2022 Synapse
I dag lancerer Cannondale den nye Synapse med en række meget markante nyskabelser. Ifølge amerikanerne selv, skal den nye retning være med til at gøre landevejscykling mere inkluderende og effektiv end nogensinde før igennem integrerede, teknologiske features. Systemet hedder SmartSense.
”SmartSense er designet til at gøre landevejscykling mere behageligt for erfarne ryttere, invitere nye ryttere til sporten og gør det bekvemmeligt for alle brugere”, siger David Devine, Cannondale Global Senior Director of Product om det nye system.
Det er Cannondales endurance-model, som lægger stel til den nye teknologi.
”For at komplementere SmartSense har vi re-designet den anmelderroste Cannondale Synapse til at være endnu mere alsidig end dens forgængere. Resultatet af sammensætningen af de to produkter er et gnidningsfrit forhold mellem rytter, cykel og landevejen” lyder det fra David Devine.
SmartSense-systemet består af lys, radar og hjulsensor.
SmartSense
SmartSense er den store nyhed i lanceringen. Helt kort fortalt, så er et intelligent system bestående af lygter og en radar, der aktivt kommunikerer med rytteren, cyklen og omgivelserne, drevet af et enkelt batteri, som sidder integreret i rammens skrårør.
Med et centraliseret system og kun én batterienhed er det Cannondales håb, at gøre SmartSense til en essentiel del af en nem og effektiv rutine.
Cannondales mål med SmartSense er at indgyde tillid og bekvemmelighed til træningsturene med et aktivt og intelligent system som er permanent tilgængeligt for rytteren.
Systemets dele består af:
Garmin Varia Radar
Scanner konstant for bagfra kommende trafik og kan signalere farten, distancen og antallet af biler der kommer, visuelt og via lydeffekter på Cannondales app eller på ens cykelcomputer.
(Garmin-radaren er desuden kompatibel med andre populære cykelcomputere).
Lezyne for- og baglygte
Forlygten forbedrer synligheden for modkørende trafik og hjælper rytteren med at blive set.
Baglygten, som har valgfri bremselys funktion, giver synlighed bagtil. Begge lys kan sættes til at automatisk at tænde når der er lave lysforhold.
Garmin Varia Core batteri
En enkelt, central batterienhed gør, at man ikke skal tænke på at oplade flere forskellige dele før en tur. Batterienheden driver hele systemet.
Cannondale Hjulsensor
Hjulsensoren vækker systemet til live, så det kan parres med Cannondale-appen, hvorfra alle features kan styres og man kan holde styr på sin træning og meget andet.
Cannondale App
Inden det første pedaltråd, kan brugeren interagere med SmartSense via Cannondales App hvor der vil være en række indstillinger, der kan tilpasses for en personlig køreoplevelse.
Indstillingerne er designet til at give en forbedret bevidsthed og synlighed så rytteren mere effektivt kan se og blive set.
Et par omdrejninger med forhjulet, hvor en Cannondale hjulsensor er monteret, vil sætte en kæde af kommunikation i gang til alle tilgængelige SmartSense touch points på hele cyklen.
Én central, genopladelig batterienhed forsyner hele systemet.
Synapse-rammen
Cannondale introducerede deres første Synapse for 15 år siden - faktisk som den første carboncykel i endurance-kategorien. Synapse er lavet til at være en allround-landevejscykel, som omfavner performance, komfort og alsidighed med dens evne til at klare forskelligt terræn.
Det er også derfor, at det netop er *synapse, som har fået SmartSense tilføjet.
”Synapse er den perfekte cykel til at introducere SmartSense. Den har en komfortabel geometri, ingeniørvidenskab der hjælper med at blødgøre køreoplevelsen og nu altså ekstra sikkerhed i form af SmartSense systemet.”
Ifølge Cannondale byder den nye Synapse på en mærkbart forbedret køreoplevelse - en køreoplevelse som eller netop har været fremhævet i mange år af mange fans af modellen.
Denne version har 8 % forøget eftergivenhed i rammen. Det kommer til udtryk i rammens fleksibilitet som absorberer ujævnheder og bump på vejen. Den forøgede eftergivenhed parret med en lidt mere oprejst position kontra en mere konkurrenceorienteret cykel, giver den mest rolige Synapse oplevelse til dato ifølge udviklerne.
Som det ofte ses, så har Cannondale brugt deres erfaringer fra den lynhurtige aerocykel - SystemSix - til at lave den nye Synapse hurtigere end sin forgænger igennem forbedret aerodynamik.
Forlygterne lyser vejen op i mørke og giver øget synlighed i dagstimerne.
Synapse er lavet med Cannondales Proportional Response. Det er Cannondales unikke størrelsesspecifikke design, hvor cyklens geometri, konstruktion, stivhed og styreegenskaber er baseret på rytterens størrelse og dermed varierende tyngdepunkt. Det skal sikre, at rytteren får mest muligt ud af deres cykel, uanset deres højde.
Synapse er blandt andet lavet til heldags-cykeleventyr. Den er designet til at klare alt fra landevej til skovstier med plads til 35 millimeter dæk. Der er beslag til en taske på overrøret for at gøre de lange dage på cyklen lettere at klare. Derudover er der beslag til to flaskeholdere.
Under sadlen sidder både baglygte og radar, som advarer mod bagfrakommende trafik.
Modeller og program
Den helt ny Synapse vil være tilgængelig i fire modeller i carbon i størrelserne 48-61.
SmartSense vil være at finde på alle modellerne i forskellige sammensætninger af radar, lys og elektronisk gearing noteret som R, L og E i modellens navn.
Synapse kommer i følgende opsætninger på det danske marked:
Synapse Carbon 1 RLE - Kr. 72,399.00 ,-
Synapse Carbon LTD RLE - Kr. 56,499.00,-
Synapse Carbon 2 RLE - Kr. 48,299.00,-
Synapse Carbon 2 RL - Kr. 36,199.00,-
Synapse Carbon 3 L - Kr. 28,199.00,-
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger