Motionsfeltet.dk's vurdering:
(6/10)
Endnu en udgave af cykelsportens ultimative gaming-fix er i dag blevet lanceret, og som så ofte før er mængden af ændringer fra seneste version begrænsede.
Der vil som altid blive stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det overhovedet kan betale sig at punge ud for, hvad der for nogen mest af alt vil virke som en opreklameret opdatering af sidste års spil.
Der er da også flere ting, der er fuldstændig identiske med 2021-versionen. “Pro Cyclist”-delen af spillet er der slet ikke pillet ved, menuerne i Karriere-delen er identiske med forgængeren, og derudover har kommentatorlydene mere eller mindre været de samme siden min første udgave af spillet i 2011.
Dog har Pro Cycling Manager 2022 flere ændringer, der er værd at skrive om, omend der ikke er tale om noget, der vender hele spillet på hovedet. Det er hovedsageligt dem, jeg vil skrive om i denne anmeldelse.
Helt nyt scouting-system
I Pro Cycling Manager 2022 er der blevet introduceret et helt ny scouting-system, der er markant mere ekstensivt end de tidligere versioner. Ungdomspleje og lignende har i mange år været en temmelig forsømt og ligegyldig del af spillet. Derfor er dette en meget velkommen fornyelse af ens rolle som sportsdirektør.
Man har nu mulighed for at scoute juniorryttere over hele verdenen via sine ansatte talentspejdere. Herfra er man så nødt til at vurdere, hvilke af disse juniorer der er værd at holde tæt øje med, da man ikke har uendelige muligheder for at overvåge dem. Men det er vigtigt at være hurtig, da du ellers kan risikere, at et andet hold vil stjæle den næste Mathieu van der Poel for næsen af dig.
Hånd i hånd med det nye scouting-system er det også blevet annonceret, at rytternes udviklingsmønstre er blevet opdateret, hvilket blandt andet skal hjælpe med at skabe mere alsidige ryttere. Dette har dog været svært at fornemme i de timer, jeg har nået at have med spillet i skrivende stund, da det indtil videre føles, som det altid har gjort.
Fede forandringer i 3D-løbene
På overfladen ligner 3D-løbene egentlig sig selv, og det visuelle udtryk har da heller ikke ændret sig synderligt fra de seneste udgaver. Der er dog kommet flere ændringer, der gør, at løbene både virker mere realistiske, men også bare sjovere at køre.
Den første af disse er en mere aggressiv og varieret AI. Det er nu blevet mere normalt at opleve favoritter, der forsøger sig på store togter langt udefra. Blandt andet oplevede jeg, at Wout van Aert angreb med mere end 50 kilometer til mål i Paris-Roubaix og faktisk kørte solo, lige indtil han blev hentet helt inde på velodromen.
Disse situationer har været et yderst sjældent syn i tidligere udgaver, og det er en forfriskende ændring. Det er også blevet mere normalt for computerholdene at lægge kraftigt pres på tidligt i løbet for at gøre det hårdt, hvilket skaber mere varierede løbsituationer, end jeg tidligere har oplevet.
En anden, og i min optik endnu federe ændring, er, at ens ryttere får begrænset sin kapacitet for eksplosiv energi, hvis et løb har været langt og hårdt. I takt med, at løbet skrider frem, og der bliver brændt nogle tændstikker, vil ens ryttere langsomt miste muligheden for at fylde deres måler med spurt-energi.
Dette medfører, at spurter efter hårde løb nu er blevet mere uforudsigelige, da en rytter med mere tilbage i benene nu får nemmere ved at slå en bedre sprinter på papiret. Tænk Kasper Asgreen mod van der Poel i sidste års Flandern Rundt.
Det skaber flere nye taktiske muligheder, da det nu har en større effekt at trætte de hurtige folk, også selvom de ikke nødvendigvis bliver sat af, da de kan risikere at mangle de afgørende procenter, når det hele skal afgøres.
Udover ovenstående nye tiltag er der også et par enkelte kosmetiske ændringer, som for eksempel at rytternes egenskaber nu er highlightet med en bestemt farve, alt efter hvor gode de er, og at det nu er muligt, at holdene kan have specielle trøjer til specifikke løb, ligesom EF Education i årets Giro d’Italia.
Positive ændringer - men er det pengene værd?
De nye tiltag er alle positive tilføjelser og giver flere interessante spilsituationer, der i sidste ende gør spillet mere dynamisk og spændende, men det er stadigvæk småting.
Der er som altid ikke kommet ændringer, der blæser mig bagover som mangeårig spiller af spillet, så er det nok til at give en rosende anmeldelse?
Jeg synes, man har valgt at tage fat i nogle vigtige aspekter af spillet. Specielt talentdelen har i mange år været så ligegyldig og kedelig, at det aldrig rigtigt har været noget, jeg har benyttet mig af. I år kan jeg mærke, at jeg for første gang glæder mig til at arbejde med de unge ryttere og lave et spændende ungdomshold. Det er generelt nogle ændringer, der virker til at bringe en masse spilleglæde med sig, især for de mangeårige følgere af serien.
Dog er det stadig en irritation, at man er nødt til at downloade en ekstern database, bare for at alle rytterne, holdene og løbene har de rigtige navne, og det vil være noget, der trækker ned, indtil det ikke længere er tilfældet.
I sidste ende synes jeg, at den nyeste installation af spillet er en velkommen tilføjelse, omend den lider under mange af de samme problemer som tidligere udgaver. I forhold til, om det er værd at købe, vil jeg sige, at hvis talentudviklingen lyder spændende, og du kan undvære pengene, så kan det sagtens anbefales, men du kan også godt overleve at vente til næste år.
Motionsfeltet.dk's vurdering: (6/10)
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger