”Hvor går jeres tur hen?”
Receptionisten, der netop har tjekket os ind og udleveret nøgler, vil lige sikre sig, at der er styr på dagens cykeltur. Vi får en snak om de mange muligheder i området, og er der behov for det, tilbydes vi hjælp til alt, lige fra downloading af ruter og udlevering af kortmateriale til madpakker og værkstedsfaciliteter. Har vi ikke egne cykler med, kan vi låne eller leje, så der er styr på alle detaljer, og som gæst kan man bare koncentrere sig om at nyde opholdet og cyklingen.
Stejle bakker og flotte kyststrækninger
Lige uden for døren har vi Svendborg Sund, som regnes for at være en af Danmarks smukkeste vandveje, samt Det sydfynske Øhav, der består af et væld af øer og små holme. Vi har derfor lagt en rute langs vandet og cykler via Rantzausminde mod Fåborg. Hele tiden går det let op og ned, så der triller hurtigt nogle højdemeter ind på kontoen. På vandet krydser farvestrålende sejlbåde op mod vinden, og på vejen passerer vi masser af små vejboder med frugt og grønt, som er så typiske for Fyn.
Efter Fåborg søger vi ind i land, kører mod nord og tjekker området ved De fynske Alper ud. Her er stigningerne pludselig meget markante. Med et terræn, der flere steder når op over 120 højdemeter, er det et sandt paradis for bjerggeder, så computeren registrerer yderligere nogle hundrede højdemeter. Området indgik i ruten til DM i landevejscykling i 2014, og den blev dengang betegnet som en af de hårdeste nogensinde.
Det sydfynske landskab byder på masser af varieret terræn. Foto: Peter Christiansen
Vi sætter atter kursen mod Svendborg, passerer Ollerup Gymnastikhøjskole og Hvidkilde Gods, inden vi kører omkring havnen, hvor der er masser af liv. Senere får vi låst cyklerne i kælderen på Hotel Christiansminde, og et tjek på computeren viser, at vi har kørt omkring 80 kilometer i det afvekslende terræn.
Et af Danmarks bedste mountainbike-spor
Havde vi valgt mountainbiken i stedet for landevejsraceren, ville vi også have haft muligheder nok. Mtb-entusiaster får julelys i øjnene, når de hører navnet ”Skovhuggeren”, og det 17 kilometer lange spor med broer, hop, gaps og en enkelt rock garden-passage regnes da også for at være et af Danmarks absolut bedste. Det skal nævnes, at Skovhuggeren er et betalingsspor, og pengene - der kan betales via mobilepay - går til vedligehold af spor og elementer.
En anden mulighed er de to spor, som er flettet sammen i Stevneskov, Hallind Skov og Gl. Hestehave. Hvert spor er fire kilometer langt, og hvor det blå spor er let til middel i sværhedsgrad, byder det røde spor på middel sværhedsgrad, men med mulighed for at tilvælge svære sorte passager undervejs.
Områdets mtb-spor er udfordrende for de fleste. Foto: Geir Haukursson
Plads til både cykling og forkælelse
Vi har som nævnt indlogeret os på Hotel Christiansminde i Svendborg, og som man kan opleve det i udlandet, hvor deciderede cykelhoteller skyder op flere steder, går Hotel Christiansminde målrettet efter at tiltrække cykelgæster. Hotellet ligger med uspoleret udsigt over vandet, det omkringliggende cykelterræn er varieret og udfordrende, og mange betragter det som Fyns bedste.
Og Christiansminde, der er certificeret Bed & Bike-hotel, forstår at facilitere et cykelophold på alle tænkelige måder, så uanset om man kommer individuelt, som par eller som gruppe, kan hotellet skræddersy opholdet, så det bliver bedst muligt. Større grupper kan endda få sin egen separate afdeling med sammenhængende værelser, opholdsrum og terrasse med udsigt over vandet. Som et kuriosum kan det nævnes, at Danmarks første cykelbane blev bygget få hundrede meter fra Hotel Christiansminde - nemlig ved Gammel Hestehauge, hvor man i 1886 anlagde en 192 meter lang grusbane rundt om dammen.
De fleste værelser har udsigt til vandet. Foto: Jørgen Nielsen
Færdige pakker med adgang til betalingsspor
Hotel Christiansminde arrangerer både mountainbike-ophold og deciderede cykel-weekender. En weekend i cyklingens tegn inkluderer ophold fra fredag til søndag. Fredag og lørdag aften serveres en to-retters menu, og lørdag samt søndag morgen er der morgenmadsbuffet. Der udleveres velkomstpakke med blandt andet ruteforslag, og hotellet stiller værkstedfaciliteter til rådighed. Køber man et mountainbike-ophold, inkluderer pakken også adgang til Skovhuggeren.
I løbet af året vælger mange klubber, grupper og par fra både Danmark og udlandet at benytte sig af Hotel Christiansmindes cykelpakker. Og skulle der være nogle i gruppen, som ikke cykler, ligger Svendborgs centrum i gåafstand fra hotellet, ligesom vandre-, bade- og udflugtsmulighederne er oplagte. Har man mod på adventure-oplevelser som kajak, dykning og ekstrem-triatlon, råder hotellet over gode outdoor-faciliteter.
Områdets mtb-spor er udfordrende for de fleste. Foto: Geir Haukursson
Velkomponeret menu
Vores aften slutter i restauranten. Mørket har sænket sig, så vi kan se lysene på Tåsinges kyst, og i vandet angiver grønne blink, hvor sejlrenden går. Ikke overraskende har man neden for hotellet anlagt en smukt beliggende promenade, der passende er døbt ”Kærlighedsstien”.
Tjeneren præsenterer første ret - en hummerbisque med et lille stykke torsk - og ledsaget af en østrigsk Grüner Veltliner er det en fin start på måltidet. Hovedretten består af rosastegt kalvekød med rodfrugter, mens vinen - en spansk Cabernet Sauvignon - er tilpas kraftig, uden at den smager af egetræ. Vi slutter med den franske klassiker creme brûlée og tager kortet med turforslag frem. I morgen venter endnu et par ture i det indbydende og kuperede terræn.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger