Jeg ruller af sted, og halvvejs mod havnen begynder skiltene at vise vej mod Rottnest Express. Jeg følger skiltningen og kommer frem til et tomt havneområde, hvorfor jeg henvender mig til en terminal medarbejder og spørger hvor båden kl. 08.44 ligger til. Hertil svarer manden at den ligger til i ”B-Shed” på den anden side af havnen, og peger langt væk.

Pludselig er jeg ikke i så god tid endda. Jeg skal tilbage hvor jeg kom fra et par kilometer. Og så til højre et par kilometer igen i alt cirka 7 kilometer i morgentrafik og med 23 minutter til afgang. Den gamle stifinder mumler og bander i skæget, fralægger sig alt ansvar og giver skiltningen skylden.

Med sved på panden racer jeg ind på kajen, mens de er ved at få de sidste gæster om bord. Jeg viser min billet og tror jeg og min cykel skal følges ad, men en medarbejder siger at den nupper han lige, og forvisser mig om at han nok skal passe godt på den.

Argh, det er nu svært at overlade sin baby til en havnearbejder der er vandt til at håndtere udlejningscykler og rullebure. Det er da også med vantro jeg ser til, at min cykel og fire andre bliver spændt sammen med en scanstrop til et jern gelænder. Storsvedende, grundet et kapløb mod tiden og grundet angst for at modtage en skamferet cykel, sætter jeg mig til rette på hurtigbåden, som cirka 40 minutter senere skal lægge til på Rottnest Island.

For at gøre ondt værre, står cyklerne på dækket hvor de bliver gennemsølet af hundredvis liter saltvand der slår ind over dækket, så det er med en kende mistro at vi modtager cyklerne på den anden side og vi står alle og inspicerer cyklerne for skrammer og skader. Det viser sig dog at cyklen har klaret frisag, og en smule saltvand kan dog trods alt skylles af når jeg kommer hjem igen.

Rottnest Island er en stor turistattraktion ved Perth, med dens megen kystlinje, azurblåt vand, klipper og ikke mindst det lille rotte-lignende dyr, en quokka, som ligner en mellemting mellem en rotte og en kænguru.

Øen tiltrækker mange turister og da der ikke kan fragtes biler på færgen lejer de hver og én en cykel eller en tandem og det skal vise sig at være med livet som indsats, at afprøve ruten bland hundredevis af japanere på cykler bevæbnet med selfiestænger.

Jeg har hjemmefra lagt gps-sporet af ruten ind på min Garmin, så jeg trykker på ruten og triller op mod start. Jeg triller mod vest i medvind og bruger igen de første kilometer til at blive varmet lidt op. De 19,4 km rundt på øen bliver dog med en del afbrydelser, grundet slalom kørsel blandt lejecykler.

Allerede efter 500 meter kommer jeg omkring et hjørne hvor jeg møder en japaner i den gale side af vejen. I sig selv en forholdsvis ufarlig situation, hvis ikke det var for de tre andre lejecykelsvende der vælger at gøre hold i modsatte side, hvorfor det pludselig er en road block. Det lykkes dog at navigere igennem og jeg kravler atter ned i bøjlen og drøner videre på ruten.

Efter et par kilometer render den flade asfalt ud og det er op og ned herfra. Henover jernbanen op til højre og så ellers op og ned som var det taget ud af Vejle ådal. Efter første bakke kommer jeg atter rundt om et hjørne på en lille skarp nedkørsel og endnu engang bliver jeg mødt af selfiestænger, liggende cykler og endda disse selfiestangssoldater liggende på vejen for at få den helt rigtige selfie som åbenbart fås ved ligge så lang man er på asfalten.

Såvel første møde som dette, lader det til at være en kæmpe overraskelse for krigerne at de møder medtrafikanter, om end jeg føler det er mig der bør være overrasket over dette sceneri.

Nuvel, man har vel set en asiat med en selfiestang tidligere, så intet kommer helt bag på én, om end det skaber en kende uro på ruten. En tredjedel ude på ruten svinger ruten skarpt til venstre for at slå en sløjfe ned på den sydligste del af øen. Rundt i et skarpt højresving må jeg hurtigt ud af bøjlen og finde bremsen frem, da dele af Sahara har fundet vej til vejbanen. En farlig situation er ved at udvikle sig, men den gamle ørkenkriger redder skærene og kæmper videre mod fjenden længst fra øst.

Ørkensand i svingene skal også vise sig at være en gennemgående udfordring og man kan da håbe at ruten er fejet når vi rammer løbsdag.

På vej mod den nordlige del af øen rammes den blege italiener af tunnelsyn, da et par ældre Miss Australia modeller ligeledes er ude at teste ruten. Misilet bliver låst på målet og fyres af ud af ruten, op til højre og op ad en lille bakke. Da jeg kigger ned for at hvile nakken, viser det sig dog på computeren, at de tre Miss’er ikke kender ruten. Eros må lave en omkring og finde tilbage på sporet og ned af bakken og ud til højre igen, for at finde modvinden og de sidste kilometer ind mod mål.

På det sidste stykke ind mod mål har vinden fundet vej til næsen, så hvis vinden har samme retning på løbsdag er det vigtigt ikke at brænde ud på vejen ud. Jeg finder dog et nyt mål ude i horisonten, da jeg kommer nærmere viser det sig at være endnu et hold Miss’er, på vejen der op er det atter slalom gennem turister på tandems og da jeg passerer de nydelige damer kan jeg da også høre at en netop overstået nærdødsoplevelse diskuteres.

Jeg ruller forbi dem i go' stil, så de rigtig kan få et blik af Team Motionsfeltets farver, inden jeg triller over stregen hvor jeg første gang får øje på den berømte quokka, en lille bandit på størrelse med en gravhund, men med arme som en T-rex, så den hopper rundt på bagbenene.

Næste møde med den lille mini T-rex er på en cafe på stranden, hvor den lille fætter hopper rundt på gulvet til stor irritation for personalet, men til morskab for turisterne og undertegnede. Jeg bestiller en tvivlsom suppe og nogle chicken tenders mens jeg venter på færgen, og mens ruten mentalt gennemgås igen og igen. Næste møde med øen bliver på raceday, hvor alt bliver sat på et bræt, og cyklen forhåbentlig spiller max.