Fælles for alle mærker, producenter og distributører på Eurobike er, at de er her for at udvide deres internationale markedsandele. Det gør sig også gældende for de danske mærker, der alle har oplevet stor interesse fra potentielle kunder så langt væk som Sydkorea.
I denne serie præsenteres også et par mærker, som ligger lidt uden for det segment (landevej, MTB XC og cross), som feltet.dk normalt beskæftiger sig med. Fællesnævneren for nedenstående producenter er, at de er danske, og at de deltager på dette års Eurobike.
Ceramic Speed
De danske lejer er efterhånden blevet et almindeligt syn i krank, pulleyhjul og ikke mindst hjulnav på high-end cykler blandt både ambitiøse motionister og ikke mindst professionelle ryttere. Således var der Ceramic Speed lejer på cyklerne i 10 ud af 21 etapesejre i dette års Tour de France.
I år har Ceramic Speed indgået et samarbejde med hjulproducenten Black Inc Wheels (se billede ovenfor), der således kan anskaffes med fabriksmonterede Ceramic lejer. Marketingschef Inge Nørgaard oplyser, at dette allerede gør sig gældende med hjul fra Lightweigth, Specialized og 3T.
GripGrab
Tilbehørsproducenten har været på Eurobike de sidste fem år. Med et solidt fodfæste på det europæiske marked samt kunder i fx Sydafrika og Australien er GripGrab blevet et internationalt anerkendt mærke. Marketingschef Martin Paldan fortæller, at han nu oplever, at den yngre generation af danske ryttere ofte ikke er klar over, at GripGrab er et dansk mærke. En udvikling der må tilskrives mærkets stærke internationale profil og udbredelse.
GripGrabs primære nyhed er en kombination af kompromisløst racinggrej til landevejsrytteren i trafiksikre HiViz-farver. På billedet fremvist af Anders Modey, ansvarlig for GripGrabs salg i Danmark.
Hey Cycles
Den unge producent af high-end hverdagscykler har allerede etableret sig i Tyskland. På Eurobike gældet det om at komme ud til nye kunder i Europa, der sætter pris på cykler inspireret af klassisk skandinavisk design. Med designprisen Red Dot Award samt en særlig Eurobike designpris har mærket i hvert fald gjort sig bemærket på Eurobike 2014.
Winther
Den traditionsrige danske producent af hverdagscykler er også at finde på Eurobike. De præsenterede en række nye modeller primært henvendt til børnefamilier.
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger