Du har måske set ham i TV, hørt ham omtalt i blandt dine cykelvenner, som ”ham med jakkesættet i Eurosport-studiet” men fra i dag kan Bastian Emil Goldschmidt officielt kalde sig selv forfatter.
Den unge danske cykelromantiker er netop udkommet med sin bog ”Fremad”, der med Bastian Emils meget levende sprog og fortællestil giver sig i kast med at forklare en sport, der er så kompliceret og samtidig uhyre enkel som cykling.
”Fremad” er en sammenkogning af alle de vigtigste elementer af cykelsporten, da den behandler sejr, nederlag og storhed, men også hjælperytteren, kaptajnen, farten og de store stjerners episke togter.
For at høre mere om bogen og tanken med den, blev Feltet.dk inviteret hjem til den debuterende forfatter i hans lejlighed på Nørrebro.
Siddende over for ham i hans stue med en kop kaffe foran os og ”Fremad” liggende frisk fra trykken på spisebordet imellem os, strålede glæden ved hans 200 siders bedrift ud af Bastian Emil Goldschmidt, da han fortæller.
”Det her er virkelig noget, jeg har drømt om længe. Da bogen kom fra trykken, lå jeg om natten og tænkte: Det her skal jeg værdsætte,” fortæller den debuterende forfatter til Feltet.dk.
Vil række ud til folk på kanten
Glædens årsag skal findes i den årelange proces som værket er kulminationen på ifølge forfatteren selv.
I mange år har han nemlig vidst, at han ville skrive en bog om cykling, men det præcise emne kom først på plads i 2019.
”Jeg troede først, det skulle være en bog om Fausto Coppi, men så fandt jeg ud af for to år siden, at det skulle være en bog, der kan bruges som indgang til cykelsporten, som folk udefra kan bruge til at få sat ord på nogle af de basale elementer og ting, der kan være svære at sætte ord på,”
”Jeg har en ambition om, at det skal være en bred bog, som skal kunne række ud til dem, der er på kanten og måske ikke har set et cykelløb endnu,” forklarer den 28-årige dansker.
Cykelsporten svælger i sin historie
For de, der ikke kender Bastian Emil Goldschmidt, skal man ikke bruge mange minutter med ham, før man opfatter, at han er en ung mand, der nyder at skue tilbage til fortiden og gribe ud efter den.
Cykelsporten er nemlig tæt forbundet med sin egen historie i højere grad end andre sportsgrene ifølge ham selv.
”Cykelsporten svælger i sin historie. Den gør meget for at mindes den. Dels fordi den er tvunget til det ved år efter år at bruge de samme bjerge. Men også fordi løbenes sejrslister rækker langt tilbage i tiden. Det er ikke mange sportsgrene, der har navne på en liste, der strækker sig 100 år tilbage, og som der stadig bliver skrevet videre på,”
Netop denne higen tilbage til sportens fortid præger Bastian Emil, der er voldsomt påvirket af de sydeuropæiske landes måde at skrive om cykling.
”Jeg er meget inspireret af den franske og italienske skole af journalistik. Det at kunne skrive om løbene, og fortælle dem som historier. Det er måske en smule sentimentalt, men det er sådan, løbene startede med at blive fortalt,” fortæller han med henvisning til de tidlige år af cykelsporten, hvor løbenes forløb først blev udlagt i avisen.
DU KAN KØBE "FREMAD" LIGE HER FOR 169,95 KR
Coppi på væggen og i hjertet
En mand præger dog den unge københavners verdensbillede mere end nogen anden: Il Campionissimo Fausto Coppi.
Dette går igen i hans lejlighed, hvor vi på et splitsekund kan tage bort fra det regnvåde Nørrebro og drage til de høje alpetinder i Sydfrankrig.
Pegende på en plakat bag sig, der er et fotografi af Fausto Coppi og dennes evige rival Gino Bartali i knivskarp duel på Col d’Izoard i Tour de France 1952, fortæller Bastian Emil således om sin store helt.
”Coppi går igen i bogen. I en af de første bøger, jeg læste om ham, stod der ”Vi er ikke sikre på, vi kan skrive noget om Coppi, som ikke er skrevet før”. Det har jeg altid i baghovedet,”
I ”Fremad” kaster han sig derfor ud i en genfortælling af Coppis togt på 17. etape i Giro d’Italia i 1949, hvilket også krævede nogle fortælletekniske overvejelser hos ham.
”Jeg har forsøgt at forklare forløbet meget konkret, så det har virket som en reportage, der kunne stå i avisen dagen efter,” fortæller Bastian Emil om kapitlet, der er et af bogens dramatiske højdepunkter.
Den legendariske rytter Fausto Coppi fylder meget hos Bastian Emil. Her ses han sovende med den gule trøje under Tour de France. Foto: Staff/AFP/Ritzau Scanpix
Pegende igen på de to duellanter foreviget på væggen, understreger Bastian Emil sin fascination af de store helte cykelsporten har skabt.
”Når man beskæftiger sig meget med cykelsporten, glemmer jeg sommetider, at det er rigtige sportspræstationer. Nogle gange virker det for vildt, at det er virkelige mennesker, der har bedrevet de her ting,” fortæller den debuterende forfatter pegende på duellen mellem de to italienske cykellegender i et Tour de France, som Coppi endte med at vinde med knap en halv time.
Udover Coppi er der dog også blevet fundet plads til moderne helte såsom danske Mads Pedersen, hvis triumf ved VM i Yorkshire bliver genfortalt af Bastian Emil på fornem vis i bogen.
Antikkens og cykelsportens helte går hånd i hånd
Tilbage i lejligheden på Nørrebro peger Bastian Emil nu på den modsatte væg. Her hænger endnu et billede af den guddommeliggjorte Fausto Coppi.
Dette er dog ikke Italieneren i hans rette element på alverdens stigninger, men i stedet et billede af ham på hans dødsleje.
Ved siden af dette billede er et antikt relief, der bevidst er placeret netop dér, da billedet af den døde Coppi fuldstændig ligner den døende sagnhelt ved siden af.
Denne sidestilling af cykelheltene og sagnheltene er ganske ligetil for Bastian Emil, der i ”Fremad” indleder hvert kapitel med citater fra så forskellige kilder som Bibelen, Julius Cæsar og Jules Verne.
”I bogen er der et citat fra Roland Barthes (Fransk filosof red,), der siger, at cykelløbet minder meget om Odysseen. Det er en rejse fra A til B, hvor historierne og eventyrerne opstår undervejs,” forklarer Bastian Emil og fortsætter.
”Jeg synes derfor ikke, det er så romantiserende at tilegne cykelsporten de mytologiske elementer, da det er en af sportens grundpiller,”
Artiklen fortsætter under billedet
Billedet af Mario Cipollini poserende som en græsk statue levendegør Bastian Emils pointe om forbindelsen mellem cykelsporten og fortiden.Foto: AP/Ritzau Scanpix
Spurgt nærmere ind til, hvorfor han bruger Odysseen, Danthe og andre storladne fortællinger fra en svunden tid, svarer den filosoferende forfatter afklaret.
”Historierne fra for eksempel Græsk mytologi er universelle, fantastiske og smukke. Jeg har tit tænkt. Hvad skal vi bruge de historier til, hvis ikke at sammenstille det med hverdagssituationer eller cykelsport,”
”Hensigten er, at man, når man læser bogen, glemmer, at citaterne ikke er møntet på cykelsporten,” forklarer Bastian Emil.
Efter en lang snak med den debuterende forfatter pakker denne skribent sin blok sammen, og gør mine til at forlade lejligheden på Nørrebro efter en lang nostalgi-fremkaldende samtale med en ung forfatter.
Lige inden vi runder af, får jeg dog spurgt, hvad han nu ser frem imod af mål, hvor bogen er færdig.
”Lige nu ser jeg frem til, at Giro d’Italia starter på lørdag,” slutter Bastian Emil af om den italienske rundtur, han i år skal dække for Eurosport, inden han følger undertegnede ud ad døren og ned på gaden, hvor vor veje skilles.
”Fremad” af Bastian Emil Goldschmidt kan købes i Feltet.dk's shop, og netop nu er der en rabat på 15%.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger