100 meter går der, så ligger han og roder rundt på jorden. En stor skikkelse. De øvrige skikkelser kører forsigtigt udenom. Nogle kigger ned, andre har nok i deres eget og virker ikke en gang til at registrere den ældre mand, som befinder sig under dem. De tænker kun på en ting: at komme op!

Inden vi går videre med beretningen, bør jeg nok sætte scenen og præsentere persongalleriet. Vi befinder os i de franske alper, datoen siger fredag den 24. juli, og nedslagspunktet er det mest legendariske en cykelmotionist kunne tænke sig: Alpe d'Huez. Manden, der bider i asfalten 100 meter længere oppe ad vejen, er min morfar, Freddi. Han er 75 år og fik for fem år siden en meget nedslående nyhed af sin læge. På daværende tidspunkt vejede han et godt stykke over 100 kilo, og hvis han ikke ændrede livsstil, ville han ikke leve mange år endnu, blev han fortalt.

Som 70-årig er det ikke den nemmeste melding at bearbejde. Hvordan skal man reagere? Min morfar reagerede på bedst mulige måde og hev den gamle havelåge ud af skuret. Siden blev den byttet ud med en mountainbike og endnu senere en rendyrket racercykel. Den er lige nu placeret for enden af hans sprællende ben, spændt fast til de cykelsko, der ikke blev afkoblet i tide.

De håbefulde aspiranter

På vej op ad bjerget, ind og ud mellem cykler og biler, med kurs mod den ældre mand, løber to unge drenge. Det er mine brødre. Rasmus og Jacob. Rasmus er min tvilling, og han er ligesom jeg selv 22 år. Han er egentlig bygget som en bjergrytter og minder faktisk en del om "Kyllingen" af statur. Eneste forhindring i forhold til, at han - når han på et tidspunkt har fået min morfar på benene - også selv skal forsøge at give sig i kast med verdens mest mytiske bjerg er, at han ikke har siddet på en racercykel, siden han fik knallert som 15-årig. Han kan lægge et tag med imponerende præcision, men har ikke lungekapacitet til at løbe ned til bageren. Nu skal han forsøge at bestige Alpe d'Huez på en til lejligheden lånt mountainbike.

Er min skepsis tydelig nok?

Min anden bror, Jacob, der netop nu er ved at hjælpe min morfar på benene, har marginalt større chancer for at kæmpe sig igennem de 21 hårnålesving og til alpetoppen i over 1800 meters højde. Han er 20 år og har ligesom jeg selv spillet fodbold det meste af livet. Men det er et par år siden efterhånden, og både han og jeg går i dag mere op i styrketræning. Det giver en del dødvægt, som vi skal forsøge at transportere 13,6 kilometer i opadgående retning.

Sidste håbefulde udfordrer er min onkel, Peter. Cykelgrejet er i orden, det samme er formen, men ængsteligheden for at blotte sig selv på et bjerg, der har krævet mange velkendte ofre, er til at tage og føle på.

'Han skal bare overleve'
I dette øjeblik ser jeg ham - min onkel altså - ankomme til det skarpe venstresving ved foden af Alpe d'Huez. Her står jeg selv placeret. Til højre for mig ser jeg, hvordan mine brødre maser på for at få skubbet min morfar i gang. Det er ikke nemt, når hældningsgraden er omkring de ti. Missionen lykkes dog, og jeg vender mig mod min onkel, der som sidst ankommende har tabt lidt kulør ved synet af den rå klippevæg, der indhyller det første, lange og seje stræk op ad bjerget i skygge.

Alt imens er Rasmus og Jacob luntet tilbage til bunden. Rasmus er forpustet (det tegner jo meget godt), og Jacob kigger delvist grinende, delvist chokeret på min onkel.

"Morfar styrtede, men vi fik ham skubbet i gang," forklarer han, men Peter lytter ikke. Han peger i stedet op ad bjerget. Vi vender os om og ser endnu engang den store skikkelse rode rundt på den rå asfalt. Jeg tager mig instinktivt til hovedet. 'Han skal bare overleve' har fået en helt ny betydning.

Det værste er, at min morfar faktisk har god teknik på en cykel og er et fysisk pragteksemplar af en mand, der er tre fjerdedele på vej mod de 100 år. Men stigningsgraderne og den historiske og kaotiske scene har øjensynligt taget pippet fra ham.

Mål og delmål... og delte delmål

Min morfar rejser sig op og begynder - til min store lettelse - at gå op ad bjerget. Netop som to lastbiler passerer ham, forsvinder han ud af mit synsfelt. Jeg kigger på min onkel, der allerede har fundet telefonen frem og er ved at ringe til min mor, der i bil er kørt i forvejen op ad bjerget som en slags forpost. Hun må ned og hente ham.

Alt håb er dog ikke ude. For det man skal forstå ved Alpe d'Huez er, hvordan de første tre kilometer er fuldstændig umenneskelige. De er som konstrueret til at hyle bjergets udfordrere ud af den, så de ikke når at se den del, hvor det kun er stejlt. Jeg har besteget stigningen én enkelt gang og er af den overbevisning, at det teoretisk set kan lade sig gøre. Kan min morfar blive kørt til trekilometer-mærket, har han en minimal, men reel chance for at klare skærene og udleve sin store drøm.

Min lillebror, Jacob, synker en klump ved min side:

"Nå, skal vi komme afsted," siger han. Min onkel, der er færdig med at instruere min mor og har puttet mobilen i cykellommen, nikker og sætter i gang. Det samme gør Rasmus og jeg.

Er det en mur?
Jeg har som sagt cyklet op ad Alpe d'Huez en enkelt gang før og er altså pinlig bevidst om, at det handler om ikke at knække på den første del. Derfor følges jeg med Rasmus - som jeg har konkluderet må være gruppens svageste tilbageværende led - det første snorlige, men uhyggeligt stejle stykke op. Jacob kører 20-30 meter længere fremme, min onkel er allerede stukket af, men mit eneste fokus er at sidde ved Rasmus' side, når det helt store chok indfinder sig. Og tro mig: Det indfinder sig.

For hvis man tror, at det første stykke, der er indhyllet i klippevæggens skygge, er stejlt, så har man ikke set, hvad der venter en, når første hårnålesving slår til højre og solens stråler for første gang rammer en i ansigtet. Alt efter hvor skarpt den skinner - i dag er det for fuld blus - fristes man til at tro, det er synsbedrag, men den er desværre god nok.

Det, der møder en efter det første af de 21 hårnålesving, ligner til forveksling en mur. Hvis jeg ikke kunne se de mange motionister foran - og over - mig snegle sig afsted, ville jeg afskrive det som blind vej, men det er det desværre ikke.

"Man down!"

Der er derfor ingen vej udenom. Med Rasmus på hjul kører jeg så nænsomt som overhovedet muligt op ad det obskurt stejle stykke asfalt. Jeg når lige at tænke, at det sgu da egentlig går meget godt, da jeg hører min bror bag mig:

"Man down, man down!" skriger han, og jeg vender mig om og kan se, at jeg mod min vilje har lagt afstand til Rasmus. Han holder sig dog stadig på cyklen, hvilket vi netop har set kan være en præstation i sig selv. Det er trods alt godt. Min racercykel kan dog ikke komme så langt ned i gear som Rasmus' mountainbike, og jeg er nødt til at forlade ham på klippevæggen.

"Kør dit eget tempo og pas på morfar," skråler jeg bagud, mens jeg accelererer op mod min lillebror.

På vej derop passerer jeg netop min morfar, der slentrer afsted, trækkende med sin cykel.

"Pas på Rasmus," instruerer jeg i forbifarten i håbet om, at de så i det mindste har hinanden. Inderst inde ved jeg godt, at turen nok bliver en kort fornøjelse for dem begge.

En ondsindet form for karma
Hvis der er én ting, der beroliger mig, skal det dog være det, jeg nævnte tidligere: at vi har sendt forposter afsted op ad bjerget. Min mor kører i en bil, mens hendes mand, min onkels kone og min lillebrors kæreste kører sammen i en anden.

Der er med andre ord hjælpende hænder over hele stigningen, hvilket er nødvendigt, for den ydmyge gruppe, der for få minutter siden stod i bunden af bjerget - bestående af mine brødre, onkel, morfar og jeg selv - er også spredt ud over det hele. Min onkel er kørt i forvejen, Rasmus og morfar er sat, mens min lillebror og jeg sammen kæmper os igennem de første seje kilometer. Det giver lejlighed til at fortælle tre vigtige tips til motionister, der giver sig i kast med Alpe d'Huez for første gang.

Nummer 1: Du skal for alt i verden huske at spise og drikke!

Nummer 2:  Kør altid dit eget tempo. Der er ikke noget mere forfærdeligt end at sidde ude af din comfort-zone på så stejl en stigning, når målet bare er at gennemføre.

Nummer 3: Lad være med at spille superhelt! Det "sjove" ved en stigning som denne er, at der bliver afregnet ved kasse ét. Du kan sidde i overskud og dristige dig selv til en acceleration for sekundet efter at sidde med lungerne oppe i halsen og bande dig selv langt væk. Alpe d'Huez har sin egen form for karma.

Plantet!

Desværre kan det være svært at følge sine egne kløgtige råd, når man som jeg er konkurrencemenneske og har en puls på vej mod de 200.

Det må jeg konstatere, da jeg en fire-fem kilometer oppe ad bjerget pludselig taber terræn til Jacob. Hans baghjul glider simpelthen langsomt væk fra mit forhjul, og jeg er ikke i stand til at øge tempoet. I længere tid har jeg kørt og fulgt hans fart, der åbenbart er en smule højere end den, jeg kan generere. Nu betaler jeg prisen. Jeg kæmper ihærdigt for at holde hjul, men alle røde lamper blinker, og jeg må give fortabt. Jeg er plantet!

"Husk, at spise og drikke," når jeg lige at råbe efter min lillebror, inden han er for langt væk til at kunne høre mig, og jeg er helt alene i verden.

Sådan føles det i hvert fald, men det passer nu ikke helt. Det er dagen før, Tour de France-feltet ankommer til Alpe d'Huez, så der er både fyldt op med motionister og biler. Alle passerer mig dog, som var jeg blot en fodnote, og jeg kan mærke det mentale slag i ansigtet. Nu er det ikke kun mine ben og lunger, der er på overarbejde, men også hovedet.

Jeg kan mærke troen forlade kroppen hurtigere, end luften siver fra et fladt cykeldæk. Det her klarer jeg næppe.

Er du også spændt på at se, om Jonas og familien overlever og klarer den til Alpe d'Huez' top, så læs med i morgen, hvor anden del af den lille juleføljeton udgives.