Mødes med Thomas et godt stykke tid før, er hurtigt ude af bilen og i tøjet. Alt er klar, tjek. WTF, Thomas er sku langsommere om at få tøj på end til at køre MTB, nå men så venter jeg da bare lidt.

Vi triller op mod stævnepladsen, øv det er tunge lår, heldigvis vækker makkeren mig lidt ved at forsøge at placere hans forhjul foran mit på vej opad. Næææ nej du, det er mit domæne. Fint nok dog, så ved jeg at racerhjernen alligevel er på plads, så skal benene bare vækkes.

Vi smider tasken med KONGE dragten, skal det virkelig være i dag at flyverdragten fra Harald skrald skal luftes, og måske endda øverste på podiet? Ud på sporet, ned af bakke det er en dejlig start, så glemmer man hurtigt at benene ikke gider, rundt i svinget og så derudaf. Et par antrit og så en tissetår mere. Glemte jeg at sige at jeg også tissede da jeg parkerede bilen? Thomas mener vi ikke er varme nok efter den runde, så vi tager en halv mere, jeg tisser af inden vi slutter den.

14 min. til start, jeg stiller mig sku op i boksen, så står jeg godt. Makkeren finder sin boks, 20 meter bag mig. Så venter vi.

Klokken er 10:00. Herre starter, sidste tømning af den alt for nervøse blære, det kan vist lige nås.

Klokken er 10:03:45, tænder cykelcomputeren.

Klokken er 10:04, starter går, klikker i pedalerne, første forsøg. Tramp i pedalerne, op i gear husk det går nedad, masser af fart i cyklen, jeg ligger forrest på den bredde grussti, måske ikke optimalt at tage al vinden, men bedre end at være fanget i klumpen, i hvert fald for nu.

En enkelt sniger sit forhjul op i nærheden af mig, kan høre den tunge ånde og grusset der larmer, jeg giver den lidt mere, vil gerne først gennem første højre sving med det bløde underlag inderst i svinget. Han kommer frem foran mig, så lad ham trække lorten, fin beslutning, kører frihjul bag ham, nr. 2 gennem svinget må være godt nok.

Gennem svinget, ingen stres. Op i fart, men alt for langsomt til min smag, kører vi race eller hvad, nuvel gem dig for vinden, det er det klogeste her 30 sekunder inde i løbet. Nå ok, nu er det 35 sekunder inde i løbet og jeg ligger igen forrest, hvordan gik det lige til, men hvad er nu det, en flyvende TSR kommer fra bagerste geled, smadrer forbi mig, råber ”så er det på”, han har en med sig, jeg lader ham tage anden position og går ind i tredje. Igen kan jeg køre frihjul, mens landevejsoksen voldtager den mudrede sti, han sprøjter det bedste han har lært, må pudse briller oftere end jeg drejer rundt i pedalerne.

Shit der er fart på. Ned i fart igen og gør klar til højresving med blødt underlag inderst, vi kommer fint igennem og grustonsmaskinen bringer farten op, jeg ved hvad der venter og holder mig i tredje position.

Der står den, bakken vi lagde ud med op mod stævnepladsen, den er lang og ret hård, jeg tænker det er alt alt for tidligt, men jeg bliver bare nød til at følge Thomas gude åbning op, med det bedste mine ben kan præstere, vi rammer bakken - Here we fucking go, fuld gas ud til venstre. Op på siden af nr. 2, op på siden af forreste mand.

Thomas smider en taktisk genialitet, ”Jeg slipper dig, Go Go”, jeg lystrer som den gode hund jeg er. Fuld power henover toppen, jeg ved det er her der skal holdes en høj fart så jeg ikke skal bruge energi på at træde cyklen i gang igen. Det virker fandme, kæmpe hul. Fedt så kan de sku selv forsøge at lukke lortet i modvinden.

Rundt i endnu et sving, kigger tilbage og jo de forsøger sku, en RMK mand forrest i jagten, hvad han ikke ved er at jeg har styr på ham, ved præcis hvem han er og at han sidste weekend kørte en runde langsommere end jeg kørte mine to (runde for runde), han skal nok gå ned.

Tankerne flyver hen på mit eget tempo, det er for højt, det er et langt løb, måske helt op mod 1 time og 50 min. jeg ved det ikke helt endnu, vi er jo nærmest lige gået i gang. Beslutter mig for at bakke lidt af, men ikke lade dem komme op.

Lad mig sige det sådan her, der sker noget i hjernen når man ligger forrest og ikke aner hvor de andre er. Jeg tror man bliver paranoid, jeg kører i hvert fald, som har jeg stjålet de gels der hurtigere og hurtigere forsvinder fra min baglomme. Heldigvis er sporet, om end mudret, dog nemt og jeg kan holde den fart jeg orker.

Så er det bare kampen mod sig selv, ikke for meget gas, men heller ikke for lidt. Ud på sidste omgang bliver jeg indhentet af en ny rytter jeg ikke har set før. Where the f. did he come from. Ja jeg tænker da på engelsk, hvad ellers? Hold kæft han har overskud, fuck.

Er du herre motion?
Ja
Dig?
Ja

En kort med vigtig samtale, kunne han ikke bare have været en gammel stodder, så jeg kunne køre mit eget løb… Jeg lader ham komme først ind på det første mudrede stykke singletrack, lad os se hvad han duer til. Ok, han er usikker gennem det dybe mudder og dårlig opad, jeg tænker frem på ruten og den mudrede stigning der kommer ganske snart. Er det her jeg forsøger at knække ham?

Han dummer sig i et sving, og jeg kommer let forbi, det er tæt på bakken så jeg beslutter mig. Det er nu, han skal knækkes. Det er nu jeg skal vise at jeg er en mand, manden. MANDEN!!!! Jeg tramper alt hvad jeg kan, mine lår eksploderer igen og igen. Forlår, baglår, læg med hvert et tråd. Jeg vil ikke mere, på en måde giver jeg op og det er her jeg træder hårde endnu, sådan virker det bare, vil du ikke mere, så træd hårdere.

Alt gør ondt og jeg kan ikke længere find frem til de mentale gemmesteder med motivation, jeg tror det er her man ikke kan være længe ad gangen, jeg kan i hvert fald ikke, men bakken slutter vel også på et tidspunkt?

Jeg har hurtigt 20 meter til ham, har læst ham rigtig, men det er bare ikke meget. Det ville sku næsten også have været for nemt hvis der kun skulle et par hundrede meter til at afgøre den duel.

Så er der kun en ting at gøre, jeg tænker på hvordan smerten i benene føles, sammenligner den med timerne på hjemmetræneren til Sufferfest, kører på kanten, bumler rundt, mudder smadrer op i mit ansigt, hold den stram. Ud på gruset og op i gear. Rejser mig og laver en kort spurt for at få farten op, han skal knække før mig, han skal.

Terningerne er kastet jeg giver mig helt til kanten og lidt over, kan han hente det, så ved jeg sku ikke hvad jeg så gør. Jeg tramper og tramper, og han hænger på og på. Nogle gang 20 meter andre gange 50 meter. Det er svært at danne et ordentligt overblik og jeg laver fejl hver gang jeg kigger tilbage.

Endelig kapitulerer han, det er så fedt et øjeblik, jeg elsker det bare når man kan se dem, at de ikke gider mere, jeg ved præcis hvad han tænker og jeg elsker at det er ham og ikke mig.

Jeg holder kæden stram henover de sidste to stykker singletrack og op forbi stævnepladsen, hvor jeg hører de dejlige opløftende råb fra Martin og Thomas, er sku for træt til at hilse pænt, men tænker at jeg ser lidende nok ud til at det accepteres.

Så mangler bare de sidste meter til målstregen, jeg er glad for der ikke skal spurtes om det i dag, for jeg har virkelig trætte ben.

Forløsning og nu kun tanker om podieplacering, øverst, i flyverdragt. Peace.

Billeder fra artikel: SonnMedia // Gorm J Siiger