Sensommeren 2015. Jeg ser en pige. Hun er sportspsykolog og arbejder med olympiske atleter. Hun ved ting. Hun forklarer, at der ofte er en grund til, at nogle bliver topatleter. ”De løber alle fra noget”.

En lignende påstand om cykelrytteres drift fremføres i Daniel Denciks Sportshjerte (Gyldendal). Bogen præsenterer os for en serie af personer og oplevelser, som fortjener at blive fortalt. Sportshjerte giver ordet til ryttere, du ikke vidste, du havde lyst til at høre holde lange monologer. Men det har du.

Den korte udlægning: Sportshjerte er en personlig beretning fra tre løb: VM i Richmond (2015), Tour de France (2016) og Lombardiet Rundt (2016). Dencik følger med langs ruten og snakker med folk i og omkring løbene. Herigennem undersøges sportshjertet: Hvorfor elsker Dencik cykelsporten? Hvorfor tilbringer vi timevis af timer foran skærmen og langs ruten? Hvorfor udsætter rytterne sig for denne smerte? Titlen alluderer derfor elegant til bogens projekt. Hvorfor banker vores hjerter for sport? Hvad banker dybt inde i cykelrytterne?

Strukturelt drilles læseren, men man driller kun dem, man bryder sig om. Der springes i kronologien. Vi starter som sådan i midten, bevæger os siden mod Lombardiet og til sidst rammer vi Richmond, men reelt slutter reportagen i Frankrig. Eller: faktisk slutter vi et helt andet sted.

Men Sportshjerte fremstår slet ikke fragmenteret. Kapitlerne bør ikke læses i vilkårlig rækkefølge, for der lægges strategiske brødkrummer undervejs. Temaer tages op, masseres og efterlades for så at blive fremlagt af andre stemmer på et senere tidspunkt.

Et konkret eksempel. Sportshjerte var lige ved at tabe mig helt fra start, idet den trækkes på to af de stilistiske træk, jeg hader allermest: (a) sympati fremmanet gennem børneperspektiv og (b) at drage parallel mellem sport og krig.

Men her er sagen: børneperspektivet og krigslignelsen tages op på et senere tidspunkt. I et kapitel lader Dencik cykelrytteren Kris Boeckmans beskrive sin nærdødsoplevelse. Boeckmans beretter om den mærkværdige længsel efter blot at ville vende tilbage kampzonen så hurtigt som overhovedet muligt.

Heri finder vi det fantastiske ved Sporthjerte. Dencik er god, når han sætter sig selv i centrum, men endnu bedre, når han lader andre tale. Dencik ynder at præsentere sig selv om en slags globetrottende Hunter S. Thompson-figur, der betragter livet gennem en rus af lovlig marihuana. Disse kapitler er sjove og tjener samtidig det formål, at de stiller vores fortæller i kontrast til rytternes asketiske tilværelse. Men, men, men: vores fordomme bliver hurtigt sat på prøve.

Adgang er kritisk. Daniel Dencik (f. 1972) er en forfatter og filminstruktør, der har skrevet om cykling for diverse danske medier, og som tilbage i 2012 udgav dokumentarfilmen Moonrider om Rasmus Quaade. Dencik har således bevæget sig rundt i feltet i årevis og er fortrolig med rytterne. De åbner sig op og Dencik kvitterer ved at lad dem udfolde sig som tænkende, interessante mennesker. Der gives stemme til ryttere, man ikke nødvendigvis hører så meget om. De er oftest de mest interessante. Jeg knuselsker nu Jakob Fuglsang, Matti Breschel, Chris Juul-Jensen og Kris Boeckmans. En lille anke er, at Dencik ikke får Breschel til at udfolde sin kortvarige karriere som model.

Der er tænkt over det meste. De tre løb er ikke tilfældige, men oplagte linser til at undersøge cykelsportens problemstillinger. I Tour de France finder man en særlig stor samling af danske hjælperyttere, hvilket leder til diskussion af stjerner/vandbærer-forholdet. I Richmond finder man europæiske verdensstjerner, der kan vandre frit på gaderne, alt imens der foregår en kamp mellem ’de gamle’ og ’de nye’ nationer - mellem romantikerne og de innovative. Der funderes over cykelsportens særlige tilknytning til kapitalismen og forholdet mellem kvantificering og mystificering.  

I Lombardiet Rundt udspiller flere af disse ting sig. I vinderen Esteban Chaves finder man det historiske: den første colombianer der vinder et monument. Han kontrasteres med de fejlende romantikere, Diego Rosa og Fabio Aru. I kapitlet spiller Feltet.dks liveopdatering en birolle som græsk kor. Vi hånes, når vi glemmer, hvor kaotisk det kan være at producere live-TV i et norditaliensk efterår, men roses, når man skal finde mening i galskaben langs ruten. Mobiltelefoner kritiseres også. Kan man virkelig opleve et løb, når man har travlt med at tage billeder, spørger Kris Boeckmans. Implicit ligger den store konflikt mellem at se et løb live og på TV. Med de nye EU-regler om roaming vil grænserne yderligere udvandes.

Der er skønhedsfejl, men de huskes ofte som skønhedsmærker, når man lægger bogen fra sig.    

Sportshjerte inkorporerer et væld af SMS-beskeder, vejskilte og citater. Disse er sat med højre margin. Kunne dette være præsenteret mere sjovt? Kunne SMS-bobler inkorporeres på en mere naturalistisk facon som i fx tv-serien SKAM? Muligvis, men dette er et nærmest eksistentielt spørgsmål. Jeg hælder til, at Sportshjerte er så meget en bog, at den tjener sig bedre med en sparsom opsætning.

Andre vil muligvis se sig sure på bogens behandling af ’dopingdjævelen’. Men bogen undersøger ikke, hvordan vi behandler tvivl og skam: Sportshjerte er et studie i kærlighed.  

Der er faktuelle fejl, som kun vil irritere Feltet.dk-læsere. Her tænker jeg særligt på Il Lombardia-kapitlet, hvor Rigoberto Uran og Cannondale-holdet beskrives som tabere. Der påstås, at holdet ikke har vundet i indeværende sæson, og ikke har vundet et endagsløb i to år. Begge påstande er usande. Da tabersymbolet i sidste ende ikke lægges hos Uran, men Rosa, underbygger fejlene således en dramatisk konstruktion, som i sidste ende ikke lader sig ordenligt udfolde.

Sportshjertes måske største fejl er, at den undervejs når meget store højder. I bogens første del er synsvinklen placeret meget hos Dencik. Mod slutningen placeres fokus mere og mere hos subjekterne, og Sportshjerte når sit klimaks i en serie af monologer. Man synger efter mere, men i stedet får man en måske lidt for hård nedkøling via et småfjollet kapitel, hvori Brian Nygaard er hovedrolle. Man higer efter mere Chris og Kris, ikke Brian og Baudelaire.  

Sportshjerte er kort, men tilsvarende billig. Dencik skriver levende og flot, og som fortæller har han både humor og perspektiv. Man bliver klogere på både cykelsporten og sig selv.

Facts om Daniel Dencik: ’Sportshjerte’
Feltet.dks bedømmelse: 5 ud af 6 stjerner
Forlag: Gyldendal
174 sider
149,95 kroner

BOGEN KAN KØBES PÅ FELTET.DKS WEBSHOP