Born Fondo afvikles på en smuk og varieret cirka 30 kilometer lang rundstrækning med godt 400 højdemeter, der kan gennemkøres en til fire gange. Totalt for 4 omgange er 123 km og godt 1.700 højdemeter. Forventet deltagerantal er 700. De fleste køber pakkerejser til Born Fondo og får en hyggelig weekend på Bornholm ud af det.
Lørdag er det tid til kampen imod uret
Lørdag den 26. maj kan du - som tilvalg - prøve Danmarks ældste, største og måske hårdeste og smukkeste enkeltstart. Ruten er lukket for anden trafik under løbet, og går 8,3 kilometer fra Vang Havn op af Danmarks hårdeste bakke og videre af snoede veje gennem Slotslyngen, forbi Hammerhus og op til Hammer Fyr.
Enkeltstarten har været afviklet årligt siden 1960, og rekorden indehaves af bornholmske Magnus Cort med tiden 13,21. Tiden blev sat, da han var juniorrytter. Det er en ægte klassiker, som enhver seriøs cykelmotionist bør unde sig selv at prøve kræfter med. Sidste år deltog 400 ryttere.
Prikket bjergtrøje og glaspokaler
Hurtigste mand og hurtigste kvinde fra lørdagens enkeltstart får en specialdesignet bjergtrøje at køre søndagens Born Fondo i. Til søndagens løb er der glaspokaler til de tre hurtigste mænd og kvinder.
Tungeste rytter og største hold
Der er også en specialpræmie, skænket af Svaneke Bryghus, til tungeste rytter, der gennemfører alle fire omgange søndag.
”Økologisk øl fra Svaneke prisen”, hedder præmien, der består af 120 stk. øl fra bryggeriet, hvilket svarer til den forventede vægt i kilo på vinderen. Første rytter i mål over 90 kg vil ryge i hotseat, hvor han/hun kan læske sig i Svaneke Solskins Ale eller Don’t Worry Pale Ale - og det er ad libitum, indtil en tungere rytter gør krav på sædet.
Største tilmeldte hold kan lørdag eftermiddag slappe af på Nordeuropas største mingolfbane, BornPark, fem km fra Gudhjem. Arrangørerne har betalt entreen.
Det er femte år Bornholms Cycle Club afvikler løbet, der har fået masser af smukke anbefalinger med på vejen. Sidste år var løbet nomineret til Danish Bike Awards.
Gode priser på pakkerejser, praktiske oplysninger, anbefalinger, billeder og meget andet kan findes på løbets hjemmeside www.bornfondo.dk
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger