I dag skal formen atter holdes ved lige og forhåbentlig på en cykel der spiller. Så jeg hopper atter engang i de sorte og blå klæder fra Team Motionsfeltet.dk, slæber cyklen ned af trapperne og klikker i pedalerne. Det blæser en frisk vind fra syd, men solen skinner atter fra en flot blå himmel.

Jeg drejer til venstre ved stranden igen og sætter kursen 10 kilometer ud i modvinden, kravler ned i bøjlen og bruger de første minutter på at få gang i benene. Da varmen har indfundet sig og pulsen er kommet op, finder jeg ind i noget der minder om racepace. Med vinden lige på næsen trykket godt ned i bøjlen moser den hvide muskel cyklen op på 43 i timen, bestemt godkendt her 5 dage før løbsdag.

Halvvejs ude rammer jeg en rundkørsel, hvor jeg må tage farten af, for at tilpasse mig trafikken. Da hullet byder sig rejser jeg mig op i pedalerne for at træde afsted igen. ”krunk” siger det igen! Ederne hænger løst på tungen, det var dog satans, at man er rejst helt herned for blot at blive udsat for denne slags sabotage. Jeg finder ind i rytmen igen, men i en acceleration der ikke er den blege muskel værdig. Efter yderligere et par kilometer skifter omgivelserne karakter fra strandpromenade til industriel havneområde. Omgivet af store lastbiler pumper jeg videre i modvinden, for at få det optimale ud af min tapering, som er kendetegnet ved at være kort men hårdt.

Ude ved havnen svinger jeg omkring, for at skyde hjemad i medvinden. Der er en kringlet cykelsti/gang/rulleskøjtesti langs stranden, som jeg dog undlader at anvende, da det vil være til fare for alle involverede parter. Der er da også en bred rabat, så det er ingen skade til at jeg ligger ude på vejbanen og følger trafikken. Jeg har tømt mig godt på vej ud i modvinden, så mundvandet har fundet vej til mit store gab og mens jeg bygger farten op begynder savlen at hænge i guirlander som en schæferhund med hovedet ud af vinduet.

Jeg begynder så småt at indhente den forankørende trafik og får blod på tanden til at presse hårdere. Jeg begynder at overhale bilerne indenom. Jeg kommer lidt ud af rytmen, da jeg er nød til at navigere uden at være til fare for mig selv eller trafikken. Med 67 i timen brager jeg videre op mod de næste biler i kortegen, tanken om en fartbøde strejfer mig, men giver mig bare mod på mere fart. Savlen vælter ud af hovedet på måde hvor dehydrering burde være et tema, men målstregen er dog lige fremme, så katestrofen indtræffer ikke i dag. Jeg ruller over min målstreg og bruger et par minutter på at rulle af, inden jeg slæber cyklen op på værelset igen.

Med dagens træning veloverstået er det tid til mere maskuline gøremål: En lille yoga session på gulvet foran computeren for at smidiggøre den gamle fodboldkrop. Efter en halv time med ”Lotusblomst,  Upward-Facing Dog og Lions Breath” er det tid til for alvor at blive maskulin.

Til den netop overståede byfest hjemme i Brørup blev jeg, af den ene efter den anden, gjort opmærksom på ulempen ved mit lange hår. Med referencer til Laurent Fignon og de berømte 8 sekunder, er jeg dog af den overbevisning, at styrken sidder i håret, som hos en vis Samson.

Jeg er imidlertid ikke blind for videnskab og er indforstået med det ekstra drag, det vil give med min ”man bun”. Så jeg bruger eftermiddagen med cykelhjelm og tøj på, mens jeg prøver at få mit år til at fylde så lidt som muligt, ikke en nem opgave for en ægte hanløve, der gror et garn bedre end selveste Chipolini.

Første manøvre indebærer at forsøge håret gemt under hjelmen, no go! En fletning er udelukket, det kommer bare ikke til at ske. Jeg prøver mig med en aerosok/kondom, heller ikke. Så løsningen blev et utal af elastikker for at klemme hestehalen så tynd som muligt, og herefter stikke halen ned af ryggen under dragten. Hermed opnår jeg, hvad jeg tror er det mindste drag på cyklen.

De næste dage skal forløbe på samme måde, om end jeg skal have cyklen til at spille inden vi rammer torsdag.