Når Jørn Mader rullede sig ud, blev tyskeren Rolf Aldag beskrevet som en rytter, der ”stod stille som et træ i Harzen,” mens Jan Ullrich fik betegnelsen ”kraftværket fra Rostock, en stor bastant trampende tysker, en torpedo, der skydes gennem luftrummet, en bombe af kraft, pløjer nærmest asfalten op, benene går som store stempler på den tyske maskine, en rullende bismarcksklump.”
Da han var på toppen serverede Jørn Mader et billedrigt og blomstrende sprog, der både var opfindsomt, underholdende og overraskende, og når Jørgen Leth var bedst, præsenterede han Frankrig, så man fik lyst til at pakke bilen og tage af sted med det samme. Tilsammen gav de tv-seerne nogle uforglemmelige øjeblikke i 1990-erne, og når sommeren for alvor blev indvarslet af Tour de France-transmissionerne i juli måned, var det ikke bare cykelinteresserede, men også helt ”almindelige” seere uden kendskab til cykelløb, der sad klistret til skærmen.
Mere end cykling
I bogen Sidste Tour, der er skrevet i samarbejde med Christoffer Stig Christensen, mødes Leth og Mader igen efter mange års adskillelse. Bogen er en samtalebog, der i sin form indeholder en minimal redigering, og de to medvirkende mindes, reflekterer og fortæller på skift om deres fælles oplevelser som kommentatorer. Under klassikerne samt Touren kom de tæt på begivenhederne og løbets aktører, og begge er gode iagttagere med blik for den gode historie.
Og historier er der masser af. I bogen fylder rivaliseringen mellem Rolf Sørensen og Bjarne Riis en del, og Jørn Mader mindes, at han ringede sammen med Riis, da denne på grund af en skade ikke kunne stille op til VM i Colombia i 1995. ”Ring igen, hvis der sker noget godt,” sagde Riis. ”Ja, ja, men hvad er godt?” spurgte Mader. ”At Rolf styrter eller sådan noget,” svarede Riis. Det blev muligvis sagt med et glimt i øjet, men fortæller trods alt en del om deres indbyrdes forhold den gang.
Men bogen levner også plads til meget andet. Den kommer omkring Leths interesse for kunst, film og gastronomi, og man hører om hans tilværelse på Haiti. Jørn Mader beretter om sin store passion for musik, og undervejs får begge desuden fortalt om væsentlige episoder fra deres tidlige liv - hændelser, der har været med til at forme dem. Om sin opdragelse husker Jørn Mader blandt andet: Fra livet på havet kendte min far kun ét sprog. Og det gjorde ondt.”
Uden filter
Bogen er bygget op med referencer til Touren. Første kapitel hedder ”Prolog”, og her mødes Mader og Leth på et hotel for at starte samtalen. Senere - i kapitlet ”Départ” - tager tingene fart, og herefter følger kapitler som ”Tourmode”, ”Rundtour” og ”Spændingsfelter”.
I sidstnævnte kapitel er begge hudløst ærlige omkring de konflikter, der uundgåeligt opstod, når man var sammen 24-7 i mere end tre uger i træk. Livsnyderen Leth foretrak, at Mader slæbte det fælles udstyr, og han lod som regel også Mader køre bilen flere hundrede kilometer mellem etapemålene, så han selv kunne tage en lur. Maders modtræk var at skrue op for bilradioen for at overdøve Leths snorken. ”Noget jeg ikke kunne lide. Det er ondt,” mindes Leth.
Formidlingsmæssige fyrtårne
Mader og Leth fortjener bestemt den kultstatus, de opnåede for 25-30 år siden, men de havde også tiden med sig. Med en gylden generation af ryttere som blandt andre Rolf Sørensen, Bjarne Riis, Jesper Skibby og Bo Hamburger, der alle vandt Tour-etaper, steg interessen for den franske rundtur til hidtil usete højder, og dén bølge red Mader og Leth naturligvis med på.
Men makkerparret - der serverede transmissionerne fra Touren med humor, vid og viden og med sproglig opfindsomhed samt et stort indblik i fransk kultur - står i min optik som fyrtårne for formidling af en sportsbegivenhed som Touren. Derfor har bogen også en gyldighed i dag, selv om der er løbet meget vand i bækken siden, og jeg var rigtig godt underholdt på alle bogens 255 sider.
Fakta
Titel: Sidste Tour
Forfatter: Jørn Mader og Jørgen Leth i samarbejde med Christoffer Stig Christensen
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Antal sider: 255
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger