Jeg kaster vand i hovedet, for at få øjnene til at virke. Til trods jeg hoppede tidligt i seng i går, har jeg været vågen en del gange, med sommerfugle flyvende rundt i maven og en god portion stress over at cyklen endnu ikke spiller maks.

Jeg åbner den lille køler og finder mælken til min havregryn frem, fylder skålen op og nyder de fintvalsede korn mens jeg vågner.

Tasken er pakket og klar, cyklen blev droppet af ved færgen i går eftermiddags, så jeg skal blot klæde mig på og gå ned af trappen for at hoppe i taxaen kl. 05.30.

Den holder klar som aftalt og jeg bliver fragtet de 10 kilometer ind til havnen, hvorfra færgen letter anker klokken 06.30. Da jeg kommer frem er køen til færgen allerede knap 50 meter lang, og folk står med søvnige øjne og venter på at komme ind i varmen. Når solen ikke er på, kan man godt mærke det er vinter, cirka 5 grader og lidt vind kan godt få en træt fyr til at se lidt ynkelig ud. Efter små 10 minutter begynder køen at bevæge sig og jeg finder ind i stævnen af båden, hvor der er nogle bløde møbler, hvor jeg vil prøve mig med en morgenlur.

Båden har dog ikke fattet det med vinter, for aircondition’en hamrer løs og gør det til lidt af en dybfryser, så folk inklusiv undertegnede sidder pakket ind i overtøj og nogle med tæpper. Det bliver da heller ikke til noget søvn da en Kiwi (Mike fra New Zealand) jeg mødte den anden dag sætter sig ned ved mig og vi falder i snak igen. Mike kan fortælle, lige inden vi lægger til, at starten er udskudt med en time, da vores cykler ikke er kommet frem endnu. Det nedsætter stressniveauet for nogle af de tidligst startende, da cyklerne er i kufferter og først skal samles inden start.

For mit vedkommende betyder det både, at jeg kan nå at få en mekker til at kigge på cyklen atter en gang, men samtidigt at jeg har meget kort tid fra jeg kommer i mål til færgen letter igen, så min presbold ligger i bagenden.

Da vi lægger til, går der dog ikke mange minutter før vi kan få vores cykler og Mike og jeg finder et spot i solen, hvor vi kan samle vores cykler. Det er et sandt inferno af cykler, hjul og kufferter, 300 mænd og kvinder der hver især er i færd med at få samlet sin cykel på rekordtid, før den helt store prøve for året.

Samlekonkurrencen bliver afbrudt af infomøde klokken 09.30, hvor UCI tegner og fortæller. Mange skal have kontrolleret deres cykel, inden start, da UCI fejlede i går, hvor der skulle have været præcheck af cykler. Hvis cyklen ikke lever op til UCI’s regler, får man ikke lov at stille op.

Undertegnede har målt og vejet cyklen, så jeg bør være inde for tolerancen, men det giver nu alligevel en kende tyndskid, at man ikke kunne få det verificeret i går, så man havde chancen for at rette til inden start.

Ohh well, vi lytter til de vise ord, og springer efterfølgende på ”projekt-samle-cykler” igen. Kort før kvindernes start har jeg fået samlet raketten og når lige at få check’et cyklen, før det er for sent. Den består!

Så er er der et krydderi mindre til fars tyndskid, nu kan jeg så rulle cyklen ned til Sram’s mekaniker som er stillet til rådighed for os. Jeg præsenterer ham for mine udfordringer (Skrid! Det er et problem det her, ikke en udfordring!) med at den takker over og nu kører den heller ikke skide godt efter Lee’s fejlslagende forsøg på at få den til at spille.

Jeg står et par minutter sammen med den stakkels Sram mekaniker mens han prøver at fejlfinde, det står hurtigt klart at kablet ikke slipper ordentligt, når der skiftes ned. Et problem der ikke var før mit besøg ved Lee.

Vi vender hovedet i vejret på cyklen. Sram mekanikeren, lad os bare kalde ham Bobby, står og roder sig i håret og siger så, ”jeg kan ikke se kablet til din bagskifter, det ser ud til at ham der har trukket kablet har trukket det i det forkerte hul”.  Jeg tænker tilbage til i går, hvor Lee sagde at min mekker i DK havde lavet et rædderligt stykke arbejde med kabelføring, hvilket jeg havde meget svært ved at forstå, da han aldrig har skuffet mig. Men når fjolset Lee, end ikke ved hvor kablet skal føres, kan jeg da godt forstå han bliver forvirret når noget er lavet rigtigt. Så de 7 timer fjolset brugte på cyklen i går var herligt spild. Så er det jo godt det var gratis. NOT!

Men det er det heldigvis i dag og Bobby erkender hurtigt, at det er noget af en opgave jeg har givet ham. Jeg forvisser ham om, at han har godt med tid, da jeg først starter klokken 15.18 og skal starte opvarmning ved 14.30 tiden.

Bobby springer på opgaven og jeg begynder at gå rundt og lede efter cykler i størrelse 56-58 og kigger på alderen af rytteren, for at se om det kunne være en plan b, i tilfælde af min egen slagende tidsrøver ikke bliver klar til start.

Dette bidrager til gengæld til fars eksamensmave, som for fjerde gang inde for få timer må tømmes på den nærtliggende cafés toilet. Udfra dekorationerne i toilettet lader det til jeg ikke er den eneste, der har eksamens stress på dagen.

Jeg har sat en alarm, så jeg får min kost på de rigtige tidspunkter. Så jeg trisser tilbage til kufferten og får mig noget at spise, inden jeg vil inspicere området.

Så med maven fuld og snus i mundvigen, bevæger jeg mig rundt blandt mine kombattanter. Det hele foregår på et græsareal på størrelse med en fodboldbane. Tre telte er sat op, uden sider, to af teltene indeholder 40-50 hometrainere hvor rytterne sidder og varmer op. Et telt indeholder forplejning, og et par pavilloner udgør cykelværkstedet.

På det åbne græs areal står cykelstativer linet op med cykler hængende i sadlerne. På græsset sidder folk og hygger, enten efter endt race eller spændt ventende på at komme i gang. Et par hundrede meter op af vejen ligger start og mål lidt forskudt for hinanden. Min inspektion er rimelig kort, da området kan overskues på få minutter og jeg føler desværre ikke jeg har overskuddet til at gå rundt og netværke, da min skæbne pt. hænger ved Bobby, med risiko for at blive noget lort.

Klokken nærmer sig 14, og jeg går over for at se hvordan det går. Bobby har netop fået trukket nyt kabel, og står med armene i vejret. Vi highfiver og jeg håber, at alt nu nok skal ordne sig. Jeg går op og klæder om for efterfølgende at gå ned og tage imod min cykel i sidste øjeblik. Her bliver jeg mødt af et sort kabel, der løber på ydersiden af rammen, fastmonteret med strips.

Hvad foregår der, spørger jeg, hvortil Bobby må melde at det fortsat ikke virkede ind gennem rammen, så han lavede en nødløsning. Nuvel, bare det virker, tænkte jeg. Og nupper cyklen og ruller en kort tur. Krunk siger det atter engang da jeg presser på i højt gear. Jeg prøver mig lidt frem. Det er ikke optimalt, men det bedste det har været hele ugen, så jeg accepterer og ruller ned til teltet med hometrainere, hvor jeg hurtigt monterer cyklen i rullen, smider en pose is ned af nakken, håndklæde på styret, snus i mundvigen og starter min opvarmning.

Jeg prøver at lukke ned for alt uden om. Problemerne med cyklen er fortid nu, og det der måtte være, kan jeg ikke gøre noget ved. Nu er det bare mig og 19,4 kilometer smerte foran. Pulsen ryger hurtigt i vejret og benene føles en smule tunge. Jeg ignorerer det og fortsætter ufortrødent opvarmningen og bevæger mig ind i zonen. Sveden pibler frem på panden og isen på ryggen smelter og løber i en lind strøm ned over halsen og ned på rammen.

Det suser fra de mange hometrainere, der bliver tævet igennem af mig selv og mine banemænd. Jeg kører pulsen op i race pace, holder den nogle minutter og ruller lidt ned igen. Op i puls og ned igen. Uret nærmer sig 1500 og jeg har svært ved at blive helt inde i zonen som spændingen stiger.

Klokken 15.02 springer jeg af cyklen, afmonterer den og triller mod start, hvor cyklen atter skal kontrolleres af UCI.

Jeg har taget mit rygnummer med i hånden, da tiden har været knap. Jeg spørger en canadier om hjælp, til at montere nummeret på ryggen. Et syn der havde været smukkere, hvis det havde været det danske flag, der havde lænet sig ind over et sammenbøjet canadisk flag. Men det var ikke tilfældet, så her står vi to mænd i stramt lycra. Den ene bøjet forover og den anden stående bag ved og prikker mig i ryggen.

Med et penetreret dansk flag stiller jeg mig i køen med få minutter til start. Før jeg ved af det, står jeg på rampen, klar til at kæmpe mod tiden.

De sidste 8 måneders hårde træning kommer ned til dette: 19,4 kuperede kilometer på den anden side af jorden. Mig selv, min smerte og min tvivlsomme cykel. Jeg klikker i pedalerne, overlader balancen til manden bag mig, kigger frem, og ser perifært på uret der tæller ned. Det hele bliver en smule sløret. Tunnelsyn i den lille klokke af en tempohjelm indfinder sig, da den kvindelige official tæller ned fra fem, fire, tre, to, en og bum, nul fingre tilbage. Jeg rejser mig i pedalerne og træder ned af rampen. Hurtigt kommer cyklen op i fart på det flade stykke og min puls banker i vejret. Ro på tænker jeg, pulsen skal nok finde et leje.

Jeg kigger på hastigheden og er ikke helt tilfreds, men beroliger mig selv igen. Der er modvind og jeg skal lige finde rytmen.

Jeg når dog aldrig så langt, som at finde rytmen for nu rammer de mange bakker. Jeg skyder ind på den første og glider ned gennem gearene, for at undgå kæden hopper over.

Det lykkes og jeg stryger over toppen på første bakke og træder til, for at bygge farten op på nedkørslen. Inden næste bakke indtræffer, har smerten allerede indfundet sig, til både irritation og glæde. Irritation da jeg finder det en smule for tidligt og glæde, da det er dette jeg racer for. En ubeskrivelig smerte, hvor den med evnen til at æde mest af sig selv, vinder den store præmie.

Endnu en gang lader jeg mig falde ind i en film, hvor jeg selv er helten og hovedrolle indehaver. Benene skal holde kæft, som Voigt siger og der bliver også skreget et ”silent scream” shut up legs fra undertegnede, som de begynder at skrige efter en pause. Halvvejs ude vender jeg rundt og drejer ind i medvinden. Benene skriger efter ilt og for at slippe af med den opbyggede syre, som har ophobet sig i de store blege køller.

Savl-guirlanderne har indfundet sig igen og danner et mindre vandfald, som selv ikke et underbid af Ludo Dierckxens dimensioner, ville kunne holde vandmasserne tilbage. På den efterfølgende bakke bliver mine vinderdrømme penetreret af selv samme canadier, som for under 30 minutter siden bad mig ”bend over” og monterede mit nummer på ryggen. Han kommer flyvende forbi og trods hovedet ville følge efter, reagerer benene ikke. Den negative feedback fra laktatophobningen nægter signaler om at udvikle flere watt om at komme frem til pedalerne.

Jeg accepterer min skæbne og moser videre ud fra de forudsætninger jeg har. Allerede nu her cirka halvvejs begynder jeg at miste synet, som plejer være signal om at jeg er ved at besvime. Det er lykkes mig, flere gange på rullen, at presse citronen en kende for meget.

Men på landevejen har jeg været i stand til, at holde den på grænsen over flere minutter. Jeg ligger mig i zonen mellem smerte, manglende syn og hørelse og finder min fred med, at det er alt jeg kan gøre. Jeg er flere gange nødt til at kigge ned, for at finde synet igen, inden jeg igen læner hovedet tilbage i den aerodynamiske position, hvor jeg igen begynder at blive småblind. Heldigvis er der ingen modkørende, så det er blot et spørgsmål om at holde cyklen inden for de hvide streger og finde mål.

Med 5 kilometer til mål kommer der lidt fladt, og jeg kan se en kombattant ude foran. Endelig et offer jeg skal indhente. Jeg er startet 90 sekunder efter ham, så det giver selvtillid. En lille bakke dræber mig lidt, men jeg ved det snart flader ud igen, og med vinden ind bagfra, kan de to blege stempler godt presse motoren det sidste stykke til mål.

Rundt til venstre og tre flade kilometer ind mod mål, med et smerteligt grin, som Mauris der uden tvivl kunne grine eller skræmme en vaskebjørn ned af et træ, eller i dette tilfælde en quokka, presser jeg citronen mere end nogen sinde. Topfarten holder sig under 60, men det er alt, hvad der er, at skyde med. Jeg ruller over stregen som nummer 17, i en tid som på igen måde lever op til mit niveau og forventninger, men under omstændighederne et hæderligt resultat.

Cyklen finder selv ned til min kuffert, hvor jeg falder udmattet om på græsset. Uden tid til at sparke til ting, græde i en dyne eller juble over at være nummer 17 i verden, skal jeg på rekordtid have pakket cyklen ned i min kuffert, aflevere den og hoppe om bord på færgen igen.

30 minutter senere finder jeg mig selv på færgen på en sofa, hvor tankerne kan få lov at flyve. En evigt tilbagevendende kommentar der kommer min vej, er fra min gamle Senior fra Sønderborg der med bestemt stemme sagde, ”Det var Boris, Ku i li det?” Javel Hr. Senior sergent, I dette tilfælde hører jeg senior sergent Stoltenberg sige, ”Det var Perth, Ku du li det?” jeg må tykke på svaret og vende tilbage senere Hr. senior sergent.