Bogen er blevet til i samarbejde mellem medlemmerne af DPCC og Tommy Vorm, og er inddelt i kapitler, som omhandler de forskellige elementer af cykelsporten. Hvert kapitel består af citater/replikker fra medlemmerne af DPCC, samt af små artikler om særlige cykelløb, begivenheder, legender inden for cykelsporten osv.
 

Derudover er der portrætter af medlemmerne af DPCC, og nogle af medlemmerne giver også deres bud på træningsruter i de områder, de kender særligt godt. Er der noget, der går igen flere steder i bogen, er det udtrykket ”lirens”. Og er der noget disse ryttere fra den hedengangne generation har forstand på, (eller i hvert fald udtaler sig skråsikkert om), er det, hvad der er lirens og ikke mindst, hvad der ulirens. Og lad os bare erkende, at de har fat i det lange ende.

Hvide sokker ser bedre ud end sorte. Også selv om de er upraktiske. Et par sorte bukser og en Brooklyn trøje er bare et federe outfit end en Tinkoff dragt. En kasket er helt klart kønnere end en hjelm (også selv om vi aldrig kunne finde på at droppe hjelmen, vel!)
 

Bogen er med dens fortællestil ganske let tilgængelig - og ganske underholdende, da man som læser bliver indviet i de forhold rytterne havde til hinanden, hierarkiet på holdene, de ansættelsesforhold de levede med, og ikke mindst træningsmetoderne. Og lad os bare sige det med det samme; det var et noget andet liv end nutidens cykelryttere oplever. Ikke at de har det lettere i dag, presset er nok større fra publikum og sponsorer, men dengang var forholdene mere beskedne, og rytterne havde ikke den samme support som i dag.

Hierarkiet på holdene var dengang heller ikke til at tage fejl. Kaptajnen bestemte, punktum. Hans ord var lov, og det er tydeligt, at kaptajnen havde meget mere magt, end de har i dag. Der var så nogen kaptajner, der formåede at forvalte denne magt på en god måde, og andre på en mindre god måde. Det er bestemt interessant at få et indblik i den del af sporten.
 

Men var alting bedre i gamle dage, ifølge DPCC?

Nej, dette forholder de tidligere stjerner sig også til. Cykelsporten har udviklet sig. Både inden for udstyr, træningsmetoder, rytternes forhold og ikke mindst rytternes sikkerhed. Og meget af det til det bedre.

Men går noget af spontaniteten og intensiteten ikke af cykelløbene, på grund af udviklingen. Jo, helt sikkert. Tænk hvis der ikke var radiokontakt mellem rytterne og sportsdirektøren? Så skulle rytterne selv tage beslutningerne og derved selv forme løbet. Ville det give bedre cykelløb? Måske..

Bogen giver et godt indblik i, hvorledes det var at være cykelrytter for et par generationer siden, dog kommer de kære medlemmer af DPCC ganske let forbi emnet doping. Det bliver dårligt nok nævnt. De fortæller om, hvordan og hvor meget de trænede, og om at man skulle kunne æde smerten, og at de store mestre havde særlige evner, men ikke et ord om hvilke medikamenter, der blev brugt.

Hvis man som læser ikke har hørt om doping i cykelsporten, kunne man forledes til at tro, at sporten var ren. Det ville have givet denne bog lidt mere dybde at lave et kapitel, der omhandlede dette emne.

På den anden side, er denne bogs målgruppe udmærket bekendt med dette mørke kapitel i cykelsporten, og de fleste af DPCC’s medlemmer har vist bekendt deres synder.

Sidst i bogen står DPCC’s 20 bud oplistet. De fleste er faktisk fornuftige, nogle enkelte er sjove, og et enkelt er, ifølge denne anmelder, direkte tåbeligt.

Det kan godt være, at det er lirens kun at medbringe 1 flaske, og at den kun må være 500 ml. Men det er fandme dumt kun at medbringe en halv liter væske. Du ved ikke, om du kan få den fyldt op undervejs. Og er man sydpå i varmen og i bjergene, kan det være direkte farligt.
Men kører man kun promenade kørsel på Strandvejen, er det vel OK at prioritere lirefaktoren frem for faren for dehydrering.

Det ved DPCC’s folkekære medlemmer jo godt, men hvad gør man ikke for at se lirens ud.

BOGEN KAN KØBES PÅ FELTET.DKS I DENNE UGE. DU FÅR NETOP NU EN BILLET MED TIL GRØN KONCERT.