I 2016 blev kvalifikationen i Danmark aflyst grundet manglende tilmeldinger. Det faldt ikke i god jord for undertegnede, da han har siddet på cyklen i både sne og slud for at blive klar til dette event. Med et wildcard udstedt af DCU, fik jeg alligevel chancen for at stille op i enkeltstart den 1. September i Perth.

En 19,4 km teknisk og kupperet enkeltstart, langs kysten på en lille ø 18 km uden for Perth.

Flyveren til årets helt store event, Amatør VM i Perth, letter tirsdag formiddag kl. 10.40 Den Blege Eros Poli er snedig og slår to fluer med et smæk (tiden er løbet fra ham IGEN), bruger natten på at arbejde og nå det jeg burde havet nået tidligere og samtidigt forberede mig på den australske tidszone. Så da det bliver sengetid sætter undertegnede sig ved computeren i stedet og udformer et træningsprogram eller to, og får pakket sværdet af en Cannondale ned i en dertilhørende kuffert.

For at spare på finanserne har far her besluttet sig for at cykelkuffert og håndbagage må være bagage nok, så kufferten makser ud på 30 kg og håndbagagen på 10 kg. Det skal dog vise sig at være fatalt på flere måder.

Den første viser sig allerede kl. 07 tirsdag morgen da jeg skal ned af trappen (og min gamle sygehjælper vil nu gnide sig i sine hænder, hvis han læser med), da det viser sig at oversergenten har glemt at træne arme i det lange cykelforløb. Så 700 m senere og kampsvedende vælter de store ben og de små arme ind i Bus 5A som skal fragte mig til Nørreport st.

Andet fatale punkt viser sig ved check ind hvor mine 10 kg håndbagage (som viste sig at være 11,5) kun må være 7 kg.

Den Blege italiener flirter lidt med damen, men hun er iskold, så tasken må trimmes. Ud ryger Bear Grylls og militærfysisk træning, cykelhjelm på hovedet, hovedtelefoner om nakken og to jakker på, stadig ikke nok. Alarm! Heldigvis har jeg lavet en aftale om en kop kaffe med en veninde inden afgang, far her drikker dog ikke kaffe, så det blev en burger og en Cola (jo jo, burger kl. 08.00 kan man sagtens). Min veninde kan så få mine overskydende kilo med hjem.

Håndbagagen er så godt som tom da jeg får den trimmet ned til de 7 kg, trolley og computer tager de fleste kg, så undertegnede må klare sig uden langærmede i den australske vinter og med et par bukser og et par shorts.

Nuvel, jeg hopper på en flyver og flyver mod Perth, på vejen skal jeg have et lille ophold i Doha.

Flyveturen minder mig på flere områder om mine mange rejser til Afghanistan.

”Chicken or beef mister?” sagde de altid på Pegasus flyveren og da den søde stewardesse fra Qatar Airlines nærmer sig kan jeg høre det samme accent fra år tilbage: ”Would you like chicken with potatoes (udtalt potatååååås), beff with Potatååååås or vegi?” i sig selv ikke skide sjovt, men efter 16 gentagelser begynder det at virke på en.

Hvis det mellemøstlige cuisine ikke bragte mig nærmere ”Nam” gjorde indflyvningen til Doha. De har muligvis flere lommepenge i Qatar, men de har den samme mængde sand set fra oven i al fald. Brune huse og ørken så langt jeg kunne se.

Dog adskilte Doha lufthavn sig markant fra Kabul Airbase, hvor det toldfrit faktisk var toldfrit. I Doha skal man vist være sheik for at finde toldfri området tiltalende. Jyden her er da heller ikke sønderligt imponeret over udvalget af Prada og Louis Vuitton og for en gammel halmballeløfter gør en pindemad med trøffel altså ikke tricket.

Syv timer senere letter næste flyver der skal fragte mig det sidste stykke til Perth. Endnu en gang bliver jeg tilbudt ”chicken with potatååååås, beff with potatååååås or vegi?” og vælger denne gang tyren, mens jeg lader mig underholde af Superman og Batman der slås på den lille 8 tommer skærm.

Inden indflyvningen til Perth udfylder jeg den obligatoriske told-erklæring, som man har set så mange indere dumpe i ”Austrailian border control”. Det er derfor med megen koncentration at denne lap papir bliver udfyldt og der bliver tikket ja hver gang der er den mindste tvivl, for ikke at få en bøde for at komme til Australien med sko på eller for at have en hovedpinepille i toilettasken. I Perth lader det til jeg ”består”. Dog vil den første tolder vide om det er steroider jeg har medbragt, hvortil jeg stolt kan svare nej, hvorefter jeg bliver sendt hen til narkohunden som ligeledes godkender mig.

Inden jeg hopper i en taxa finder jeg en ATM der kan hjælpe mig med at tømme mit New Zealanske kreditkort. Det viser sig at være væsentlig nemmere end håbet da undertegnede havde efterladt markant færre penge på kortet end jeg erindrede. Nuvel det var stadig nok til at en taxa kunne fragte mig fra den ene ende af byen, til den anden.

Den Blege Eros Poli har op til turen været ude på sine blødende knæ og tigge bekendte og ukendte om penge til sin tur til VM. Derfor han har valgt at ære disse bidrag, ved at være økonomisk bevist og herigennem valg at lade sig indlogere på vandrehjem, frem for hotel. Det er knap så luksuriøst, som da han slog sine folder på Mallorca, men alt jeg har brug for er en seng og min cykel. Sidstnævnte skal dog vise sig at volde en del problemer de kommende dage og tilføre lidt krydderi til oplevelsen.

Når ens kæreste eje har været pakket ned i en kasse og blevet kastet rundt af barbare i lufthavnene, er det altid spændende at åbne kassen og se hvordan ens baby har klaret sig.

Der er dog ikke noget der tyder på overlast, da jeg langsomt for pakket sværdet ud og roligt for hende samlet igen.

Og et par timer senere står hun der på det kolde gulv, i rød-hvide farver, knivskarp med nyt styrbånd, nye kabler, ny kæde, kassette, pulleyhjul, kranksæt og pedaler.

Nu skal den blege muskel bare have en nats søvn, og så er det ud på cyklen næste morgen og passe den sidste del af træningen op mod løbet.