Fortsat fra i går.

Klokken er mange - eller bare mere end da vi startede. Vi er på mellemstykket og altså mere end halvvejs gennem de 211,3 kilometer og 7.049 højdemeter. Salzkammergut Trophy 2014, jo tak!

Vi møder pludselig vores cykelmekaniker fra i går, jeg hilser og på gebrokken grilltysk får jeg fremstammet, at cyklen er 'spitze, suparrr’. Han kikker først direkte på mig, så igennem mig og så ... ingenting. Jeg passerer ham, undres, hvorfor vil han ikke anerkende min ros, var mit tyske for verlunkent, lignede mit ansigt en pøl eller…

Ahhhh. Nu ved jeg det, det var ikke mekanikeren, men i stedet den lidt fesne tjener fra et par dage siden, jøsses. Tror da pokker, han fattede nada. Sjov energi, lagt ind på kontoen.Av. Det stikker i mit højre knæ, når jeg træder. Det er ikke godt, helt ny smerte, og den går ikke væk. Jeg giger det til Thomas, min ene følgesvend på dette tidspunkt - at det ser ikke godt ud. Mellemstykket tilbagelægges uden høj hastighed.

Ved depotet før ’das killer’-opstigningen sætter jeg mig på jorden, får 'knækket' knæene ud, som at knække fingre, så jeg kan høre brusken give sig. Det hjælper, smerten og det ubehagelige er væk, men måske er det en stakket frist. Holder benet. "Lave gear, lave gear Finn. Fokus".

Alle roterende dele på cyklerne bliver vasket - turen går ud og rundt i det bløde sø-sving. Vi kører på en kunstig plasticmåttebeklædt pynt ud over vandet. Elegant. Asfaltstykket afsluttes brat med en mindre stigning op til et kloster, som vi kører igennem. Rundt og videre hen mod 'opstigningen'.

Solen kigger frem, vi nyder det. Kommenterer det højlydt, fokus på de gode ting. På asfaltstykket inden klosterporten mister min gps satellitforbindelsen, ikke tid til at vente på, den finder sig selv igen, niveaumåleren er efterfølgende upræcis. Har rundet 4.500 højdemeter, mangler ’kun’ 2.500.

Sidste sløjfe: Das killer
På afstand ser vi kædebanen, hvis bare der var plads til to cykler. Stop, ikke derfor vi er her. Begynder opstigningen. Mentalt nedbrydende hver gang der nås et hjørne, og der kommer en ny stigning. Vi trækker op af første stejle stykke og bliver overhalet af flere, der langsomt slæber sig op i lave gear.

Thomas’ gearing er ikke optimal til den her slags; xx1 giver for lille spillerum og for høje gear. Hans ryg gør ondt, har det bedst ved at gå. Jeg bliver træt i ryggen af at gå og holde skævt over cyklen. Skidt cocktail, men fortsætter op, ”så længe vi er i gang”, siger vi højt igen. Kommer til den ulidelige speakerfætter i lederhosen ved Salzberg. Forinden forceret et græs-mudder-stykke. En tanke bliver sendt manden på Fatbike, det må være kræs for ham, hvis han ellers når så langt med sit skrummel.

Efter speakeren kommer 30 % bakken. Tæt på håbløst bare at trække cyklen op - på asfalt! Foden søger efter ujævnhederne for greb. Utallige kliksko har efterladt små mærker i vejen, men de er for små til at kunne bruges til greb. Søger mod højre side, og der finder jeg klumpet græs i en snæver kanal langs vejen, som kan fungere som små trin. Vi rammer toppen ved 1.500 meter. Nedkørslen slutter ved 19.15 tidsgrænsen, som tages med en margin på 17 minutter.

På næste og sidste store bjerg fornemmer jeg, at Thomas er ved at være uigenkaldeligt træt, foretrækker at trække cyklen. Siger til ham "at bare vi får så stejle stigninger som muligt nu, så taber vi ikke så meget tid til bjerget". Det sker ikke, vi bliver flere gange overhalet.



Frygten for fejebladet
Jeg er bekymret for situationen. Vi satte 33 minutters margin til ved sidste tidsgrænse. Det burde kunne gå, hvis vi kan holde tempoet frem til næste tidsgrænse. Men det gør vi ikke. Jeg kører lidt foran, prøver at få Thomas med, han kan ikke. Råber bagud. Ingen respons. Venter et minut mere, så så kommer Thomas til syne. Jeg råber igen. "Vent til jeg kommer op, råber han tilbage". Han kommer op.

Jeg siger, at dét her bliver ikke ved med at gå, vi når det ikke. Jeg bliver nødt til at køre, jeg vil ikke pilles ud af tiden. Det første Thomas siger, er "jeg var sgu' ved at dejse om lige før". Det er ikke godt, en udmattelse der ikke kan rettes op. Han fortsætter. "Du kører bare Finn". Jeg spørger om det er ok. Det er det, ved godt, at et farvel nu betyder at Thomas er ude. Måske kan jeg selv endnu nå det. Vi siger farvel og ses på den anden side. Det fælles projekt, at komme sammen i mål og få en weissbier er væk. Tiden er opbrugt.

”Du har 27 min, Finn,” tænker jeg højt til nærmeste træ. ”Men hvor ligger det 195 km mærke”. Det skal være løgn, at jeg ikke gennemfører. Skifter et par gear op, bliver siddende på cyklen, moser igennem. Jeg vender et par sving, overhaler flere ryttere. Får en besked med fra amerikaner-italienske Fabio, om at "min kollega" ikke skal vente. ”Yes Fabio”. Endnu en mission og mere benzin på bålet. Når toppen. Høj fart nedad.

Sekunderne tikker, tiden står stille
Så sker det. Uret går død for strøm. Jeg er blind. Fuck. Hvor langt er jeg. Jo, jeg kører langs Gosau by, men ingen nedkørsel. Vejen fortsætter bare langs byen. Jeg kan nu høre, hvad der må være tidszonen, den sidste, men jeg fortsætter - væk! Nej. Det går op nu, ikke stejlt, men op. Pæn bakke. Bliver på stor klinge, maser på. Overhaler en mere. Fortsætter frem. Endelig er der hul i skoven, ned til højre, ned mod byen. Står op i cyklen, passerer et bemandet knudepunkt. Råber. Hvor langt endnu. Han forstår i hvert fald situationen. "Under en kilometer" råber han.

Jeg ankommer til depotet og ser det magiske tæppe. En gang, to gange spørger jeg: om dette her er 20.15-tidsgrænsen. Ja, siges der for anden gang. Yes. Jeg er igennem. En anden rytter råber, "es is noch nicht fertig jetzt, wir muss weiter fahren". Hvad? Hvad snakker han om, jeg/vi har jo kørt efter 20.15-grænsen som den femte og dermed sidste grænse. Hvad mener han? Jeg er ikke helt klar over, hvad der sker. Men han kan ikke have travlt for sjovt.

Jeg hægter mig på ham, det går stærkt, overhaler flere. Det går mest ned, kun få bakker op. Kommer ud på asfalt, yes. Så er der kun lækker vej tilbage. Passerer et par max 50 km/t-skilte. Jeg tænker højt, "jeg sætter sgu ikke farten ned pommes frites". Fortsætter rundt i en kurve og ser pludselig et skilt ind til fjeldstien igen. Kontrasten får det til at se slemt ud. Lækker ny asfalt nedad, mens jeg kører fra og op ad en grusvej. Bliver på den store klinge foran. Kommer ud igen lige efter den andensidste fotograf passeres.
 

Jeg er alene igen og kan skimte to-tre foran mig. Krydser hvad der må være den sidste bro og … hvad hulen, det er jo Benedict, der kører der. Mange timer, kilometer, højdemeter siden, jeg så ham sidst. Han råber. Jeg råber. Han prøver at køre ned af den mudrede brink, vælter næsten. Jeg halvløber ned, må ikke vrikke om. Kommer hen til ham. Han er ikke imponeret over sin sadel, kvast ved 180 kilometermærket og ingen hjælp de sidste 30 kilometer. Øv.

Over målstregen
De sidste 50-100 meter mødes vi af massive klapsavler, horn, skrig og glade skrål. Vi giver hinanden hånden 50 meter før mål og passerer samtidigt. Vi ser Lasse og Rolf stå foran os, de må lige være kommet i mål. Rolf får øje på os og ser meget overrasket ud. Så er der jubel i målzonen. Claus er der, Lars Ole med familie er der også. Vi får kun krammere af andre ryttere, vi er møgbeskidte. Men glade.

Det er først nu, at vi får at vide, at vi rent faktisk har gennemført - i sidste minut. Nervøs med tilbagevirkende kraft. Troede vi var sikre. Men løbet lukkede klokken 21.00, Benedict og jeg passerede mållinjen 39 sekunder før. Klokken 20.59.21. Der kom kun to ryttere mere ind, så lukkede tidsgrænsen. Vildt og svineheldigt.


 

Thomas lå i sengen. Tilbage på hotelværelset. Efter vores farvel blev han hentet af en ambulance, han ringede selv efter den. Cyklen blev efterladt i fjeldet. Lægerne sagde heldigvis god for ham, så selvom hotelmutter spurgte ind til ambulancefolkene flere gange, så fik han lov at komme hjem i seng. Claus fik efter 65 kilometer de samme symptomer som før en diskusprolaps år tilbage, rygsmerter med stråling ned i benene. Desværre kunne han først køre fra efter 90 kilometer. Han undgik varige skader, men det havde ikke været sjovt at køre ned. Lars Ole havde tidligere på dagen gennemført B-ruten.

Min mås havde det fint. De andre ømmede sig over diverse områder. Jeg kunne ikke rigtig mærke noget. Mærkeligt. Fik anbefalingen at klæde om under bruseren. Fik blusen af og gik ind i cykelbukser og strømper. Tændte vandet. Det gik fint, indtil vandet løb lidt ned. Av for h….. Der var også souvenirers til mig. Lysken, et festligt eldorado af babyrød læskende hud.

Dagen, en lang en, gik på hæld - sluttede med lidt øl og pizza. Hjem i seng klokken 00.00. Hjernen vidste godt, at løbet var forbi, men kroppen kunne ikke lukke ned. Dumme krop. Den har slidt og slæbt en hel dag. Men nu, som en elastik fra fryseren, krummede den sig langsomt og ømt sammen. Alle fik en urolig nat med elendig søvn. Det skulle vise sig, at de kommende dage vendte mønstret sig, kroppen havde nu fået ro, men hjernen blev ved med at køre de samme 'verdammte Rampen' igen-igen.
 

I dette års udgave var 752 ryttere tilmeldt, fra 40 forskellige nationer. Efter første tidsmåling, ved 22 kilometer, var der 615 ryttere tilbage. Det blev til 354 ryttere, der gennemførte løbet inden for tidsfristen og yderligere, 24 ryttere kom ind i tiden 16+ timer. Finn Christensen forbrændte 11.200 kcal på dagen, kørte med en gennemsnitspuls på 128. Cyklen var udstyret med 38/24 klinger foran og 11-36 kassette bagpå. Læs mere om Salzkammergut Trophy her.