra Specialized. Om man er fan af amerikanerne eller ej, så er nyskabelserne fra Morgan Hill i Californien ofte et godt pejlemærke for, hvor udviklingen er på vej hen for hele markedet.

 

SL7’erne skuffer ikke! Tarmac’ens lidt lettere linjer er lette at genkende, men slægtningen Venge er heller ikke svær at få øje på, selv om DNA’en er blevet blandet godt og grundigt.

 

 

Kronrøret og cockpittet bærer præg af Venge. De sænkede sadelstræbere virker også til at have fået en opdatering og er mere markante, hvilket øjensynligt forbedrer aerodynamikken. Rørformer har også fået en opdatering hen mod det mere tempoorienterede.

 

Alt sammen noget, som tydeligt viser, at Specialized har fokuseret rigtig meget på at fremme aerodynamikken i forhold til den tidligere Tarmac.

 

Til gengæld fremstår cyklen slankere end en Venge og er ikke langt fra SL6’eren i sit udtryk, trods markante opdateringer. Jeg forstår derfor godt, at Specialized har valgt at indlemme den nye cykel i Tarmac-familien, snarere end Venge-slægten.

 

Og så er Tarmac-platformen trods alt ikonisk, mens Vengen stadig er en smule ung i forhold.  

 

 En sidste ting, som jeg bemærker ved den nye ramme er, at junction-boksen til Di2-systemet er placeret i sadelpinden med adgang fra bagsiden lige under sadlen. Det er også adopteret fra Vengen, men er helt logisk fordi det gider et rent, enkelt og lettilgængeligt set up.

 

Så det er svært at sætte sin finger på, om den nye cykel mest minder om en nedtonet Venge eller en bøffet op Tarmac. Men det skal man nok heller ikke. For Specialized forsøger netop at fusionere de to platforme med så få kompromiser som muligt.

 

Ud fra det første kig, så ser det ud til at være lykkedes godt rent design- og konstruktionsmæssigt.

Og så giver det mening: Aerodynamikken som er så vigtig og så den lidt lettere vægt og håndtering, som giver så mange køreglæde.

 

 

Integreret cockpit - ja tak!

Trenden peger hen imod, at de nye modeller fra producenterne lanceres med integrerede cockpits, hvor kablerne er gemt helt væk. Faktisk peger pilen så meget i den retning, at en ny model med blottede kabler fra styret, nærmest kan virke helt underligt.

 

Selv om de integrerede kabler kan være et mareridt for hjemmemekanikeren - eller cykelbiksen - så vil markedet have en helt strømlinet profil. Væk med kablerne!

 

Derfor har Specialized naturligvis sørget for, at den nye model, kommer med et integreret cockpit.

Det er lavet på den måde, at kablerne løber indeni det nye Aerofly-styr og videre ud under frempinden og ind i selve rammen. Derved er kablerne faktisk synlige under frempinden, men konstruktionen gør, at de løber så rent, at de ikke er synlige medmindre man kigger nede fra og op.

 

Jeg synes, at det er en fin eksekveret løsning - som langt hen ad vejen er lånt hos Vengen.

Cockpittet er helt rent og elegant og fordi kablerne ikke løber indeni selve frempinden, så er det en anelse lettere at servicere og justere eksempelvis styrhøjde.

 

Det klæder virkelig cyklen og er naturligvis noget af det første man lægger mærke til, når man sammenligner den med Tarmac SL6.

 

 

Køreoplevelsen

Jeg var spændt på at klikke i pedalerne og se, om fusionen af de to platforme var lykkedes. Jeg havde lejlighed til at køre et par måneder på Tarmac SL6’eren sidste sæson og jeg var meget imponeret af dens egenskaber. Så i min bog er det en tung arv der skal løftes og derved nogle heftige forbedringer, der skal opnås for at forbedre den pakke.

 

Allerede efter ti kilometer står det dog klart: Cyklen kører enormt imponerende og man mærker med det samme, at cyklen stadig er virkelig helstøbt. En af de features, som mange ryttere sætter pris på hos netop Tarmac’en.

 

Specialized lykkes rigtig godt med de ting, som de vil fremelske og som er fremhævet ved den nye SL7.

 

Cyklen er virkelig stiv og let nok til at reagere prompte på trådet. Det er en fornøjelse at træde den op i fart og mærke hvor elegant den tager imod kræfterne. Den føles virkelig stiv og jeg synes personligt, at jeg mærker den største forskel i forenden og kronrøret, som skiller sig ud i forhold til dens forgænger. Det giver også mening - området her har netop fået en overhaling.

 

Det er også en blåstempling af det nye cockpit, som bidrager til denne stivhed og følelse. Cyklen føles solid som en sten og er både rolig og let at håndtere, når man trykker til den.

 

 

Men også den opdaterede, bageste trekant i rammen er en kraftkarl og de kraftige rør holder solidt baghjulet på vejen og kræfterne omsat, når man for eksempel fyrer den af op ad små bakker.

 

På lige vej og i høj fart føles cyklen virkelig hurtig og let kørende. I forhold til SL6, så opfører den sig lidt mere som en rendyrket aeroracer, som føles mere retningsstabil og lidt hårdere i udtrykket, men også en anelse hurtigere og mere fokuseret på stykkerne med konstant høj hastighed.

 

Den føles altså umiddelbart en anelse mere effektiv end SL6’eren og holder farten virkelig godt.

 

En af de ting jeg var mest imponeret af, da jeg testede SL6’eren, var den helt sublime balance og de fantastiske styregenskaber. En ting er fart og aerodynamik, men en cykel bedømmes også i høj grad på, hvordan den håndteres i sving, kurver og teknisk terræn.

 

Og Tarmac-fansene kan godt ånde lettet op: SL7 har stadig varemærket: Den gode balance.

Den styrer først og fremmest meget præcist og balanceret. Den øgede stivhed eller aero-egenskaberne har altså ikke fået den til at understyre, som jeg ellers synes, at lidt mere aerodynamiske racere kan få en tendens til.

 

SL7 er meget tillidsvækkende og allerede efter 20 minutter på første tur, var jeg klar til at tage nogle hurtige sving i høj fart i det område, som jeg altid bruger til at teste dette.

 

Styringen er flydende og let at håndtere og det er vanedannende at læne sig ind i et sving i høj fart, som cyklen stadig indbyder til. Nøjagtig som forgængeren. Den er påfaldende rolig - ment i ordets mest positive forstand.

 

De opgraderede egenskaber gør cyklen lidt mere rå i sit køreudtryk end forgængeren. Det er i hvert fald sådan, at jeg mærker de første ture.

 

Cyklen føles hurtigere og mere rendyrket end forgængeren, som til gengæld havde nogle få procenters mere rendyrket, silkeblød komfort.

Det kan være en tilvænningssag og jeg glæder mig til at køre de næste 500 kilometer på cyklen for at kunne danne mig et mere helstøbt indtryk.

 

 

Æstetik

Man kan være lidt fræk og sige, at SL7’eren ligner de andre cykler, som lanceres i disse år. Men det er ikke Specilaized’s skyld, men snarere UCI. For de nuværende regler for cyklerne gør, at denne silhuet øjensynligt er den mest effektive og det er klart at alle forsøger at bygge så hurtige cykler som muligt.

 

Det man kan sige er dog, at SL7’erens ramme er vanvittig flot eksekveret.

 

Og så har designerne fra firmaet i min optik knækket koden til at levere spændende og tidssvarende lakeringer, som er både friske, men også tilpas klassiske til, at man har lyst til at se på dem i flere sæsoner. Det er naturligvis meget subjektivt med lakeringer, farver og mønstre, men jeg har hørt rigtig mange rosende ord fra cykelfolk, efter at det nye program blev offentliggjort.

 

Cockpittet har desuden en nydelig integration og meget veludført frempindsløsning, som har en moderne æstetik, som matcher cykler 100 %.

 

Jeg er ikke helt solgt på Aerofly-styret endnu, men det er også en smagssag. Styret passer godt til dem, som gerne vil have en æstetik, der peger mod Venge, mens traditionalisterne faktisk godt kan vælge et mere traditionelt styr, da Specialized har sørget for, at frempinden kan tage imod styr med den gængse diameter.

 

 

Første indtryk: Fantastisk

Mit første indtryk af cyklen, som i øvrigt synes at være delt af alverdens anmeldere, er at den er ret fantastisk.

 

Det er et ambitiøst projekt, som amerikanerne her har kastet sig ud i, men det virker som om, at det er lykkedes.

 

Cyklen er først og fremmest vanvittig hurtig både i accelerationer og i høj fart. Den er rolig og velafbalanceret, så den vækker tillid og så kan den tage sving og kurver lettere og hurtigere end de fleste.

 

Mit umiddelbare indtryk er således en ægte køremaskine, som vitterligt kan det hele.

 

Jeg kører videre på cyklen og kommer med en mere dybdegående, endelig test inden længe.