Kong Harald Blåtand, Jørn Mader, Cipollini og en flok hærgende vikinger på nakken. Det kan opleves nu og hele sommeren i Kongernes Jelling.
Med hashtagget #nokdetmuseumdernogensindeharliggettættestpåtourdefrancerutenligebortsetfraLouvre er der lagt op til en sjælden blanding af museum og verdens største cykelløb. Blot 2,08 meter fra Nationalmuseets oplevelsescenter i Jylland, Kongernes Jelling, cykler Tour de France-feltet nemlig forbi den 3. juli.
Kun det smalle fortov adskiller cykelrytterne og udstillingen "Blåtand i Gult" i Kongernes Jelling. Her kan man blandt andet opleve fortællingen om vikingekongen Harald Blåtand og Tour-legender som Fausto Coppi, Mario Cipollini og Peter Sagan.
Dette mix af vikinger og cykelryttere er ikke set før og der er lagt op til et møde med grande cykellegender, store blærerøve og mestre i selviscenesættelse. Over dem alle stråler Kong Harald Blåtand, der i vikingetiden tænkte og byggede stort i Jelling.
Til udstillingen har Kongernes Jelling udviklet en såkaldt VikingBikingEscapeBox. Her kombineres cykel, gode ben og økse svingende vikinger. Hvis man er rigtig dygtig kan man måske undslippe de hærgende vikinger. Boxen er allerede blevet testet og godkendt af Tour de France løbsdirektør Christian Prudhomme.
Hele udstillingen smøres ind i en af dansk cykelsports største stemmer. Jørn Mader var en del af makkerparret Mader og Leth, der i mange år var lyden af Tour de France i dansk tv.
I "Blåtand i Gult" kommenterer han blandt andet et historisk opløb mellem legenderne Roger Lapébie, Fausto Coppi, Bernhard Hinault, Mario Cipollini og Peter Sagan. Hvem vinder? Det skal man til Jelling for at finde ud af…
Når man alligevel er der, så kan man beundre et helt særligt klenodie. Jonas Vingegaards drikkedunk, som han brugte til at sikre andenpladsen sidste år, er udstillet. Selvfølgelig i en topsikret montre.
For børnene er der også noget at komme efter. Udstyret med en magisk UV-lampe går jagten ind på de 10 små cyklister.
Der er gratis adgang til "Blåtand i Gult". Børnepakken koster kun 45 kroner.
Starten er gået og Blåtand i Gult kører frem til målstregen den 28. august 2022.
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger