Når man læser de første sider af De høje bjerge, får man indtryk af et begejstret værk om cyklingens krigsskuepladser. Som det hedder i introduktionen om det at cykle i bjerge:

”At snyde sig selv for denne udfordring ville være som at stejle midt på vindebroen ind til et magisk kongerige, til et privat eventyrland, hvor du ikke vil møde hekse og drager, men et par cykelhjul, der peger den lange og snoede vej op imod den rene jubel.”

Og det er på sin vis en bog, som holder dén begejstring hele vejen. Både fordi den er velskrevet, men også fordi den er generøs med anekdoter: Ud over vinklen, som cyklingen giver, får vi historiske facts som, når bogen fungerer bedst, synes at understrege et bjergs status.
 

Udfordringen ved De høje bjerge er dog den samme som med god, mørk chokolade; det er bedst i begrænsede mængder. For bogen er, afsnit for afsnit, utrolig velskrevet og informativ. Problemet er bare, at vi i hvert eneste afsnit får at vide, at netop dette bjerg er noget helt særligt.

Det er jo imponerende med den passion, det kommer bare hurtigt til at klinge hult, når det gentages afsnit efter afsnit. Det definitive og brugen af superlativer i beskrivelsen af hvert enkelt bjerg virker trættende og utroværdig.

Trods diverse skemaer og info om forplejning, er det heller ikke anvendelighed der tynger bogen. Der kunne med fordel være mere vejledning, forslag til gearing og et par turforslag.

For den som gerne vil køre et eller flere af bjergene, er dén information mere relevant end om en given stigning måske er den højest beliggende hovedvej i Europa.

Hvem går op ad Koppenberg?

Et lyspunkt i bogen er, når der berettes om, hvordan de forskellige stigninger opdages og indlemmes i løbene. Det er spændende at blive klogere på denne del.

Læs for eksempel om ”den blinde visionær”, Miguel Prieto, der i 1998 opdagede Angliru. Og hvis man er til den slags sentimentalitet, så er levendegørelsen af bjergene også opløftende. Afsnittet om Aubisque er således interessant, fordi det sætter bjerget i scene som en aktør, der oplever et hukommelsestab: I Touren 1972 glemte Bernard Thévenet, efter et styrt ned ad Aubisque, hvor han var.

”Det var, som om jeg var vågnet op på min cykel i stedet for i min seng.” Thévenet var nødt til at spørge tilskuerne hvad der foregik, hvor han var? Langsomt gik det op for ham, hans hukommelse blev hjulpet på vej af et rutekort. Snarthuskede han alt. Næsten. For han havde glemt Aubisque.

”Det var godt, at vi ikke skulle op over Aubisque i dag...”, sagde han efterfølgende til løbslægen, som bare nikkede.
 

Er man mindre sentimental, er der stadig de mange fun facts: For eksempel at den stærkeste kaffeblanding i Lance Armstrongs cykelbutik og café i Austin, kaldes Kitz efter Kitzbüheler Horn - eller at Mario Cipollini i 2003 forcerede Zoncolan på en mountainbike!

Eller hvad med den om Merckx, ja, dén Merckx, som engang i 1976 måtte stå af cyklen og gå op ad Koppenberg!

En ny måde at betragte vejen på

Uanset hvor oplysende og begejstret De høje bjerge end er skrevet, så er det rytterne selv, der formår at udtrykke glæden ved at køre i bjergene mest præcist.

Som for eksempel når Laurent Fignon, der nyder sine sidste timer som professionel cykelrytter på Col de la Bonette, citeres for følgende:

”Jeg kørte op ad hele stigningen som bagerste mand. Fordi jeg ville have det sådan. Jeg placerede mine hænder på toppen af bremsegrebene og nød hvert eneste sekund i fulde drag... Dette bjerg tilhørte mig, og jeg ønskede ikke, at nogen skulle komme og blande sig. At køre op over 2.700 meters højde fik mig til at værdsætte alt, hvad jeg havde oplevet på cyklen. Jeg havde masser af tid til at lade tankerne flyde frit. Det var en poetisk destillering af de forgangne 12 år... Jeg holdt et let tråd i pedalerne, nød udsigten i det fjerne. Det var, som om jeg befandt mig i en tidslomme, og en helt ny verden åbnede sig for mig i horisonten mellem den blå himmel og bjergtinderne. Det var en helt ny måde at betragte vejen foran mig på... Det var et sjældent øjeblik, hvor tristesse og ynde blev forenet.”

Fignons ord slår De høje bjerges grundlæggende og sympatiske præmis fast, nemlig det helt unikke ved cykelsporten, at man kan køre på den samme arena som sine helte, uanset om de er nutidige eller historiske.

Det kan blive en helt ny måde at betragte vejen på. Så skænk kaffe i kruset, smæk benene op og begynd at læse. Ikke fra ende til anden, men helt vilkårligt. Sådan fungerer De høje bjerge nemlig bedst.

Bogen er begået af sportsjournalisten Daniel Friebe og fotografen Peter Goding. Det anbefales at checke deres arbejder ud: Friebe på thecyclingpodcast.com og Goding på petegodingphotography.com. Her er masser af inspiration for både øret og øjet.
 

.....

De høje bjerge - Europas største cykelstigninger

Af Daniel Friebe og Peter Goding
Turbine 2014
224 sider, hardback med farvefotos

Kr. 349,95