Den efterhånden traditionsrige cykelcross-cup afslutter sæsonen på søndag. Vanen tro har drengene fra Soigneur sørget for en festlig dag hvor deltagere og tilskuere i år kan sige goddag til en række nye tiltag.
Soigneur CX Cup strækker sig over flere løb fra efteråret og hen over vinteren. Afslutningen på løbsserien har hen over årene udviklet sig til lidt af et tilløbsstykke, hvor afviklingen henter sin klare inspiration fra cykelcross-festerne i især Belgien.
Her er løbsdagene ved de store løb lavet til en sand fest, hvor tilskuerne spiser og drikker og bliver underholdt af såvel ryttere som musik og meget andet.
Derfor er det bestemt heller ikke et helt almindeligt løb, der afvikles på søndag.
Masser af oplevelser for tilskuerne
Cykelcross er i forvejen tilskuervenligt, men ved søndagens finale er der ekstra mange grunde til at komme ud og kigge, hvis man er vild med cykelsport.
Det store finalerace afholdes ved Café Jorden Rundt i Charlottenlund. Her kan man som tilskuer se rytterne passere hver runde, mens Soigneur har sørget for masser af forkælelse. Der vil være gode forplejningsmuligheder i form af grillpølser og pandekager samt burgere fra Gastrotrucken og is fra Hansen Flødeis. Tørsten kan slukkes i enten øl eller kaffe, afhængigt af ens personlige feststemningsniveau.
Området vil være præget af rockmusik til at piske stemningen i vejret og i øvrigt fungere som et glimrende underlægningsbillede på de intense rytterudfoldelser som cykelcross om noget er garant for.
Stemningen blandt publlikum er også med til at løfte løbets niveau for rytterne.
”Det betyder meget for os, at deltagere har en sjov oplevelse og den oplevelse bliver forstærket af tilskurere, som hepper på dem. Så vi tænker også meget på tilskuerne, så derfor er øl, mad, kaffe og god musik en vigtig del af vores arrangementer" fortæller Jacob Lindsel fra Soigneur.
Også muligheder for familien
I år kan børnene også prøve kræfter med CX. Mellem to af starterne giver Soigneur de mindste mulighed for at ræse på ruten, når der åbnes op for ’Kids Race’ fra 13.15-13.30.
Her kan de små få lov til at give den gas og prøve små forhindringer - gerne med hjælp fra mor eller far.
Tilmelding er ikke nødvendig, mød blot op og vær klar på startstregen i god tid.
Fed rute og mange klasser
Finaledagen i Soigneur CX Cup byder altid på en speciel rute og i år er ingen undtagelse.
Ud over de sædvanlige forhindringer i terrænet, så er ruten krydret med et sandstykke og et flyover - også kendt som en belgiertrappe - som tvinger rytterne af cyklen. Alt sammen elementer som igen leder tankerne mod crossens hjemland Belgien.
Starterne for de voksne ryttere er som traditionen foreskriver opdelte, så alle kan være med. Det er nemlig en vigtig del af arrangementet, at alle ryttere tilgodeses.
”Vi er super glade for at kunne afholde de her cross løb, som både har et højt konkurrenceniveau, men bestemt også omfavner folkeligheden. Der er plads til alle - lige fra nybegyndere til danmarksmestre” understreger Jacob Lindsel.
Programmet for dagen ser således ud:
Kl. 11.00: Indskrivning åbner og ruten er åben for træning / opvarmning.
Kl. 12.00: Herre, Dame og U15
Kl. 13.15-13.30: Kids race (For alle børn og gratis at deltage)
Kl. 14.00: Herre Prestige
Det er i øvrigt stadig muligt at tilmelde sig online samt på dagen, hvis man vil køre.
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger