ABUS har netop præsenteret sin nye 2023-kollektion, der byder på flere spændende nyheder - specielt er der store forventninger til Gamechanger 2.0. Præsentationen foregik i den skønne Veneto-region i Norditalien, hvor de fleste high end-cykelhjelme og cykler produceres og Feltet.dk var inviteret med.
ABUS har sit italienske hovedkvarter i netop Veneto-regionen, hvor Venedig er den mest berømte by. Regionen er fyldt med historie, smuk natur og charmerende byer - Gardasøen, berømte strande og Dolomitterne - danner rammen for en god ferie med eller uden cykel.
Veneto og resten af Norditalien er det økonomiske lokomotiv i Italien, kendetegnet som et hotspot for det bedste af italiensk design og produktion: Diesel, Benneton, Ferrari og Lamborghini er gode globale brands, der karakteriserer dynamikken i Norditalien.
Gastronomien er, som forventet helt fantastisk, den verdensberømte dessert Tiramisu stammer fra Veneto-regionen, ligesom mange lokale pasta- og risottoretter serveres til både middags- og aftensmåltider. Lokale rødvine som Valpolicella, Amarone og Ripasso er på alle vinkort til overkommelige priser.
Flere internationalt anerkendte cykel- og udstyrsproducenter blandt andet Pinarello og Campagnolo, har hovedkvarter og eller produktion i regionen. Italien er fortsat et kvalitetsstempel for alle os cykelentusiaster, og ABUS har ambitiøse planer om at udvide kapaciteten og forsætte produktion som ”Made in Italy”.
Spektakulært baggrundstæppe
ABUS valgte at arrangere præsentationen, mens Giro d'Italia 2023 gæstede regionen, som var pyntet i lyserødt på stort set alle bygninger og lygtepæle. ABUS sponsorer Movistar Teamet og har ligeledes indgået en samarbejdsaftale med 2008-verdensmesteren Alessandro Ballan, som fortsat er meget cykelaktiv og står knivskarp.
Alesasndro Ballan er fokuseret på detaljer og god til at give tilbagemeldinger fra prøvekørsler, som indgår i de talrige og kontinuerte test for at optimere de vigtigste features for hjelmene.
Foto: Kæmpe oplevelse at møde Ballan til en god cykelsnak
Vi indbudte journalister mødtes i Marco Polo lufthavnen og blev transporteret til en autentisk frokost, med de bedste hjemmelavede lokale retter, med et godt glas lokal vin. Det overrasker mig, hver gang jeg er tilbage i Italien, at der kommer flere retter, end de fleste forventer - hver servering er lidt, men godt og meget lækkert.
ABUS-præsentationen
Teamet fra ABUS, som kommer fra de fleste europæiske lande, er meget passionerede omkring cykling og alle har spændende historier at fortælle.
En af de gennemgående figurer er salgsdirektøren, hvis far har været tysk mester på landevej. Da vi ankommer til fabrikken Max Studio, hvor de første processer udføres, møder vi Daniel Bremicker, som er 5. generation af Bremicker familien, som grundlagde ABUS i 1924.
Daniel udstråler passion og viden om cykling og specielt hjelme og er en fantastisk rundviser. Det bliver hurtigt tydeligt, at de passionerede og kompetente italienere fra Max Studio, der har designet og produceret cykelhjelme siden 2000. De dygtige tyske producenter er en udbytterig kombination.
Design og teknologi går simpelthen op i en højere enhed. ABUS har et bredt produktprogram, der startede segmentet med cykelhjelme op i 2016, med Max Studios som underleverandør af high end-hjelme. Et samarbejde der har udviklet sig så positivt og succesfuldt, at ABUS købte Max Studio fabrikker i 2021 og siden har investeret massivt i udvikling og produktionsteknologi.
Foto: Det kræver store investeringer i maskiner og fixturer for at producere high performance - hjelme
ABUS har sat store ressourcer bag den systematiske udvikling af hjelme generelt - og i Italien specielt af high end-hjelme til konkurrence. Produktionen er meget specialiseret og kræver høj grad af knowhow for at producere high performance-hjelme i stort styktal og samtidig overholde strenge kvalitets- og tolerancekrav.
Gamechanger 2.0
Præsentationen af ABUS Gamechanger 2.0, med fokus på udviklingsprocessen og de vigtigste optimeringer i forhold til Gamechanger 1.0, foregik meget passende i et arkitektonisk spektakulært auditorium hos et af de mest kendte Grappadestillerier i byen Bassano Del Grappa.
En spændende gennemgang, og specielt fornemmede vi, hvordan produktmanager Lukas har drevet processen i tæt dialog med de største stjerner fra Movistar Teamet.
Specielt Enric Mas har tålmodigt været i vindtunnel utallige gange, fordi han er kendt for at kunne holde kørepositionen konstant. Det betyder, at data fra test 1 til test 50 er bedre sammenlignelige og dermed giver det bedste input til optimeringsprocessen.
Her kan du høre Produkt Manager Lukáš Tamajka forklarer om processen og key-features for Gamechanger 2.0.
Processen har været lang og meget systematisk, hvor alle delresultater og ændringer testes og testes, primært via computersimulationer og vindtunneltest. De mange tests skal sikre, at forbedringer på eksempelvis ventilation ikke skaber dårligere resultater på andre parametre, eksempelvis aerodynamik.
Presset på leverandører, også ABUS, fra de store teams, om konstante performanceforbedringer på alt fra hjelme, briller til tøj og cykler er enormt og vedholdende.
Alle teams fortager løbende benchmark-tests mellem de enkelte leverandørers produkter. Finder de bedre performance hos konkurrenternes produkter, kræves yderligere forbedringer, blot for at fastholde sponsorater. Reduktion af wattforbrug er den ultimative prioritet fra alle teams.
Mini Field test
Efter en hyggelig gourmetaften i Bassano Del Grappa ved floden Brenta og for foden af Dolomitterne, var der tidlig næste morgen afgang til en cykeltur i det billedskønne landskab.
Alessandro Ballan var sammen med en gruppe fra ”Monte Grappa Bikeday” guider på en godt 40 kilometer lang kuperet tur med Monte Grappa som største udfordring.
Inden afgang fik jeg god lejlighed til at snakke med Ballan, og han er en usædvanlig sympatisk og imødekommende person. Ballan har ligesom jeg været ude for episoder, hvor en god cykelhjelm har reduceret konsekvenserne af styrt.
Under cykelturen fortalte Ballan, at forbedret sikkerhed har motiveret ham til samarbejdet med ABUS, fordi han er inspireret af ABUS store commitment til udvikling på baggrund af tilbagemeldinger fra rytterne.
Foto: Klar til mini test i skønne omgivelser og godt vejr
Alle deltagere benyttede ABUS Gamechanger 2.0, som udover lavere modstand, vægt og bedre sikkerhed også har forbedret ventilationen og komforten markant. Fik det bedst indtryk af en let og velventileret hjelm med høj grad af komfort, og når man ved at både vindmodstand og sikkerhed også er forbedret, synes jeg virkelig ABUS er kommet rigtigt godt i mål med Gamechanger 2.0
Opsummering
ABUS udviser stor passion for at udvikle de absolut bedste cykelhjelme: Gamechanger 2.0 er efter min mening det optimale kompromis.
Top performance i relation til aerodynamik, vægt, ventilation og komfort er kombineret med en opgraderet sikkerhed med MIPS, hvor hjelmens inderskal kan rotere og flytte sig i forhold til yderskallen. Alle parametre og features er dokumenteret via endeløse tests, hvorfor jeg mener Gamechanger 2.0 er det optimale kompromis med stort potentiale.
Herunder ses den nye hjelm i hvid og sort.
Hjemme igen ”testede” min kone Gamechanger 2.0. Jeg har ikke disponeret over hjelmen siden og har bestilt en ekstra...
Facts om Gamechanger 2.0
3 størrelser: S, M, L
Vægt: 260g / 265g / 275g
Mulighed for MIPS AIR NODE
Stropper Floating Pro 15 mm vs 12 mm stropper
System Zoom Pro
Polstring Floating Pro
Spænde Nexus + Fidlock (MIPS-version)
Certifikater CE | CPSC
QUIN Ready Crash Sensor Port
Basis version i 11 farver / MIPS version i fire farver
ABUS Gamechanger 2.0 hjelmene koster 2.349 kroner uden MIPS og 2.849 med MIPS.
Se mere om ABUS på abus.com/dk
ANNONCE
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger