Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, det er vinter i Australien, men det minder mest om en go dansk forårsdag. Jeg iværksætter mission indkøb og traver ned mod stranden og til venstre, efter nogle mil, drejer jeg til venstre igen for at finde et supermarked ikke så langt fra adressen endda. Jeg finder min kurv og begynder at lede efter de mest nødvendige fornødenheder.

En ting springer dog frem i min erindring, da jeg kigger ned i køledisken, priserne, åhh gud, er vi kommet til Norge eller hvor gik det galt. Hvordan folk kan have råd til at lave normal aftensmad i dette land er mig en gåde. Måske det er derfor de lokale render rundt i bare tæer, de har ikke råd til sko fordi de skal købe mad, stakkels mennesker.

Jeg finder mine havregryn, noget mælk, lidt pasta og et græskar, tager en dyb indånding og går mod kassen for at blive flået.  Jeg tilbyder mine sko i bytte dog uden held, så dankortet må op af lommen og jeg må skrive en undskyldning til Svende nede i banken, ”Jeg sværger Svende, det var bare havregryn og mælk!”

Med køleskabet delvist fyldt, skal det rød-hvide sværd ud på sin jomfrutur Down Under. Team Motionsfeltets  farver bliver monteret, cyklen båret ned af trappen, ud af porten og ud i friheden. Foran ligger en lille times træning inklusiv opvarmning og nedkøling. Den Blege er gået ”tapering” mode.

Jeg klikker i pedalerne og drejer mod stranden. Der løber en cykelsti hele vejen langs stranden 50 meter nede af gaden. Det viser sig hurtigt, at der er noget galt! Da de blege muskler får lov at arbejde lidt hakker kæden over, jeg tænker hva’ fanden, den rullede da fint inden den blev pakket ned. Jeg ruller videre og tænker, ”Ej det var bare lige den ene gang”, hvortil det siger ”krunk”, hvad fanden hvad fanden, tænker jeg igen! Det sker når jeg træder hårdt i tungt gear, på en bakke eller når jeg træder ud af et sving, og dem er der alligevel nogle stykker af må jeg konstatere.

Jeg hopper af cyklen for at skyde et par billeder af den og stranden, et klassisk eksempel på at noget kan være lort, men på facebook ser det ud som om jeg lever livet.

Jeg hopper på cyklen igen, ruller tilbage hvor jeg kom fra, jeg ser skarp ud, tøjet og cyklen ligner en million, og jeg ruller forbi et par unge hvalpe der savlende kigger på fars raket, ”krunk” siger det igen og de unge hvalpe udbryder ”Ohh, that did not sound good!” En sådan kommentar er som at få en sløv brødkniv lige i hjertet. I kan svine mit hår, mit tøj, mine strømper, men min cykel, argh det gør ondt, ikke mindst fordi den jo var fejlfri ved afgang.

Men nå, tænker jeg, jeg holder watt’ne nede og ruller en kort tur, og tænker jeg finder lige en mekker i morgen, så er det ude af verden.

Jeg spørger på vandrehjemmet hvor den nærmeste cykelhandler er og bliver ledt små to km ind i byen. Cottesloe Cycles hedder den og cyklen bliver mødt med ”wauw en fed cykel”, fra lærlingen og chefen spørger hvad han kan gøre for mig.

Jeg beskriver problemet og hans mekker Lee hopper på opgaven med det samme. Der går ikke mange minutter før Lee kalder mig ud bag ved, han viser en revne i rammen tæt på geardroppet. Jeg erkender at den havde jeg set, da jeg skilte cyklen ad. Han ville blot gøre opmærksom på den, da geardroppet var en smule skævt.

Han ville ikke rykke i noget og så blive beskyldt for at have ødelagt det, hvortil han fik min velsignelse til at gøre hvad der skulle til, men med det forbehold at han var en død mand, hvis han ødelagde noget alligevel, det synes jeg var meget fair..

Lee som roder i cyklen bruger små 15 minutter på at gøre cyklen køreklar.  Imens trisser jeg rundt i den lille butik og finder mig et par lirens sokker og et par CO2 partroner til de kommende dages træninger. Lee giver mig cyklen og adviserer mig om, at hvis det ikke virker endnu, skal han bruge lidt ekstra tid, da han mener kablet så skal skiftes.

Jeg hopper på cyklen og ruller mod solnedgangen, i håb om morgendagens tur vil blive med større succes.