Natten til mandag den 25. april. Klokken er 02.15, og jeg bliver i et sæt vækket til tonerne af Lassemands voksenrap, ”Den sidste bastion". "Endelig fred, endelig ro..” - Argh det er vi ikke helt enige om, Lasse.

Øjnene svier, og jeg har mest lyst til at lægge mig til igen, efter kun to og en halv times søvn. Min massør, fysioterapeut og ven mente klokken 50 minutter over sengetid, at jeg skulle købe en lækker lækker håndcreme i Mors Dags-gave gennem ham. Så 45 minutter senere og 450 kroner fattigere gik jeg i seng med vished om, at vækkeuret ringede igen lige om lidt. Så det var ikke en krammer til cremekongen, der var i tankerne, da jeg brutalt blev revet ud af min søvn, hvad der føltes som få sekunder senere.

Men men men... Når nu turen går til Mallorca for at piske rundt på cykel, så kan man trods alt godt hive sig ud af fjerene uden alt for meget brok. Så efter et hurtigt bad og lidt snus i mundvigen, var jeg hurtigt klar igen.

På Facebook er feriebilleder altid fejlfrie, og ens liv ligner noget fra the Kardashians, men mit første billede og starten på min ”ferie” var et busstop på Glasvej i det københavnske Nordvest-kvarter klokken 03.15. Oven i købet med sved under armene efter at have slæbt både cykelkuffert og tasker, og i selskab med et par fulde gutter der var ved at kalde det en dag.

CPH lufthavn klokken 04 om morgenen derimod er en sand fornøjelse. Der er rent faktisk plads til at komme frem, og der er ingen kø. Så her fløj jeg igennem som Il Falco på en nedkørsel. Nu var der kun to timer og 40 minutter mellem mig og Mallorca. Jeg havde bestilt mig ekstra benplads, da mine 188 centimeter godt kan lide at strække sig.

Og det gjorde jeg. Under hele flyveturen lå jeg, så lang jeg var, og viste efter al sandsynlighed både åben mund og lidt savl på blusen til alle, der kiggede min vej. Det er sådan, vi ruller, os ude fra landet - jeg har en kammerat, der har scoret sin nuværende kone i værre forfatning, så der er håb for mig endnu.

Vel ankommet til Palma på Mallorca venter jeg med lige dele spænding og ængstelse på at få min cykelkuffert udleveret, skræmt over hvordan den mon ser ud efter en tur gennem den torturmaskine nogle kuffertkastere i lufthavnene kan være.

Den ser dog overraskende godt ud, og jeg bevæger mig mod udgangen, hvor jeg efter planen skal samles op af en fra det spanske turistbureau. Efter lidt forvirring finder jeg en dame, der venter på én mand med én cykel. Jeg er en mand, og jeg har en cykel, og vi bliver på dårligt engelsk enige om, at det må være mig, hun venter på. Så hun kører mig til et hotel på den anden side af øen. Velkommen til Iberostar - Alcudia Park Hotel.

Begejstring over toilet-telefon

Mit værelse er ikke helt klar ved ankomsten, så jeg bliver udstyret med en billet til en cola og en tur i snackbaren, hvor der er kage og lidt yoghurt. Det kan være, at de siden har fortrudt, at de sendte mig derind. Jeg er jo trods alt jyde, og min kampvægt er stadig på den gode side af Rolf Sørensen anno 2016, så jeg tog godt for mig af de spanske lækkerier. Alt andet ville være en hån mod alle sønderjyder med respekt for et godt kagebord.

Med en mave fuld af kage får jeg endelig mit værelse, og efter en kort begejstring over, at der er en telefon på toilettet (okay måske ikke helt så kort - jeg nåede at tage et billede af den, poste det på facebook og få min mor til at ringe mig op) begynder fokus at indfinde sig: Fra A til B på min Cannondale. Mest opad og gerne så hurtigt som muligt.

Jeg flår min kuffert op i håb om at finde cyklen i hel tilstand, og lettelsen er stor. Den var helt, som jeg efterlod den - og den ser hurtig ud. Jeg får den samlet i en fart og hopper i det stramme tøj. Nu skal der bestiges bjerge.

Trods en krop der mest er bygget til at kaste med halmballer og æde stegt flæsk med persillesovs, så elsker denne selvudnævnte danske Eros Poli at køre i bjerge. Jeg har de sidste fire år kastet min Fiat Stilo til de franske alper for at fjolle rundt på de legendariske stigninger, så glæden er stor over, at jeg igen har fået muligheden for at køre opad på mere end blot Valby bakke.

Mit midlertidige mallorcanske domicil ligger lidt syd for byen Alcudia på øst siden af øen, og jeg har udset mig et fyrtårn på den nordligste spids cirka 40 kilomeer mod nord ved Cap Formentor som dagens målstreg.

Jeg kigger kortet, inden jeg forlader hotellet, og håber, at mit indre kompas igen har omstillet sig til den nordlige halvkugle efter seks måneder i New Zealand. Jeg tager måske et enkelt forkert sving, men ellers går det super op mod målet ved Cap Formentor. Jeg flyver op af kysten i den hårde sidevind og straffer asfalten. Hårdt.

Filmen knækker

Som en anden femårig dreng har jeg selvfølgelig en film kørende inde i hovedet, hvor jeg holder et jagtende felt bag mig, så jeg kan have det fornødne forspring når jeg rammer stigningen cirka 20 kilometer længere fremme. I bedste Eros Poli-stil.

Men ak. Bedst som jeg kører min paradekørsel op gennem byen Pollenca indtræffer katastrofen. Vejarbejde, hul i vejen og ”GUNG!”. Mit baghjul hamrer i hullet og slangen bliver bidt. Pis! Her kommer ingen hjælperytter med et hjul til mig, så jeg springer af cyklen og prøver at skifte slange, som var jeg et Ferrari-team i F1.

Mens jeg sveder over hjul og slange, genkalder jeg mig utallige Jørgen Leth-anekdoter om fordums helte, der selv måtte agere cykelsmed for at kunne gennemføre dagens etape. Jeg må sige, at det alt andet lige skønnere er at skifte slange med sol og havudsigt, frem for i seks graders ”varme” og regn.

Trods punktering og lapning lykkes det mig at holde det jagtende felt bag mig og jeg suser mod stigningen. Jeg har ingen anelse om stigningens forløb, så jeg springer ud i den som en konfirmand til sit første halbal.

Den får deropad, og jeg ser til min overraskelse, at der er ryttere tilbage fra dagens tidlige udbrud, som jeg æder én efter én. Selvtilliden er stor, stigningsprocenten vil jeg skyde til en 5-7 stykker, da den kan holdes på stor klinge, solen skinner, og den store, hvide muskel skyder opad.

Efter cirka fem kilometer krydser jeg den første top og kaster mig ud i nedkørslen på cirka samme distance. Da den oprindelige Eros Poli med dødsforagt kastede sig ud i sin nedkørsel mod sejren i Carpentras, var det løbende tilskuere og motorcykler, han skulle passe på. I mit tilfælde er det derimod fritgående geder, der gør nedkørslen til lidt af et event. Jeg overlever den spændende nedkørsel, og efter cirka fem kilometer flader det ud, og der er et lang fladt stykke, inden det går op og ned de sidste 5-6 kilometer op til fyrtårnet.

Opløbet er det eneste dårlige asfalt på hele etapen, men det er ikke noget, der kunne ødelægge en god debut på cyklen. Efter en kort fotoseance med verdenspressen (mig og min iPhone), ruller jeg tilbage mod udgangspunktet. Inden sidste nedkørsel havde jeg dog lige udset mig et stop, hvor depoterne skulle fyldes op.

Det var tid til mere kage i form af en rigtig ulækker (på den gode måde) donut med syltetøj løbende ned af mine fingre - så skønt så skønt. En nedkørsel og et fladt stykke vej senere når jeg hjem til hotellet igen inden mørkets frembrud.

Ind under bruseren og så skal den store buffet indtages. Så kan den danske Eros Poli, med den hvide muskel blive klar til nye eventyr i morgen.

Læs også Motionsfeltet.dks beretning fra vores træningslejr på solskinsøen